Radio24syv er degenereret til selvfedme

Nu hvor røgen har lagt sig efter Radio24syvs skandalescoop – eller hvad man nu skal kalde den parodi på en samtale, som Iben Maria Zeuthen og skuespilleren Ghita Nørby havde – må der være plads til et øjebliks eftertænksomhed.

Dog næppe på Radio24syv, der i et anfald af storhedsvanvid forsøger at gøre spørgsmålet om kanalens eksistens til hovedemnet for det kommende folketingsvalg. Og ligesom man hellere vil hoppe i Sankt Jørgens Sø og begå kollektivt selvmord end at bevæge sig 110 kilometer væk fra Københavns caféliv, har man taget patent på sandheden og er fanatisk overbevist om, at ”Ghita-gate” står som et lysende eksempel på kanalens ufattelige format.

En ung kvinde (som kanalen understreger) forbereder sig grundigt, lægger sine præmisser åbent frem for Ghita Nørby, er venlig og imødekommende, men bliver mødt af verbale overfald og en ondskabsfuld nedgørelse, der kan give psykiske mén og ar på sjælen.

Så simpel er sagen set fra chefkontorerne på Vester Farimagsgade, hvor man for fuld skrue promoverer Hele Danmarks Ghita, som programmet med slet skjult sarkasme kaldes.

Nu skal hele Danmark se, hvor vederstyggelig Ghita i virkeligheden er. Nu skal divaen have en lærestreg og befolkningen opleve, hvor modig Radio24syv er – i modsætning til alle de bovlamme medier, der i årevis har holdt hånden over hende.

Men hvor modigt er det egentlig at begå et hjemmerøveri hos en 84-årig dame, der bor alene med sin hund og ender med at miste værdigheden?

Finkulturens reality-show
Det er langtfra første gang, at en journalist mødes af en vrangvillig og perfid interviewperson. Det sker, om end ikke hver uge, så med jævne mellemrum.

Susanne Bier fik engang en ung mand til at bryde sammen, da det gik op for hende, at Filminstituttet havde været så respektløse at sende en praktikant ud for at interviewe den store instruktør. Nicolas Winding Refn efterlod en journalist fra Euroman med en tom blok og en dårlig smag i munden, fordi han syntes, hun stillede for dumme spørgsmål.

Eksemplerne er legio.

Det usædvanlige er, at Radio24syv vælger at bringe ydmygelsen. Programchef Mads Brügger, der har skabt sig en karriere som dokumentarist ved at benytte forklædning og falsk identitet, kalder det ”dokumentarisme i sin reneste og fineste form” og tilføjer, at det er blevet et ”virkelig fint portræt af Ghita gennem samtalens svære kunst”.

Tager han pis på os? Hvad dokumenterer programmet ud over, at det kultiverede menneske kan optræde ubehøvlet?

Når man nærlytter programmet, kan man høre, at Radio24syv har kalkuleret med, at Ghita Nørby måske ville gå grassat. Iben Maria Zeuthen har en banal præmis om, at Ghita på sine gamle dage er blevet lige så strid som sin mor. Og journalisten sidder roligt og tager imod slagene, fordi hun ved, at jo dårligere skuespilleren opfører sig, desto større er scoopet.

Ghita har øjensynlig glemt aftalen om en syv timer lang samtale med konstant tændt mikrofon, og hun har sikkert ikke forestillet sig, at hendes giftpile skal blive alle tiders lyttermagnet.

Men vi frydes ved væmmelsen, og vi skal alle sammen lige ind og høre, hvor ubærligt divaens fald fra tinderne er at lytte til. Hele Danmarks Ghita er finkulturens svar på et reality-show, åndelig striptease for intellektuelle, og opmærksomheden er guld værd for en radiokanal, som har indledt sin store overlevelseskamp mod hovedfjenden Dansk Folkeparti.

”Radio24syv udnytter denne situation, så jeg tier bare stille,” som Ghita Nørby sagde til DR.

Forsvar klinger hult
I dagene efter offentliggørelsen følger der således en byge af tweets, kommentarer og artikler, hvor profilerede værter på radiostationen uden smålig skelen til inhabilitet nærmest er ved at falde over hinanden af forargelse over grumme Ghita.

”Det er uacceptabelt at forsøge at nedbryde et andet menneske så systematisk, som Ghita Nørby gør det imod Iben i interviewet,” skriver Ditte Okman, der selv lever af ugentligt at hænge forsvarsløse folk ud i sit sladderprogram på Radio24syv.

”Voldsomt grænseoverskridende … chikanøs og grov adfærd,” fnyser Mikkel Andersson. Til gengæld har han ingen moralske kvababbelser over på Radio24syv at danne fast makkerpar med Henrik Qvortrup, som for et par år siden blev idømt en fængselsstraf for tyverier af fortrolige kreditkortsoplysninger om kendte mennesker med henblik på at udstille deres privatliv i Se og Hør.

”Selv hvis interviewet havde været exceptionelt elendigt og Zeuthen totalt inkompetent, ville det naturligvis ikke retfærdiggøre en så nedladende og perfid behandling af et andet menneske,” fortsætter Mikkel Andersson i sin klumme i Berlingske.

