Analyse
02. juni 2022 | 08:44 - Opdateret 03. juni 2022 | 19:28

Sensationel sejr til Johnny Depp i celeber retssag

Foto | Circuit Court of Fairfax County
Retssagen i Virginia blev live-transmitteret, så hele verden kunne se Johnny Depp med store følelser og seriøsitet forklare, at han ikke havde været voldelig i ægteskabet med Amber Heard.

Skuespilleren Amber Heard har ifølge amerikansk domstol løjet med det bevidste formål at skade sin eksmand Johnny Depp, der skal have 72 millioner kroner i erstatning.

Af Claus Christensen

Millioner af mennesker har i seks uger fulgt retssagen, som stjerneskuespilleren Johnny Depp har anlagt mod sin ekskone Amber Heard, der også er skuespiller.

Parret fandt sammen under optagelserne af Hunter S. Thompson-filmatiseringen The Rum Diary fra 2011. De blev forlovet i 2013 og gift i 2015, men et år senere endte forholdet i bitter skilsmisse.

I april 2018 udkom den engelske tabloidavis The Sun med en artikel, hvor avisen kalder Johnny Depp for en hustrumishandler – ”a wifebeater”. Det fik skuespilleren til at anlægge en injuriesag mod avisen, men han tabte sagen.

Retten i England fandt i november 2020, at der var ”overvældende bevis” for, at Depp i mindst tolv tilfælde havde overfaldet og slået Amber Heard.

Som følge af dommen blev Johnny Depp fyret fra optagelserne af tredje del af Fantastiske skabninger, hvor Mads Mikkelsen overtog hans rolle som den ondskabsfulde Grindelwald. Desuden blev en ny Pirates of the Caribbean-film udskudt på ubestemt tid.

I december 2018 bragte The Washington Post en klumme af Amber Heard. Under overskriften ”Jeg talte imod seksuel vold” beskrev hun sig selv som en offentlig person, der har oplevet at blive mishandlet i hjemmet.

”Jeg mærkede den fulde kraft af vores kulturs vrede imod kvinder, der tager bladet fra munden,” skriver Amber Heard.

Hun nævner ikke Johnny Depp ved navn, men det er tydeligvis eksmanden, hun taler om.

Artiklen affødte et nyt sagsanlæg fra Johnny Depp, der ville have 50 millioner dollars i erstatning for ærekrænkelse. Amber Heard svarede igen ved at sagsøge Depp for 100 millioner dollars.

#justiceforjohnnydepp
De færreste regnede med, at Johnny Depp – der kunstnerisk især er kendt for sit samarbejde med Tim Burton i film som Edward Saksehånd og Charlie og chokoladefabrikken – ville have en jordisk chance for at vinde retssagen.

Ikke bare havde han allerede meget klart tabt ved den engelske domstol. Men ytringsfriheden vægter højt i amerikansk lovgivning, og det er meget svært at løfte bevisbyrden i forhold til den amerikanske forfatnings 1. tilføjelse.

Eksperter har vurderet, at Depp udmærket var klar over, at han ville tabe sagsanlægget. Men han ville bruge retssagen til at vinde sympati i offentligheden.

Flere har såldes hæftet sig ved, at han anlagde sagen i staten Virginia. Her står The Washington Posts servere til avisens online-udgave, men nok så vigtigt: Virginia en af de stater, der tillader tv-transmittering af retssager!

Fra starten stod det klart, at Depp havde folkeopinionen på sin side. Unge fans ventede på han uden for retssalen, og pladserne inde i salen var tilsyneladende også mest besat af folk, der sympatiserede med skuespilleren.

På det sociale medie TikTok har hashtagget ”justiceforjohnnydepp” optrådt femten millioner gange, og spørgsmålet er, om juryen har kunnet undgå at blive påvirket af den massive kampagne, selvom de har fået besked på at isolere sig.

