Serier er også båret af kunstnerisk vision

Instruktør Anders Thomas Jensen og producer Louise Vesth sidder sammen til en snak med vores kulturminister og bliver enige om, at film er kunstneriske værker, mens serier bare er lavet ud fra algoritmer – og derved vel i overført betydning ikke har samme kunstneriske værdi.

Det gør de selvfølgelig til dels, fordi vi lige nu står midt i en større politisk diskussion om, hvor kulturmidlerne skal komme fra, og hvordan de skal fordeles.

Louise Vesth og Anders Thomas Jensen vil gerne, formoder jeg, sikre sig, at der stadig er penge at lave danske film for. Det forstår jeg godt. Helt lavpraktisk vil de selvfølgelig gerne kunne blive ved med at lave det, jeg formoder, de elsker.

Det giver mening.

Men det placerer sig samtidig bare i en fortælling, der hele tiden popper op i diskussionen om dansk film og tv, nemlig algoritmerne.

De automatiserede optællinger af folks interesser, som de store internationale tjenester bruger til at skræddersy deres historier til et specifikt publikum. Fordi alt jo bare regnes ud på forhånd, og der ikke er nogen kunstnerisk vision eller vilje i det.

Men sådan er det altså ikke.

Kunstnerisk vision
En fortælling bliver ikke mindre kunstnerisk af at være længere. Et manuskript kan sagtens være – og er ofte – visionsbærende. Uanset hvem der skriver det. Det er dér, universet bliver skabt.

I det serielle format er det ofte forfatteren, som har det kunstneriske overblik. Fordi det er forfatteren, der sidder med den samlede vision for den historie, der skal fortælles.

Det er en historie, der er tænkt med en start, en midte og en slutning. En historie, der samlet skal kunne være et værk i sig selv. En historie med intention.

Ikke fordi nogen har regnet ud, at sådan skal historien være, men fordi nogen har en drivkraft for at fortælle lige netop den historie. Nogen brænder for noget. Nogen har en vision.

At der skal være mulighed for flere sæsoner, gør ikke den enkelte sæson, det enkelte værk, mindre i sig selv.

Hver sæson af en serie er en ny fortælling, et nyt værk. Den samlede serie vil, når den er nået til vejs ende, være et samlet værk i sig selv.

Men hver sæson, hvert afsnit, hver eneste scene, har en intention. En intention, der ikke kommer fra en algoritme, men fra et ønske om at fortælle noget. En kunstnerisk vision.

Skabt af mennesker
Anders Thomas Jensen mener at vide, at en serie som The Rain er lavet ud fra en algoritme.

Det er absurd, når jeg ved, at The Rain opstod ud fra et brændende ønske om at fortælle netop denne historie. En idé, der lå i skuffen i næsten ti år, før Netflix kom til Danmark og gjorde det muligt at fortælle den dér.

Man kan mene, hvad man vil om seriens kvalitet, men det var det, vi ville lave. Det var det, vi havde drømt om i årevis. Og alle de hundreder af mennesker, som var inde over den serie, gjorde alt, hvad de kunne for at skabe, løfte, forbedre og slås for, at det skulle blive så fedt som overhovedet muligt.

Det er en serie skabt ud af en brændende lyst til at fortælle noget om den verden, vi lever i. Og om, hvordan vi holder fast i vores medmenneskelighed, når alt brænder sammen omkring os.

Igen, du kan synes hvad du vil om serien, men lad være med at påstå, at den ikke er skabt af mennesker. Lad være med at påstå, at der ikke har været en intention og en vision. Lad være med at påstå, at det serielle format er mere beregnende end en spillefilm.

Forståelig trang
Det er naturligt, at vi i vores individuelle lejre og med forskellige udgangspunkter af og til vil træde hinanden over tæerne i forsøget på at mele vores egen kage og sikre vores egne muligheder.

Det virker meget menneskeligt på en eller anden måde. Jeg tænker også, at hele den her snak handler om en forståelig trang til at sikre spillefilmsområdet i Danmark økonomisk.

Men at påstå, at et serielt format ikke kan være skabt ud fra en ren vision, at den slags kun sker i instruktørdrevne spillefilmprojekter, er bare ikke rigtigt.

Vi skal værne om visionerne, uanset hvor de opstår. Vi skal udfordre og udvikle vores fortælleformer. Og det gør vi også. Hele tiden. I alle de formater vi kan komme til det.

Så lad os lade være med at påstå, at verden er sort-hvid, når der er så uendeligt mange nuancer. Det eneste, der er sikkert, er, at alle fortællinger uanset format starter med nogens lyst til at fortælle noget. Noget, nogen brænder for.

Lad os ikke reducere det til mindre.