Men moraliseringen klinger hult, når Den Korte Radioavis samtidig kører en aggressiv hetz imod en ung, kvindelig debattør, Amalie Have, der har fortalt om en voldtægtsoplevelse. Men det føler man sig i sin gode ret til, fordi Have er en ”hellig-frans” og hykler af værste klasse.

”Amalie Have smager dybest set sin egen medicin,” som Mads Brügger siger til Politiken om debattøren, der har opfordret til boykot af en voldtægtsanklaget musiker, men lykkeligt uvidende er kommet til at lytte til andre musikere, som heller ikke er helt fine i kanten.

Da Amnesty International henvender sig til Radio24syv og beder kanalen om at stoppe hetzen, fordi Amalie Have har angstanfald, hjertebanken og svært ved at sove, er Radio24syv ikke sen til igen at udnytte situationen. Amnesty truer tåbeligt med at pudse en advokat på Radio24syv, og kanalen kvitterer prompte med at hænge Amnesty til tørre i medierne. For de har jo ikke fortjent bedre.

Man kan mene meget om Amalie Haves meningsmageri og offentlige udmeldinger, der kan synes temmelig modstridende. Men det her er et eksempel på, hvordan satiren kammer over og bliver selvsmagende. Den ellers begavede Frederik Cilius Jørgensen glemmer vist, at hans fiktive figur Kirsten Birgit oprindelig var en satire over en selvfed journalist.

Hæmningsløst selvoptaget
Programcheferne Mikael Bertelsen og Mads Brügger er to geniale mediemennesker. De forener det musiske og det skarpe, og de har fra bunden gjort Radio24syv til en succes.

Men meget tyder på, at succesen er steget dem til hovedet.

De har skabt en hæmningsløst selvoptaget kultur, hvor subjektiviteten er Gud, og hvor stationens mindre ånder tror, de skal være den nye Mikael Bertelsen eller Mads Brügger, uden at de er i nærheden af at have samme talent.

Bertelsen & Brügger overser, at det er vigtigt at bevare en ydmyghed, når man sidder på toppen af et stort, statsfinansieret mediehus.

I stedet er hele Danmarks Radio24syv ved at udvikle sig til en flok skallesmækkende mimoser, der gerne går i flæsket på en troskyldig gæst og bagefter kalder vedkommendes udsagn idiotisk, men frådende forarget sammenklipper en hævn, når Ghita Nørby tillader sig at bruge samme udtryk om en af kanalens egne journalister.

Det er altid et faretegn, når et medie selv bliver hovedperson i en historie og lægger sig ud med bestemte mennesker, men på Radio24syv er det åbenbart et adelsmærke.

Og nu er man ved at skabe et martyrium. Det hele er Dansk Folkepartis skyld, men hvor ville det dog være sejere, hvis man rykkede teltpælene op, drog til Jylland og beviste, at god radio ingen grænser kender.

Spin-helvede
Når Mads Brügger anklager medierne for i årevis at have vidst, at man kan slå sig meget voldsomt på Ghita Nørby, men undladt at dokumentere det, må vi på Ekko melde hus forbi.

Vi har interviewet hende flere gange igennem årene, blandt andet et karriereportræt med forsiden i Ekko #66, og selv om Ghita Nørby måske ikke hører til blandt de allernemmeste, har hun altid behandlet vores journalister og fotografer med respekt.

Problemet for kulturjournalistikken i dag er ikke folk som Ghita, der kan finde på at gå i clinch med journalister. Det er jo en gave. Problemet er de stjerner, som omgiver sig med en hær af rådgivere, agenter og pr-folk, som aldrig kunne drømme om at give et interview, hvis de ikke skal promovere en film eller noget andet, og som insisterer på at rette ned til det mindste komma i en artikel, inden den går i trykken.

Hele dette spin-apparat er udfordringen, fordi det hverken er i læsernes, filmenes eller – i sidste ende – kunstnernes egen interesse. Det giver glatte og kedelige artikler, som næsten er identiske fra medie til medie. Læserne står af, billetsalget falder, og de eneste, som har glæde af systemet, er de mange pr-personer, der lever af det.

Den dummeste historie
Det er netop dette upersonlige system, som Ghita Nørby vender sig mod i interviewet. Hun har selv ingen agenter eller pr-personer, ja, hun er i dag forbløffende alene i betragtning af, at hun er en af de største danske filmstjerner gennem historien.

Hun åbner generøst døren til sit private hjem for en fremmed, men hun kan ikke mærke mennesket bag den facade, hun møder. ”Har du overhovedet ingen humor?” siger hun, og selv om det vel generelt ikke skorter på humor i Radio24syvs programmer, så er det påfaldende, at netop Iben Maria Zeuthens figur fremstår underligt robotagtig, men også at radiokanalen er ved at bevæge sig over i uklædelig selvhøjtidelighed.

Havde man for en gangs skyld lyttet til kritikken og fundet et bedre match til skuespilleren, kunne man måske have lavet et ”virkelig fint portræt af Ghita gennem samtalens svære kunst”. Men i stedet holder kanalen krampagtigt fast i det golde koncept, som man har forelsket sig i.

Mediet er budskabet, som man siger. På Radio24syv er Radio24syv budskabet. Det giver – med Ghitas egne ord – den dummeste historie i hele verden.