Samtidig gjorde den 58-årige skuespiller det fænomenalt godt i vidneskranken. Han fremstod rolig, følsom, humoristisk, charmerende og frem for alt hudløst ærlig.

Som da han blev spurgt om, hvad anklagerne havde betydet for hans liv, og han efter en lang tænkepause svarede: ”Intet mindre end alt.”

MenToo-bevægelsen
Især Johnny Depps beretning om en hård opvækst med en voldelig mor, hvor han i en tidlig alder tog stoffer for at klare presset, gik lige i hjertet.

Han indrømmede blankt, at han i forholdet med Amber Heard havde haft et voldsomt alkohol- og stofmisbrug. Men så tilføjede han:

”Hvis der var nogen, som havde problemer med mit drikkeri på noget tidspunkt i mit liv, var det mig. Den eneste person, jeg har nogensinde har mishandlet i mit liv, er mig selv.”

Depps advokater afspillede en optagelse, hvor Amber Heard under et skænderi siger, at hun har slået Depp: ”I did not punch you. I was hitting you.”

”Fortæl hele verden, Johnny, fortæl dem, Johnny Depp, jeg, Johnny Depp, en mand, jeg er et offer for vold i hjemmet,” siger Heard på en anden optagelse.

Og det var netop, hvad Johnny Depp gjorde.

Under retssagen hævdede han, at det var ham – ikke Amber Heard – som var offer for vold. Det fik #MenToo-bevægelsen til at brede sig på nettet, og Depp blev rost for at turde stå frem og fortælle, at mænd også kan blive udsat vold af hustruen.

Ikke mindst af kvinder, der sagde, at de selv var blevet udsat for vold i hjemmet. De mente, at Amber Heard skadede deres sag, fordi hun ikke fortalte sandheden.

Objection, Your Honor
36-årige Amber Heard gjorde en mindre heldig figur under retssagen. Hun virkede kunstig og konstant blikket vendt mod nævningene, når hun svarede. Hun blev samtidig grebet i flere løgne.

Heard påstod, at Depp havde skubbet sin tidligere kæreste, topmodellen Kate Moss, ned ad trappen. Men da Moss blev indkaldt som vidne, afviste hun, at Depp nogensinde havde udsat hende for noget voldeligt.

Amber Heard har i pressen hævdet, at hun donerede syv millioner dollars fra skilsmissen med Depp til velgørende formål, blandt andet til Children’s Hospital Los Angeles. Under et krydsforhør måtte hun dog erkende, at hun endnu ikke havde fået overført pengene.

Hun fortalte, at hun dækkede de blå mærker fra Depps slag med makeuppen Milani Cosmetics. Men ifølge firmaet kom produktet først i butikkerne i 2017, hvor Heard og Depp ikke længere var sammen.

Detaljerigdommen i Amber Heards beretninger fra et ægteskab, der mildt sagt lød som et helvede, var dog så overvældende sammen med et utal af vidner, at hun stadig lignede en sikker vinder af sagen.

Men Depps store advokathold anført af Ben Chew og Camille Vasquez gjorde et imponerende stykke arbejde.

De var ikke bare præcise og skarpe i deres fremlæggelse, men det var også tydeligt, at de troede på Depp og passioneret kæmpede for at rense hans navn. Den ellers meget professionelle Ben Chew kæmpede for at holde gråden tilbage under sine afsluttende bemærkninger.

Nu er de selv hyldede kendisser på sociale medier.

Det kan ikke undgå at have gjort indtryk på juryen, ligesom Camille Vasquez’ rekordagtige succesfulde ”objections”, når Heards advokat Elaine Bredehoft afhørte eller krydsforhørte, er blevet bemærket af jurister.

På TikTok har brugerne flittigt delt optagelser, hvor advokaterne og Depp krammer og opmuntrer hinanden. De havde det tydeligvis godt sammen, og mens Heard havde det samme udtryk, når hun ikke selv var i vidneskranken, reagerede den karismatiske Depp konstant med ansigtsudtryk, der viste, hvad han tænkte.

