Sex, død & Thomas Vinterberg

I halvfjerdserne fandtes der et fænomen, der hed "kremlologi". Det gik ud på, at kloge hoveder prøvede at tolke, hvad der foregik bag Kremls tykke, røde mure — ting, der kunne få betydning for Sovjets, ja, for og hele verdens fremtid.

Med dybe panderynker sad diverse kremlologer i TV-Avisens brune nyhedsstudie og analyserede, hvad det betød, at en senil olding var afgået ved døden og en ny trådt frem fra Politbureauets dunkle indercirkler.

Sovjet og kommunismen er for længst brast sammen, og nu hersker der mere gennemskuelige, mafiaagtige tilstande i Rusland og omegn, som ikke behøver de store analytiske egenskaber.

Til gengæld er der i vores lille del af verden og kulturlivet opstået en ny videnskabelig disciplin: Thomas Vinterbergologi. Den går ud på at tolke og diskutere Thomas Vinterbergs karrierevalg efter Festen og de nu snart ti år siden den fantastiske sommer i Cannes '98, hvor Danmark for alvor kom på det moderne globale kulturverdenskort.

Vinterbergologi
Thomas Vinterberologien er unik. Der findes ikke nogen tilsvarende Per Flyologi eller Susanne Bierologi eller Anders Thomasologi, på trods af den betydning de har i det danske filmmiljø, ja, knap nok en von Trierologi eller en Winding Refnologi på samme niveau.

Jeg kunne selv mærke den krible i mig i månederne før premieren på En mand kommer hjem. Rygterne løb i det notorisk intrigante filmmiljø om, at filmen ikke rigtigt sad i skabet. Der blev snakket om, at filmen var en slags mellemstation, og at det nu bare handlede for Thomas om at komme videre.

Mellemstation? Efter to engelsksprogede film, der på hver sin måde har været interessante, men også mere eller mindre mislykkede, var det ikke fedt med en mellemstation, tænkte jeg ...

One hit wonder?
I ugen op til premieren eksploderede aviserne med lange analyser af Thomas Vinterberg og hans film. Da det blev filmanmeldernes tur, holdt de sig bestemt heller ikke tilbage. Vinterbergologien blev på mange måder så massiv, at Thomas selv måtte kommentere den. Han syntes forståeligt, at den stadige analyse af hans person var decideret ubehagelig. Han ville ønske, at folk i stedet ville forholde sig rent til hans film.

Jeg forstår ham.

På den anden side er personfikseringen svær at undgå, fordi det popstjerneagtige trademark "Thomas Vinterberg" kontra gåden om Thomas Vinterberg har det med at smelte sammen med hans film og de næsten altid meget personlige, ja, private lag, der ligger i filmene. En pr-kampagne, der fokuserede mere på Thomas Vinterberg end på hans nye film, gjorde det heller ikke bedre. Og så er der selvfølgelig det faktum, at Thomas det ene øjeblik var en verdensstjerne med et millionpublikum og i det næste en mere lokal stjerne med et publikum på niveau med en middelstor provinsby a la Vordingborg.

Det er en meget dansk historie og afspejler et grundlæggende storhedsvanvids- og mindreværdskompleks. Vi føler os små, men tror alligevel, at vi for alvor kan begå os blandt de store, og når det så alligevel ikke sker, må vi finde ud af hvorfor. I andre kulturkredse — som de noget mere kyniske engelske og amerikanske — ville Thomas for længst være blevet afskrevet som et "one hit wonder", hvad han i øvrigt er blevet af flere toneangivende filmkritikere, deriblandt Jonathan Romney fra The Independent.

Men er der en chance for, at Thomas vil komme tilbage og erobre scenen på samme måde, som han gjorde med Festen? Det er i hvert fald mange af os Vinterbergologers våde drøm. Vi er et lille land med begrænset talent, og har folk engang vist talent, skal de altid have en chance til. For tænk nu hvis ...

En prins
Jeg mødte Thomas første gang i december 1989 til julefrokosten på Filmskolen, hvor jeg selv var blevet uddannet som manuskriptforfatter den foregående sommer. En af julefrokostens faste traditioner var, at sidste års Guldmus-modtager skulle udnævne en ny indehaver af den selvopfundne elevpris, som gik til en særligt populær elev. Prisen bestod af et lille guldmuse-smykke, som man dengang kunne købe hos velassorterede guldsmede.

Thomas modtog prisen og holdt derefter en selvsikker tale, hvor han takkede for den store ære. Han var med sine nitten år den hidtil yngste instruktørelev, men virkede meget mere moden end sin alder.

Og han så satans godt ud.

Helt rockstjerneagtig. Flot smil og smukke tænder samt det der firser Duran Duran-hår, der har fulgt ham lige siden (med eller uden lyse striber). Der var en stærk aura omkring Thomas fra den første dag. En prins på vej ud af sin puppe ...

Og knap fire år senere sprang prinsen ud af puppen med afgangsfilmen Sidste omgang. Hans midtvejsfilm handlede om en polteraben, hvor en gruppe venner skulle sige farvel til hinanden, men nu kastede Thomas og hans manusforfatter, Bo hr. Hansen, døden ind i afskeden. Hovedpersonen skulle snart dø af en uhelbredelig cancer, og det gav lige den alvorlige resonans, afskedstemaet havde brug for.

Sidste omgang blev et brag af en afgangsfilm, og den varslede, at noget stort lå og ventede rundt om hjørnet. Ikke et filmisk geni som Lars von Trier, men den varslede, at vi andre mere dødelige kunne lave stærke film, hvis vi forholdt os til vores liv på en mere sanselig og direkte måde. En ny realisme.

Det var naturligvis heller ikke uinteressant, at denne smukke unge, selvsikre mand kunne lave noget, der var smertefuldt, fortabt og med døden så tæt på. Medierne opdagede nu Thomas Vinterberg, et ikon var født ...

Skræmmende evne
Allerede året efter havde Thomas og Bo premiere på deres næste lange novellefilm, Drengen der gik baglæns, og det var ved premieren, jeg stiftede bekendtskab med et af Thomas' lidt skræmmende talenter.

Jeg kan huske, at jeg ikke var helt vild med filmen. Den var ekstremt vellavet, men også næsten for sikker i valget af sin historie om den lille dreng, der skal komme sig over sin brors pludselige død. Den virkede på mig lidt for kynisk i sin adgang til de rigtige følelser — lidt for optaget af, at publikum skulle elske den.

Efter visningen gik jeg hen for at ønske Thomas tillykke. Jeg følte selv, at jeg var tilpas smilende overfladisk, men Thomas holdt fast i min hånd og kiggede mig direkte i øjnene:

"Jeg ka' se, at du ka' ikke li' filmen!"
"Nej, den er da helt okay," forsøgte jeg undvigende.
"Nej, du ka' ikke li' den. Vi ska' mødes i morgen og snakke om det!"

Dagen efter sad vi i kantinen i Ryesgade 106.

Koncentreret gennemgik Thomas min kritik og mine forbehold, punkt for punkt. Ikke fordi han nødvendigvis var enig, men fordi han var overbevist om, at åbenhed over for modstand og kritik ville gøre ham dygtigere. Han var blot 25 år, og verden lå åben.

I et interview langt senere har Thomas fortalt om, hvordan hans opvækst i et kollektiv gjorde, at han tidligt lærte at aflæse, hvordan de voksne havde det psykisk. Han lærte at afkode den undertekst, der lå i deres kommunikation, for det var simpelthen et afgørende værktøj, hvis man som barn skulle klare sig i et kollektiv.

Den evne har givet Thomas et godt greb om at instruere skuespillere og få dem følelsesmæssigt ud dér, hvor tingene bliver hudløse. Men det er også en akilleshæl, at kunne "se" så meget, også sig selv — udefra.

Seksuel energi
Thomas' første spillefilm, De største helte, blev modtaget med stående ovationer ved gallapremieren i den store Imperial-biograf i 1996, men filmen blev ingen succes i biografen. Og med sin ungdomsfilm-80'er-stil og en historie om kriminelle og psykisk syge tabermænd, der ikke kan finde ud af at være voksne, pegede den mere tilbage end frem.

Ujævn og vel egentligt ret skuffende i forhold til forventningerne. Men så kom Festen og vaskede tavlen ren.

Hvad er det, der gør Festen så god?

Det var Bo hr. Hansen, der gav mig nøglen, da han engang fortalte om processen med at omskrive filmmanuskriptet til et teaterstykke. Det slog nemlig Bo, da han sad og arbejdede med materialet, at han kunne mærke en helt særlig seksuel energi, som strømmer igennem karaktererne, scenerne, handlingen ...

Der har været fokuseret meget på incestelementet i Festen, men hvis man skræller incestdelen væk, er Festen historien om en søn, som tager et opgør med faren, der på grund af sin seksualitet har svigtet sine børn. Man kan se filmen som Thomas' — måske ubevidste — opgør med sin 68-forældregenerations fokusering på egen seksuel tilfredsstillelse, som de satte højere end familielivet, trygheden for børnene etc.

Og det er en historie, som mange i Thomas' generation kan identificere sig med, men samtidig er filmen selv fuld af kraft, lyst, libido, ja, den er vel nærmest skrevet med pikken.

Festen har, som et sandt kunstværk, noget tidløst over sig. Når man genser den, er det dog slående, at historien fader mærkeligt ud efter den første time. Noget ufokuseret trænger sig på, og manglen på en rigtig finale afspejler en grundlæggende ubeslutsomhed. Thomas Vinterberg har forbandet svært ved at lave slutninger. Den naturlige slutning er døden, men det er, som om en ubevist dødsangst lige i sidste øjeblik får ham til at smyge udenom.

De mange ansigter
Jeg tror, de fleste forstår, hvor skræmmende det må være at lave sådan en massiv verdenssucces. Hvordan kommer man videre derfra? Hvordan påvirker det én som menneske og kunster? Hvordan undgår man at blive en person, der hele tiden ser sig selv udefra?

Der er ingen tvivl om, at det rystede Thomas og forstærkede de indre konflikter og spændinger, han indeholder. Han har selv udtalt, at han er mange personer. Han er den høflige og venlige diplomat, der lidt behagesygt prøver at gøre alle glade. Det er den Thomas Vinterberg, vi møder i interviews, ved prisoverrækkelser og i sociale sammenhænge.

Så er der kunstneren Thomas Vinterberg, den vrede kunster med en fysisk lyst til at tæske alle omkring ham. Og endelig mennesket Thomas Vinterberg, som er fuld af angst og nærmest har gjort det til en metode at være i tvivl om de beslutninger, han skal tage.

I årene efter Festen blev Mogens Rukov mere og mere desperat over, at Thomas havde svært ved at beslutte sig. Mogens' forslag var, at Thomas skulle lave en masse billige, enkle film med klare overraskende historier - for eksempel en togtur fra København til Roskilde. Mogens havde vel en drøm om, at de skulle gentage den franske nybølges massive filmproduktion, hvor især Truffaut og Godard hver havde mindst en årlig premiere på film, der med få undtagelser alle har fået status som milepæle. Tænk, hvis det kunne gentages!

I mine øjne kom Thomas ind på en farlig vej, hvor han hele tiden så sig selv udefra. Han så sig som et trademark, også i sine sociale relationer (en psykolog ville sikkert tale om en narcissistisk forstyrrelse af en slags). Samtidig var han af dén selvmorderiske overbevisning, at hvis han begav sig ud på den tynde is, så skete der noget.

Og tynd blev isen i de stort anlagte, internationale og stjernebesatte It's All About Love og Dear Wendy.

Hårdt selvportræt
Da jeg i 2003 startede som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, var Thomas Vinterberg i gang med Dear Wendy, som Lars von Trier havde skrevet. Efter at de havde klippet i otte måneder blev jeg inviteret til et gennemsyn.

