Filmelever: Send Arne tilbage på arbejde!

Uden at kende sagens detaljer siger beslutningen om Arnes ”hjemsendelse” i forrige uge noget om, hvor presset vores nu tidligere rektor har været.

Arne Bro fik tidligere på året en Æres-Bodil for sit bidrag til dansk film, og han er i skrivende stund hovedtaler på en af de vigtigste internationale dokumentarfilmfestivaler, IDFA i Amsterdam.

Ingen kan være i tvivl om, hvor stor en ressource han er for Den Danske Filmskole – en ressource, som man altså var villig til at give slip på som led i kampen for at reformere vores skole.

Det har i mellemtiden vist sig, at hverken elever eller filmbranche har kunnet støtte op om disse reformer. Konsekvensen for os dokumentarelever er desværre bare, at vi nu står tilbage uden vores fagleder – en håbløs situation.

Et hyr for tegnestuen
Vi er tolv elever fordelt på to årgange på det, der hedder ”dokumentarinstruktøruddannelsen” på Den Danske Filmskole.

Vi holder til på øverste etage i en af de blokke, som blev tilbygget Søværnets gamle bygninger på Holmen, da skolen flyttede ind i 1998. Lederen og grundlæggeren af vores uddannelse hedder Arne Bro.

Man skal ikke have gået på skolen i mange dage, før man finder ud af, at Arne helt sikkert var et hyr for den tegnestue, som stod for opførelsen af skolen.

Arne fortæller stolt om, hvordan han fik lavet om på tegninger og flyttet ventilationssystemer og vinduer, så rummene og bygningerne var helt perfekte til dem, de skulle huse: nogle mærkelige og forskelligartede talenter med det tilfælles, at de vil lave film.

Det siger noget om Arnes engagement og iver efter at skabe en skole og en dokumentaruddannelse uden sidestykke. Det siger noget om, hvor meget Arne er denne uddannelse. Og det siger noget om, hvorfor vores lille afdeling føles så underligt tom i disse dage. Arne er her ikke!

Ingen regler
Når man efter måneders optagelsesprøver får brevet om, at man er en af de seks elever, der er blevet optaget på Filmskolen, er man selvfølgelig lykkelig.

Men mange vil også kunne genkende en lille snert af tvivl. Kan det virkelig være rigtigt? Er der ikke sket en fejl?

Når man så sidder rundt om bordet i undervisningslokalet på dokumentarafdelingen den første skoledag, så rømmer Arne sig og siger noget i retning af:

”Jeg kender jer. Jeg har nærstuderet jer igennem alt det materiale, I har produceret, skrevet og tegnet igennem optagelsesprocessen (og det er meget). Det er lige præcis jer seks, der skal sidde her i dette lokale på dette tidspunkt. Det hersker der ingen som helst tvivl om. Jer!”

Det er et vigtigt øjeblik.

Det er starten på fire år, hvor Arne står helt fast ved ens side. Han kender dig, følger dig og støtter dig. Han har set noget i dig, som du måske ikke engang selv har set endnu. Som en tidligere elev skrev i en tale til Arne, da han i 2006 modtog Roos-prisen:

”Altid lader du os arbejde os frem til vores egen fysiske oplevelse af mediet. Du skaber hundredvis af små enmandsfilmskoler, hvor der ingen regler er. Ingen regler for klip. Ingen regler for foto. Kun den regel, at vi må skabe vores egne regler ud fra vores egne potentialer. Du får dine elever til at vedkende deres egne erfaringer, oplevelser, forcer og ikke mindst fejl.”

Indgående kendskab
Man har i løbet af de fire år på uddannelsen mange fantastiske lærere og konsulenter udefra. Det er dem, der varetager langt de fleste undervisningsforløb. Forløb, som selvfølgelig er udformet af Arne – udviklet og finjusteret gennem tiden – men hver gang en ny lærer.

Når vi når til evalueringen af projektet, er han derfor ukendt med processen og kan – ud over det kendskab, han har til os i forvejen – forholde sig til skitsen alene.

Ingen kan som Arne lægge mærke til detaljer i ”randen” af billedet, forstå utydelige sammenhænge eller tolke, hvordan man havde det i maven, da man filmede. Nogle gange har man næsten fornemmelsen af, at han har set alt ens råmateriale igennem eller har været til stede under optagelserne, selv om han kun har set en skitse på fem minutter.

Arnes væsen og analytiske evner gør, at man efter kort tid føler, at han kender én bedre end de fleste. Hans dør står modsat andre døre på Filmskolen altid åben – ligegyldigt hvad man kunne have brug for at drøfte.

Vi mangler Arne for at genoprette den fantastiske dokumentarlinje og til at være en del af udformningen af Fremtidens Filmskole.

Midtvejsfilmen
På årgang 2017-2021 var vi – da Arne blev hjemsendt – halvanden dag fra at afslutte klipningen af vores midtvejsfilm. Vi manglede altså sidste fase, som består af lydefterarbejde og billedbehandling, inden filmene skulle evalueres.

Det er film, som vi har arbejdet på i et halvt år.

Vi har lavet research, udviklet, foretaget æstetiske valg og dannet hold. Og Arne har som den eneste lærer været en del af hele processen – helt tilbage da filmen var en drøm eller en ubearbejdet tanke på vej i Netto en lørdag morgen.

Det er meget svært for os at se, hvordan en sådan proces kan afsluttes uden ham. Det er også meget svært for os at se, hvordan resten af vores tid på skolen skal være uden det menneske, som har udtænkt den.

Det fortrolige rum
På den nye årgang 2019-2023 er vi alle glade for at være kommet ind på vores drømmeuddannelse. Vi søgte ind på Filmskolens dokumentaruddannelse og blev optaget af Arne Bro.

Vi har blot haft tre timers undervisning med Arne hver mandag. Men det er dog tydeligt at mærke, at Arne fra begyndelsen har set os som kunstnere. I stedet for at lære os, hvordan andre har lavet film, fortæller han, hvordan vi kan lære os selv bedre at kende.

Vi er i gang med at skabe et fortroligt rum. Vi har alle, inklusive Arne, medbragt personlige fotos, tekster, bøger og musik. Det lyder måske banalt, men vi har taget hul på en afgørende del af uddannelsen som dokumentarinstruktør: At finde vores egen stemme.

For begge årgange gælder det, at vi mangler vores fundament. Vi mangler filminstruktøren fra Filmskolens årgang ’79, der ikke selv laver film, men laver filmskabere.

For skolens skyld og for dansk films skyld ville vi ønske, at Arne var lærer for altid. Det kan vi selvfølgelig ikke kræve. Men vi kan skrige ud i verden, at vi savner og mangler lederen af vores uddannelse.

Og at vi finder det respektløst, uværdigt og uambitiøst at hjemsende en så vital del af ånden og traditionen på vores elskede skole. Vi håber, at Kulturministeriet vil lytte og sender Arne tilbage på arbejde snarest muligt!