Undtagen når Amber Heard var i vidneskranken. Her sad Depp hele tiden med bøjet hoved og tegnede, så hun ikke kunne se hans øjne.

”Du vil aldrig se mine øjne igen,” sagde han, da deres konflikt under ægteskabet kulminerede.

Tilbageslag for kvinder
Hvis nogen skulle være i tvivl, taler vi om det melodramatiske Hollywood, hvor bølgerne går højt. Retssagen har givet et usædvanligt indblik i et stjerneliv i sus og dus, men hvor der under glamouren er en uendelig tomhedsfølelse.

Dommer Penney Azcarate har styret retssagen på sin egen milde og humoristisk menneskelige facon. Men det har ikke desto mindre været et cirkus, en celeber mudderkastning, der især på de sociale medier er endt som den sæbeopera, Amber Heards advokat advarede imod.

Man var enten på Team Amber eller Team Depp.

Og selv om det næppe gavnede hendes sag, var det hjerteskærende at høre Heard mod slutningen fortælle, hvordan det har føltes at blive udstillet og modtage mange dødstrusler fra Depp-fans.

Det skal hun nu leve med. Men hvad værre er for hende, så kan de fem mandlige og to kvindelige nævninges enstemmige afgørelse kun tolkes som en sejr for Johnny Depp.

Juryen havde givet ham medhold i alle anklager om ærekrænkelse. Den har vurderet, at Amber Heard har løjet om hustruvold med det bevidste formål at skade Depp.

Hun skal derfor betale ti millioner dollars samt et tillæg på 350.000 dollars i en ekstra straf. Det svarer til 72 millioner danske kroner.

Pengene er dog næppe det værste. Amber Heards karriere som skuespiller må skønnes at være forbi.

”Jeg har ingen ord for den skuffelse, jeg føler i dag. Jeg er knust over, at bjerge af beviser stadig ikke var nok til at gå op imod den uforholdsmæssigt store magt og indflydelse, som min eksmand har,” siger Amber Heard om afgørelsen og fortsætter:

”Jeg er endnu mere skuffet over, hvilken betydning denne dom får for andre kvinder. Det er et tilbageslag. Det sætter uret tilbage til en tid, hvor en kvinde kunne blive udskammet og ydmyget offentligt, når hun udtalte sig. Det er et tilbageslag for tanken om, at vold mod kvinder skal tages alvorligt.”

Har fået livet tilbage
I forhold til Amber Heards sagsanlæg har juryen kun givet hende medhold på ét punkt.

Depps daværende advokat, Adam Waldman, har i avisen Daily Mail kaldt Heards tilkaldelse af politiet ved en hændelse i maj 2016 for ”et bagholdsangreb” og ”et fupnummer”.

Det er juryen ikke enig i, og derfor skal Depp betale to millioner dollars til Heard i erstatning.

Den næsten totale sejr havde næppe andre end Depps mest inkarnerede fans forventet. Depp var således i modsætning til Amber Heard ikke selv til stede i retssalen, da hvert jurymedlem personligt afsagde sin afgørelse. Han befandt sig på en pub i Newcastle i England.

Han har tidligere sagt, at selv hvis han skulle få oprejsning i retten, har han allerede tabt. Beskyldningerne vil følge ham resten af livet.

Via sine talspersoner har Depp udsendt en meddelelse.

”Falske, meget alvorlige og kriminelle beskyldninger blev kastet mod mig i medierne, hvilket udløste en uendelig bølge af hadefulde ytringer, selv om jeg aldrig var blevet sigtet for noget,” siger skuespilleren.

”Det rejste Jorden rundt to gange på et nanosekund og havde en seismisk påvirkning på mit liv og min karriere,” fortsætter Depp og tilføjer:

”Seks år senere har juryen givet mig livet tilbage.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko