Selvudleveringens mester er tilbage

Louis C.K. er ikke bange for at udstille sig selv. Som en bleg og overvægtig fyr, der for længst har opgivet at kæmpe mod sin krops forfald. Som en alenefar, der af og til synes, at hans børn er verdens største røvhuller.

Eller som en masturbations-aficionado, hvis største glæde i livet er, når han finder et sted at spille den af i fred og ro.

Det lyder måske ikke som opskriften på en succes, men det er præcis, hvad Louis C.K. er. Efter 25 år i stand-up-branchen har hans selvudleverende og tragikomiske bekendelseskomik langt om længe givet ham status som en af USA’s dygtigste og mest populære komikere.

At erkende, ikke bare over for sig selv, men over for hele verden, at hverken han eller hans liv er helt fantastisk, har paradoksalt nok gjort ham til en kæmpesucces.

En succes, der blandt andet har givet ham mulighed for at realisere den forrygende anti-komedieserie Louie, hvis fjerde sæson får amerikansk premiere 5. maj.

Kasser succesfulde jokes!
Den nu 46-årige Louis C.K. (som går under det borgerlige navn Louis Szekely) voksede op i Boston som søn af en mexicansk-ungarsk far med jødiske rødder og en amerikansk mor med irsk-katolske aner.

Han begyndte at optræde på stand-up-klubber i midten af 1980’erne, men der skulle gå mange år, før han brød igennem. Først da han lod sig inspirere af en af stand-uppens grand old men, George Carlin, fandt Louis C.K. for alvor sig selv som komiker.

Carlins mantra var, at han hvert år kasserede al sit materiale og begyndte forfra. I stedet for at holde fast i de jokes, der fik publikum til at grine, tvang han sig selv til hele tiden at finde på nye og udfordre både sig selv og sine tilhørere.

Da Louis C.K. begyndte at forny sin optræden igen og igen, fandt han ud af, at hans snørklede sind tilsyneladende indeholder uendelige mængder komik.

Kikset sit-com
Efter at have arbejdet som forfatter på blandt andet Late Show with David Letterman, Late Night with Conan O’Brien og The Chris Rock Show fik Louis C.K. i 2006 mulighed for at lave komedieserien Lucky Louie på HBO – en fuldstændig traditionel komedieserie med platte punchlines og dåselatter.

Serien blev ikke nogen overvældende succes, men året efter brød Louis C.K. alligevel igennem i den brede offentlighed. Det skete med stand-up-showet Shameless, der blev produceret af HBO.

Siden er det gået hurtigt med yderligere fire comedy specials på seks år, en placering på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker på planeten i 2012 og realiseringen af tv-serien Louie, der fik premiere på FX i 2010.

Louis og Louie
Louie er på alle leder og kanter Louis C.K.’s værk. Han har hovedrollen, han skriver serien, han instruerer den, han producerer den, han vælger musikken til den, og i de to første sæsoner klippede han den endda på sin egen computer – en opgave, han siden har overladt til Susan E. Morse, Woody Allens gamle hofklipper.

Louis C.K. spiller også Louie – hovedpersonen i serien – en stand-up-komiker, der bor i New York, hvor han prøver at få tilværelsen til at fungere som fraskilt far til to små deledøtre.

Louis og Louie er umiddelbart to sider af samme sag. Alligevel er der en vis forskel på karakteren Louie og stand-up-stjernen Louis C.K.

Verden i skævt perspektiv
På scenen kan Louis C.K. være både selvkritisk og selvudslettende, når han beskriver sex med konen (nu ekskonen!) som ”det sørgeligste, der nogensinde er sket i USA”. Eller når han siger: ”Jeg stopper ikke med at spise, når jeg er mæt. Måltidet er først slut, når jeg hader mig selv.”

Men selvudleveringerne serveres med en sådan overbevisning og jeres-mening-rager-mig-attitude, at han på scenen ligner en mand, der hviler fuldstændig i sig selv og sin rødmossede, dejede krop.

25 års daglig slid og målrettet indsats har transformeret Louis C.K. fra en ung amatør, der knap var i stand til at levere to minutters sammenhængende materiale, til verdens sjoveste mand, som magasinet Rolling Stone sidste år kårede ham til.

Jo, Louis C.K. er overvægtig, svedig og fraskilt, men det er millioner af andre amerikanere også. Forskellen er, at Louis C.K. hverken er bange for at erkende det eller tale om det.

Han er i stand til at dissekere både sit eget liv og det samfund, han er en del af. Og til at artikulere det på en måde, der får publikum til både at grine og se på verden i et andet og skævere perspektiv.

Grimt lortebarn
I gennembrudsshowet Shameless bedyrer han for eksempel, at han ikke forstår mennesker, der har problemer med andres seksuelle orientering.

Den slags mennesker, der argumenterer mod homoseksuelle ægteskaber ved retorisk at spørge, hvordan de skal forklare deres barn, at to mænd kan gifte sig med hinanden.

Til det svarer Louis C.K:

”Det er dit lortebarn, det må du tage dig af at forklare. Hvordan kan det være nogen andres problem? To fyre er forelskede, men de kan ikke blive gift, bare fordi du ikke gider tale med dit grimme barn i fem minutter? Hvem fanden bekymrer sig om din skide knægt? ... Han er sikkert bøsse alligevel.”

Konstant i bevægelse
Serien Louie er ligesom et af forbillederne, Seinfeld, forankret i Louies stand-up-optrædener.

I scenerne, hvor Louie optræder på Comedy Cellar er forholdet mellem ham og stand-upperen Louis C.K. så godt som 1:1. Men så snart Louie træder ned fra scenen og ud i hverdagen, er sagen en helt anden.

I Seinfeld og snart sagt alle andre komedieserier (inklusive Lucky Louie) er alt, hvad personerne foretager sig på skærmen, en komedie. Men i Louie er der ikke noget comic relief hvert hele eller halve minut.

Louie er konstant i bevægelse, og man ved aldrig, hvor man har serien.

Det ene øjeblik er den sjov og plat, det næste øjeblik sørgelig og eftertænksom. Der er scener, tilmed hele episoder fulde af visdom og stille eftertænksomhed. Der er scener, der svælger i selvhad, ydmygelser og afvisninger. Men der er også scener og episoder fulde af komik og glæde, sødme og håb.

Bar røv i metroen
En episode i tredje sæson åbner således med, at Louie trasker ned i New Yorks undergrundsbane, mens en ung mand iklædt smoking står og spiller violin.

Louie stiller sig op på perronen og lytter til den smukke, sørgmodige musik. Han bevæges af skønheden, og hans øjne bliver våde. I baggrunden stavrer en bums pludselig ned ad trappen. Han stiller sig bag violinisten, sætter sine poser fra sig og trækker sin beskidte bluse af.

Violinisten sætter tempoet op, musikken bliver mere munter, alt imens bumsen hælder en flaske vand ud over sin fedladne krop og begynder at vaske sig – først den enorme vom, så røven. Musikken vokser i et crescendo, stopper, og den beskidte bums runder seancen af med en spruttende hosten og hakken, mens Louie ser på i væmmelse.

Det smukke afløses af det grimme. Det sørgmodige af det grinagtige. Det almindelige af det absurde. Modsætninger mødes, og (knap så) sød komik opstår.

Sæson et af Louie var god. Sæson to var bedre, og sæson tre var nærmest en åbenbaring. Efter mere end halvandet års pause vender Louie og Louis tilbage 5. maj. Vi glæder os.