Selv komedierne har været kyniske

Det store flertal af journalister har forladt Lidoen, juryen voterer i skrivende stund, og tilbage er kun at opsummere den 68. Mostra, som Venedigs filmfestival rettelig hedder.

Årets fællesnævner har været nedtur.

Ikke kunstnerisk (her ligger vi snarere en smule over middel), men som en karakteristik af filmenes grundstemning og temaer. Selv komedierne har været kyniske grænsende til det misantropiske.

Onsdag så jeg således syv film, der kom omkring hele spektret af menneskelig fornedrelse: 1) italiensk vanrøgt af børn, 2) tysk moderne slaveri, 3) selvtægt og voldtægt, 4) hverdagens tomhed, 5) mand sælger sin sjæl, 6) søster dræber lillebror, 7) verden går under.

Alt imens skinnede solen på de lykkeligt uvidende venezianere udenfor.

Dommedagsvisioner
Prisen for den størst anlagte deroute går til Abel Ferrara, der i 4:44 Last Day on Earth følger et newyorker-pars gøren og laden i de sidste timer før verdens undergang.

Modsat Lars von Triers undergangsscenarie i Melancholia holder Ferrara fat i det hverdagslige – tv-kigning, vennebesøg, skype-samtaler med familien og måske lidt mere sex end vanligt – og lader feberagtige tv-sammenkog fortælle om den bagvedliggende, økologiske katastrofe.

I israelske Eran Kolirins The Exchange oplever vi også en verden, der bryder sammen, men her er sammenbruddet lokalt.

En ung professor kommer hjem, som han plejer, men ser pludselig på de velkendte ting med en fremmed mands blik: fliserne, gulvtæppet, naboerne, konen. Opildnet af en nabo og lidelsesfælle reagerer han på tomheden ved at udsætte sine fysiske omgivelser for barnagtig, ufarlig terror. Han råber skældsord ind i tomme lejligheder, lægger sig på ryggen i opgangen, udspionerer sine naboer.

Er 4:44 Last Day on Earth et studie i rationel resignation med katastrofebagtæppe, er The Exchange et studie i irrationel protest over hverdagens trivialitet. På sin vis er de komplementære. Men begge film fortæller om det øjeblik, hvor planeten Jorden synes at stivne i sin rotation – og begge handler reelt om alle de dage, der går forud.  

Friedkins ukærlige lejemorder
Andre amerikanere end Abel Ferrara har haft de mørktonede briller på i år. Texas’ turistråd har en særlig god grund til at ærgre sig over festivalprogrammet, hvor to film havde texanske hillbilly-thrills på menuen. Begge handler om skruppelløse mord i et moralsk og biologisk degenereret sydstatsmiljø.

I William Friedkins indædt misantropiske Killer Joe pudser to voksne brødre en lejemorder på deres mor for at score hendes livsforsikring. Men brødrene er så fordrukne og afstumpede, at lejemorderen (Matthew McConaghey i fri psykopat-dressur) ser sit snit til at tage den enes datter i pant.

Der er Fargo-ekkoer i det tragikomiske plot, men mindre vid i replikkerne end hos Coen-brødrene – og et mærkbart fravær af kærlighed til karaktererne.

50 kvindelig i sump
Mens Killer Joe tager forbrydernes perspektiv, er vi i Ami Canaan Manns Texas Killing Fields på mere vant terræn og følger to politifolks forsøg på at opklare, hvem der har kastet over 50 kvindelig ud i et øde sumpområde. Det er en hvidknoet, skarpskåret krimi-thriller med en indre uro og uforudsigelighed, der bringer mindelser om genreklassikere som Zodiac og Manhunter.

Sidstnævnte er oplagt at bringe på bane, for den debuterende Ami Canaan Mann er datter af Manhunter-instruktøren Michael Mann, der også har produceret Texas Killing Fields.

Ikke et ondt ord om nære familiebånd her. Efter to gange texansk indavl og familietragik er det ligefrem en lettelse at blive mindet om, at der findes noget som genetisk berigelse.

Hævnfortælling fra Kina
Der har stået Kina eller Hongkong på fire ud af fem asiatiske konkurrencefilm i år. Som nævnt i min første Venedig-reportage kom Taiwan/Kina tungt fra start med stammeeposet Saadiq Bale.

I en helt anden klasse er Ann Huis stilfærdigt bevægende A Simple Life om en filmmands omsorg for familiens aldrende hushjælp. Anderledes defaitistisk er Life Without Principle af Johnnie To, der har begået endnu et stilfuldt krimidrama.

I sidste sekund blev der i konkurrenceprogrammet plads til People Mountain People Sea, som den modige instruktør Cai Shangjun har sendt til Venedig uden kinesisk censurgodkendelse. Filmen er en bister og fåmælt hævnfortælling, der tydeligt handler mere om det nye Kinas kaos end om retfærdig harme og forløsning.

I 2006 kom den nært beslægtede Still Life ind fra højre som overraskelsesfilm og nappede festivalens Guldløve. Mon ikke dette års jury helst vil undgå at blive beskyldt for fantasiløs gentagelse? People Mountain People Sea kunne dog i mine øjne godt fortjene en instruktørpris.