Jeg oplevede filmen som en meget subtil skildring af ungdommelig naivitet med en underliggende fatalitet, der lå og ventede. Men til sidst blev det hele spoleret af et fjollet plot om at få bragt en pose kaffe over på den anden side af gaden — et plot, der resulterede i et forudsigeligt og overdrevent skyderi, hvor alle dør.

Det var som at se en smuk ung kronhjort løbe ud over den tynde is, for kort før land at falde igennem isen og synke til bunds.

Efterfølgende spiste jeg frokost med Thomas. Vi snakkede om filmen, men mærkeligt vævende. Den Thomas, der ti år tidligere havde været pågående og konkret, ja, nærmest sulten efter kritik, var blevet afløst af en Thomas, der på meget elegant vis forstod at snakke udenom. Han holdt en distance, så man aldrig kunne komme tæt på.

Jeg fik dog spurgt ham om, hvad han selv syntes, Dear Wendy handler om. Han kom med et så vævende og diffust svar, at man næsten kunne høre isen slå sprækker. Jeg tror, han erkendte, at han havde involveret sig i en film, han aldrig burde have sagt ja til. Lars von Trier-manuskript eller ej.

En mand kommer hjem kom til at ligge hos min konsulent-kollega Lena Hansson. Og efter et langt manusforløb med en række manusforfattere — krediterede som ukrediterede — var det med bange anelser, jeg satte mig i biografen.

Men faktisk blev jeg glædelig overrasket.

Man kan mærke, at der er noget personligt på spil i historien om den unge, stammende, usikre og grotesk smukke mand, der hverken kan finde ud af sit job eller vælge blandt de kvinder, der vil have ham. Faktisk er det et ret hårdt selvportræt, især når man ved, at Lars von Triers kælenavn til Thomas er Thomas Mindreværd.

Det var også ondskabsfuldt fascinerende at se det slet skjulte portræt af Lars von Trier, gestaltet af Thomas Bo Larsen, der som det selvoptagne, neurotiske geni vender tilbage til fødeegnen og ikke vil vedkende sig sin egen søn. Filmen er vital og byder på masser af humor, men lidt over halvvejs begynder den at falde fra hinanden.

Man mærker ubeslutsomheden, de mange gennemskrivninger af manus, der trækker i forskellige retninger, en diffus og postuleret slutning — og så en grundlæggende tone af noget, der er for indforstået. Kort sagt, en film for Vinterbergologer.

Fremtiden
Hvis man kigger på Thomas' oeuvre, er der to pletskud. Sidste omgang og Festen. Resten er — deres forskellige kvaliteter til trods — for uldne og uforløste.

De to pletskud har det tilfælles, at deres hovedkarakterer aldersmæssigt og mentalt lå tæt på Thomas, dengang han skabte filmene. Og i begge film er der noget dybt personligt på spil, som Thomas ikke prøver at holde ud fra sig i strakt arm. Der er ingen fersk "ung kærlighed" som i En mand kommer hjem, der er ingen kriminelle "easy riders" som i De største helte, ingen diffus "filosoferen" som i It's All About Love ...

Det er klare og stærke historier, der går rent ind.

Thomas nærmer sig de 40, hvor erfaringen og modenheden får mange store kunstnere til for alvor at træde i karakter. Det var tilfældet med Per Fly og Susanne Bier, og det var også tilfældet med Ingmar Bergman — en instruktør, der om nogen forholdt sig til sine karakterers libido og til stærkt personlige emner som dødsangst.

Hvis en dedikeret fan og Vinterbergolog skal forsøge sig med et råd, må det blive noget i retning af dette: Thomas skal bryde det skjold, som han har opbygget omkring sig selv, og finde ånden fra sin ungdoms fandenivoldske søgen efter den historie, der gør ondt, og som betyder noget. Han skal se sin alder og de dilemmaer, hans liv består af her og nu, i øjnene — og med klarsyn skabe film, der forholder sig til lige netop dét. Og gøre det med sin helt egen særlige følsomhed — og libido.