Sentimental Journey

This town er stor nok til os begge to — og for den sags skyld adskillige flere. Faktisk er Århus så stor, at man i årevis ikke løber ind i gamle bekendte, selv om de fortsat bor i byen. Desuden ligger mit og Jørgens revir så langt fra hinanden, at vi aldrig har gået ad de samme stier. Hans verden lå primært i sydbyen (Kongsvang), og han gik på Marselisborg Gymnasium, mens jeg hørte til i nordbyen (Trøjborg/Risskov) og siden hen gik på Aarhus Katedralskole. Endelig er Jørgen geografisk og mentalt kosmopolit, mens jeg fortsat klør mig i navlen. Men barndommen er universel. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Jørgens vandring på de gjengrodde stier også er en vandring på mine stier.
 
Det er genialt tænkt at lade Jørgen Leth afsøge sin barndom med den samme optik, som han har brugt til sine danmarksbilleder og studier af den amerikanske overflade. Og det giver en ekstra dimension, at det er børnefilmkonsulenten, der sammen med Den vestdanske Filmpulje støtter. For i Aarhus fortæller Jørgen som H.C. Andersen for børn, men han ved godt, at de voksne lytter med.   
 
Og når jeg siger "fortæller", så mener jeg det bogstaveligt. Det er, som om lyrikeren her har fået overhånd frem for billedmageren, fordi stoffet er så personligt, at vi ikke kan nøjes med overfladen. Men alligevel opnår han syntesen, blot kommer billedet hele tiden lidt forsinket, som om det har haft en længere vej gennem hukommelsen. Først hører vi om en leverpostejmad med agurkesalat, så går der et par sekunder, før ikonet dukker frem som en brik i et billedlotteri.
 
Filmen er en sand sentimental journey, hvor Jørgen Leth opsøger de fysiske rester af sin århusianske opvækst, fra barndom indtil han forlader byen som 22-årig. Vi ser et udsnit af boligkarreen i Regenburgsgade, hvor han levede de første år under besættelsen, og hvor man i starten gik i beskyttelseskælderen, når der var luftalarm. Vi ser DSB-remisen, hvor faren var en sagtmodig, men afholdt og respekteret værkfører, og vi ser skolen, hvor han til eksamen i kemi skyndte sig at spise den æggemad, hvis indhold han skulle have analyseret.

Men det er først på den byggegrund på Atlasvej i Kongsvang, som familien har erhvervet, at han træder i karakter. For som nevø af lederen af Aarhus Cykelbane har han adgang til inderkredsen, og her starter fascinationen af de cykelløb og de ryttere, der i dag kun lever i hukommelsen. For som ægte amatør er han nødt til at genskabe tingene for at kunne rumme dem i sjælen. Derfor arrangerer han gå-cykelløb med kammeraterne i haven på Atlasvej, hvor han minutiøst rekonstruerer dramaerne fra cykelbanen, og hans mor har bundet buketter af havens blomster til de tre første.
 
Bortset fra skyggen af en fordrukken og forhutlet farfar fortæller Jørgen Leth om en barndom helt uden nogen slange. Det skal der mod til. Men som trofast Leth-fan har jeg altid beundret hans vilje til at være ukorrekt. Mens de politiske dogmer gik på mennesket, insisterede han på overfladen, og når dogmet gik på masserne, insisterede han på det elitære. Det er derfor også befriende at høre en af Danmarks mest personlige filmskabere ubeskedent fortælle, at han også har været århusiansk mester i bordtennis. Et par sekunder efter ser vi bordtennisbrættet på et hjørne af bordtennisbordet. Banko.
 
Som man kan forstå, er filmen som tidligere Jørgen Leth-film en kombination af Jørgens voice-over og næsten statiske billeder, idet Jørgen dog selv træder frem et par gange. Magien ligger selvfølgelig i de parallelle udsagn. Men ingen vil kunne gøre ham kunsten efter. For suggestionen ligger i Jørgens stemme. Kun han kan i en film som Stjernerne og vandbærerne med let nasalt tonefald sige: "Han pumper kræfter ud i benene." Jeg har altid undret mig over, hvor han havde sin dialekt fra. Den er en mærkelig blanding af Klaus Rifbjerg og Poul Nyrup Rasmussen. Århusiansk er det i hvert fald ikke. Har han som Christian Braad Thomsen i flovhed udryddet sit modersmål? Hos Jørgen er der i hvert fald ingen, der går hen aj gajen og viår opa trapårn. Men ligesom Christian har han fundet sin egen dybt personlige og forførende sprogtone.
 
Meget har forandret sig, siden Jørgen forlod byen, men hans hjerte må alligevel have slået adskillige ekstra systoler, da han for enden af Observatoriestien kom til cykelbanen. For den ligger helt uforandret og næsten urørt siden halvtredserne. For banesport i det fri er en døende sport. Publikumsindgangene er overvokset med ukrudt og lukket med en rusten hængelås, der næppe kan lukkes op. Og nede på den skrå cementbane er det lige før, at der vokser græs op mellem sprækkerne.
 
Hvor ved jeg det fra? Jo, jeg har været der. For den trang til næsten fysisk at besidde det, man begejstres for, deler jeg med Jørgen. Efter at have set John Hustons svanesang The Dead måtte jeg til Irland for at genfinde filmens lokaliteter inklusive Michael Fureys grav "on the lonely churchyard on the hill". Og efter at have set Jørgens Leths film måtte jeg også ud til Observatoriestien, Atlasvej, Gemmavej og Vegavej. Den, der måtte have det som mig, kan jeg anbefale en vandring i disse kosmiske lokaliteter. 
 
PS: RAFs angreb på Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet var et dagangreb og ikke et natangreb! (Hvorfor kan jeg ikke lære at holde min kæft?)