Japansk vildskud
Fra Japan kom konkurrencens skæveste vildskud, Himizu af den altid uforudsigelige Sion Sono (Cold Fish). Sono excellerer sædvanligvis i familietragedier så moralsk udfordrende og blodige, at man sjældent ved, om man skal grine eller bunde et glas panodiler.

Denne gang skildrer han et lille valgslægtskab – en ung bådudlejer, en pige, der er forgabt i ham, foruden nogle hjemløse – der frister skæbnen i slaggerne efter Fukushima. Det er på den måde en film til tiden – en af festivalens få af slagsen – og esset i Sonos ærme er denne gang, at han til det sidste holder en dør åben for håbet.

Filmen er nok for outreret til at gå hele vejen, men var et velgørende originalt bidrag med sit uegale miks af social kommentar, generations-harakiri og romantisk galehus.

Brontë i svinestien
Britiske Andrea Arnold har efter nutidsdramaerne Red Road og Fish Tank udfordret sig selv med et victoriansk periodedrama, som tilmed har fået et gedigent fortolkningsmæssigt twist.

Emily Brontës Stormfulde højder er filmatiseret mange gange før, men vist aldrig fra Heathcliffs maskuline perspektiv – og helt sikkert aldrig med en sort skuespiller (som voksen spilles han af James Howson) i rollen som Heathcliff – den unge mand, som uforvarende knuser sin elskede Catherines hjerte.

Den dybere pointe bag Arnolds revisionisme fortoner sig dog efterhånden, for hun virker mindre optaget af at udforske socialklasseproblematikker end i at indfange Yorkshires flora, fauna og forarmelse. Dét gør hun til gengæld med en betagende oversanselighed – fra insekter i regnvåd lyng til bræk i svinestien. Spørgsmålet er, om ikke denne beåndede realisme ville fungere bedre uden den uforløste racisme-tematik.

Tre italienske bidrag
Italien har haft hele tre film i hovedkonkurrencen, og vanen tro viser det sig at være en eller to for mange.

Mest uforståeligt er det, at Cristina Comencinis When the Night (Quando la notte) er blevet fundet værdig til udtagelse. Instruktørens forsøg på at lave en psykologisk Alpe-thriller ender i pladderromantisk melodrama og blev undervejs mødt af ondskabsfulde, ironiske klapsalver fra det kræsne pressekorps.

Semi-sci-fi-filmen The Last Man on Earth (L’ultimo terrestre) af den tidligere bladtegner, Gian Alfonso Pacinotti, er blevet modtaget lidt høfligere, mens Emmanuele Crialeses Terraferma spås pæne chancer for en Guld- eller Sølvløve for sin skarpe håndtering af et komplekst emne: skismaet mellem lov og moral på en af de italienske øer, hvor afrikanske flygtninge i hundredvis skyller i land.

Russisk auteur går nye veje
Russiske Alexander Sokurov har efter en lang række Tarkovskij-inspirerede meditationer over mennesker og natur kastet sig over Goethes bombastiske Faust.

Han indleder filmen med en tydeligt CGI-skabt overflyvning af et landskab, som selv salig Casper David Friedrich ikke kunne have givet mere Sturm und Drang. Og der er mere nytænkning hos den 60-årige Sokurov: replikker, kamera og klipning flyder denne gang usædvanlig rapt, nærmest i screwball-tempo.

Det er måske ikke det indlysende valg til en 1800-talsfortælling med en atmosfære af mørk, brutal middelalder, men det klæder faktisk fortællingen om en opportunistisk tænker, der ikke gider vente på, at skæbnen ringer to gange.

Hvem får Guldløven?
Todd Solondz (Happiness, Palindromes) formår ikke helt at holde niveauet fra sine tidligere skælmsk dystre deadpan-dramaer. Men også han har med konkurrencefilmen Dark Horse bevæget sig stilistisk sidelæns – med farvelade-inventar a la billige tv-sitcoms og sågar et koreograferet dansenummer.

Dark Horse kan bedst kaldes et forsinket coming of age-drama. Først i en alder af nogle-og-tredive klipper den overvægtige fyr Abe omsider sin forældrenavlestreng og får en kæreste. Man føler for Abe (fint spillet af den ukendte Jordan Gelber), men symptomatisk for festivalens konkurrencefilm kan man roligt stikke sine glade ønsker og grønne forhåbninger skråt op. Solondz er og bliver Solondz.

Hvor lander årets Guldløve?

Hjertet siger fortsat Yorgos Lanthimos’ græske Alps, men hjernen siger, at årets jury, der ud over juryformand Darren Aronofsky tæller blandt andre André Techiné, Todd Haynes og David Byrne, nok lettere vil kunne mødes om den mere følelsesbårne Shame af Steve McQueen.

Stærke bud på mindre priser kunne være A Simple Life og The Ides of March (skuespilpriser til henholdsvis Deanie Ip som hushjælp og Ryan Gosling som spindoktor). Hvis Shame ikke får Guld- eller Sølvløven, får Michael Fassbender med garanti skuespilprisen for Shame.

Spændingen udløses lørdag aften.