Selma Sunniva vinder i Odense
Sikke en uge det har været for den unge filmskaber Selma Sunniva fra den alternative filmuddannelse Super16.
Mandag stryger hun direkte ind på førstepladsen af top 10 på Ekko Shortlist med Et eksempel: Dem på gulvet, et kuldegysende drama fra en psykiatrisk afdeling.
Lørdag aften vinder hun prisen for bedste danske kortfilm på Odense International Film Festival. Dermed kvalificerer filmen sig til at deltage i kampen om en Oscar-nominering.
Og ikke nok med det.
Filmen er også blevet nomineret til en Robert for bedste danske kortfilm, som er den danske filmbranche pris.
Her skal den konkurrere med Anders Walters Ivalu, Andrias Høgennis The Last Straw, Mattis Huus Heurlins Salmon og Amalie Maria Nielsens Sværddrage.
Opråb til politikerne
Selma Sunniva er også kendt som harpenist og sanger under kunstnernavnet Selma Judith. Hun har tre andre film på Ekko Shortlist, men Et eksempel: Dem på gulvet er hendes filmiske gennembrud.
Med lange kameraoptagelser skildrer filmen en hektisk aftenvagt for personalet på en lukket, psykiatrisk afdeling. Sygemelding og akutte patienter presset personalet, som forsøger at få enderne til at mødes, mens katastrofen lurer som en undertone.
Benedikte Hansen spiller afdelingsleder, Frederikke Dahl Hansen er den nye på afdeling, Rudi Køhnke kæmper for sine patienter, og Carla Eleonora Feigenberg er en hårdt ramt patient.
Filmen er inspireret af Selma Sunnivas egne oplevelser som indlagt og samtidig baseret på en grundig research og samtaler med folk i sygehusvæsenet.
Den kan ses som et opråb til politikerne om at gøre tale til handling og leve op til løftet om at tilføre flere ressourcer til psykiatrien.
Fødsel og sygdom
Lørdag er der også blevet uddelt en lang række andre priser på festivalen i Odense, der ofte omtales som OFF.
Franske Joachim Hérissé vinder den internationale konkurrence med dukkefilmen Skinned, en gyser om et par siamesiske tvillinger. Hovedkonkurrencens anden pris går til Victor Nyåkers Circle of Trust, der skildrer et stævnemøde mellem to mennesker, der har mødt hinanden i et internetforum.
Tredje og sidste pris i hovedkonkurrencen går til tjekkiske Francesco Montagners Asterión, hvor en mand og en tyr kæmper mod døden.
Danske Andreas Bøggild Monies vinder med Papa – Notes on Life and Death publikumsprisen. Filmen er en personlig og meget rørende dokumentar om Monies’ kæreste, der føder et barn og samtidig bliver alvorligt syg.
Filmen indstilles med prisen samtidig til det Europæiske Filmakademis priser.
Skuespilprisen vinder Kimmi Liv Sennova for sit spil i Peter Bjerre Sallings Strandet, om et kærestepar, der slår op på en rejse, men stander på et hotel på grund af coronavirus.
Nicolaj Kopernikus, der er mest kendt som skuespiller, får ungdomsprogrammets publikumspris med From Above, som handler om en kærlig farlig, der er endt som en alkoholiseret hjemløs.
Kortfilmens Godfather
FilmFyns talentpris går til Amalie Maria Nielsens Sværddrage, der er skabt på filmuddannelsen 18Frames og handler om en teenagepige, der er anbragt på en institution for at tøjle sin vrede.
De to priser i animationskonkurrencen snupper ungarske Balázs Turai med Amok og danske Mathias Rodrigues Bjerre med Let Them Eat Cake.
Sidstnævnte vandt i 2021 animationsprisen med den forrygende Jeg har ikke tid til det her.
Dokumentarpriserne får hollandske Douwe Dijkstras Neighbour Abdi og amerikanske Ed Ou og Will N. Millers Squid Fleet.
Ungdomskonkurrencens vinder Snobar Avanis Drøm, der lærer børn om konsekvenserne af konflikter og krige.
Sidst, men ikke mindst får producenten Kim Magnusson en velfortjent Special Mention for sin store indsats for kortfilmen med et utal af Oscar-nomineringer og flere Oscar-priser. Han kaldes ofte ”Kortfilmens Godfather”.
Odense International Film Festival
Danmarks ældste filmfestival, som er grundlagt i 1975.
Vinderen bliver kvalificeret til en Oscar-nominering for bedste kortfilm.
Årets festival finder sted fra den 18. august til 3. september.
Læs mere på festivalens hjemmeside.
Kommentarer