September som sindstilstand

Lisa Jespersen har et specielt forhold til september. Det er titlen på en lille film, hun optog i 2011 og søgte ind på Den Danske Filmskole med.

Det er også titlen på hendes afgangsfilm fra selvsamme filmskole, som hun kom ind på og blev uddannet fra i 2017.

De to film er vidt forskellige, men nu kan afgangsfilmen September, der er fra samme årgang som Ulaa Salims Fædreland, opleves på Ekko Shortlist.

Endelig gør Lisa Jespersen nu klar til at begynde skitse-optagelser på sin første spillefilm til – du gættede det – september.

”Det er den måned, jeg bedst kan lide at filme i, fordi lyset bare er perfekt. Der er en blanding af lys og mørke, og skyformationerne er vildt flotte. Det er også slutningen på sommeren, som er en meget emotionel tid,” fortæller Lisa Jespersen, mens efteråret føles meget langt væk i den trykkende danske varme.

”Der sker så mange forandringer i naturen i september, og derfor sker der også forandringer i os. Sommeren er en konstant, men når det begynder at skifte, husker man sidste gang, det skiftede. Det bringer en masse minder frem og rører noget i én, når årstiderne skifter,” fortsætter instruktøren.

”Derfor er vi heldige ikke at bo i Hollywood, hvor der er fuld sol hele tiden. Det er meget vigtigt med sæsoner, også inde i os selv, hvis man skal være lidt kunstnerisk højtravende,” siger Lisa Jespersen med et grin.

Kreativ fødselsdepression
September handler om tre kvinder, som alle over 50 år er i det, der populært kaldes livets efterår.

Den ene (Karen-Lise Mynster) bliver kørt op til et hotel, hvor hun skal møde sin voksne datter. Datteren har dog glemt deres aftale, og den ældre kvinde finder i stedet sammen med to jævnaldrende, som hun drikker, hygger og skændes med om forskellige livssyn.

Modsat kvinderne i September står 30-årige Lisa Jespersen i begyndelsen af sin karriere. Hun skulle dog lige vende sig til det atypiske liv som instruktør, da hun blev færdig på Den Danske Filmskole.

”De fleste får vel en slags fødselsdepression, om de vil det eller ej,” siger hun med et smil. Det skortede ellers ikke på muligheder for den nu 30-årige instruktør.

”Jeg troede egentlig, at man ville komme til at sidde alene i et kammer på loftet og arbejde på sit mesterværk i seks år. Men jeg blev tilbudt ting fra alle hjørner af filmbranchen og tænkte, at jeg vel måtte sige ja til det.”

”Men det gik op for mig, at jeg på Filmskolen ikke lavede det, jeg egentlig ville. Så nu prøver jeg at skabe et liv for mig selv, hvor jeg kan være så kreativ som overhovedet muligt.”

Moderne Erasmus
Det har indtil videre resulteret i et projekt med arbejdstitlen Hvor kragerne vender, som Lisa Jespersen skriver med dramatikeren Thomas Markmann.

Filmen hører under lavbudget-initiativet Skitsen og har fået 540.000 kroner i udviklingsstøtte af Det Danske Filminstituts talentordning New Danish Screen.

Den produceres på det nye filmselskab Hyæne Film af Daniel Mühlendorph, der sammen med instruktøren Ulaa Salim har grundlagt selskabet med ambitionen om at gøre plads til nye filmstemmer.

”Filmen handler om en ung kvinde, som udgiver sin debutroman, en hjemstavnsfortælling, hvor hun sviner det sted, hun kommer fra. Det er en moderne Erasmus Montanus om den unge københavner, der kommer hjem til sin bondske hjemstavn og vil belære dem om, hvordan livet bør leves, og hvordan tingene hænger sammen,” fortæller Lisa Jespersen, der selv er vokset op på en firelænget gård ude på de sjællandske marker.

”Men i hendes kamp for at redde sin fortabte familie finder vi ud af, at hun selv har en masse problemer. Og det simple liv på landet, hvor man ikke hele tiden vender og drejer alting, er måske i virkeligheden det sundeste for mennesket.”

Sindets gangstativ
De fleste mennesker med et arbejde fra 7-15 eller 9-17 har nok svært ved at sætte sig ind i hverdagen som instruktør, hvor kreativiteten skal råde på alle tider af døgnet.

”Det er meget svært at få en fast rutine. Jeg prøver virkelig på det, fordi jeg har hørt, at ’rutiner er sindets gangstativ’. Jeg har bare ikke noget gangstativ, så jeg ligger og kravler lidt rundt,” siger Lisa Jespersen.

”Jeg skrev for eksempel en virkelig god scene ved tre-fire-tiden i nat, og det er ikke altid til at styre. Det kan komme, mens jeg sidder fuld til en 30-års-fødselsdag, og så er jeg nødt til at gå ud i haven og skrive noget ned. Og så kan der gå to uger lige inden en deadline, hvor jeg sidder på et kontor og ikke kan skrive en skid. Så nu leder jeg efter et godt system til bedre at kunne kontrollere min kreativitet.”

Lige nu går Lisa Jespersen og arbejder frem mod de optagelser, der skal starte til september. Det er et forstadie til en egentlig spillefilm, som også er måden, Christian Tafdrups En frygtelig kvinde og Kasper Kalles kommende Christian IV – den sidste rejse blev produceret.

Hvis alt går godt, ender også Hvor kragerne vender som en spillefilm. For instruktøren er det vigtigt, at hun får frihed til at lave en film, der føles rigtig for hende.

”Jeg håber, at jeg kan blive ved med at være modig og lave de film, som jeg synes er interessante, selv om det ikke er eksplosioner og biljagter. Det er en udfordring,” fortæller Lisa Jespersen, der interesserer sig mere for de små øjeblikke, som opstår i mennesker med eksistentielle problemer.

”Jeg skrev en scene om en person, der sidder på en café og venter. Det lyder jo røvsygt, men jeg synes selv, at der var noget smukt ved ventetiden i den scene. Frygten for at tingene ikke er spændende nok kan hurtigt kvæle ens materiale. Det synes jeg er en skam, for der er meget åndelighed i det, der går tabt, når vi har så travlt. Åndelighed er generelt en mangelvare, hvis du spørger mig.”