Sex, drugs & vampyrpiger

”Har du set Tilbage til fremtiden?”

Ana Lily Amirpour har stillet modspørgsmålet til flere journalister. Nok først og fremmest som en test. Et minimum af filmkyndighed er nødvendigt, men også et minimum af kultursnobberi.

For instruktøren bag, hvad hun selv kalder verdens første iranske vampyr-spaghettiwestern med den deskriptive og dog æggende titel A Girl Walks Home Alone at Night (biografpremiere 9. juli), forskelsbehandler ikke, når det kommer til fin- og popkultur.

En teenagepige i muslimsk hovedbeklædning, som står på skateboard. Iransk miljøskildring og westerngenrens tumbleweed. Sort-hvid slowcinema og vampyrhorror.

Det hele sameksisterer i skønneste orden i Ana Lily Amirpours debutfilm. Men hun stiller også spørgsmålet for at understrege, at hun ikke finder sig i noget. Slet ikke Hollywoods krav, som hun har afvist gentagne gange sammen med de tilhørende dollars. Det tog tid, før hun fandt de folk, der kunne forstå, at en amerikansk produceret vampyrfilm skulle optages på farsi.

”Jeg elsker Tilbage til fremtiden. Jeg er ligesom Doc Brown. Forestil dig, at NASA sagde til ham: ’Vi kan godt lide dine idéer. Du kan arbejde for os for en masse penge. Men du skal arbejde på vores måde.’ Han ville aldrig gøre det, han ville dø af det! Han bliver nødt til at være i sit lille skur med sit skrammel og sine hunde og bare lave sit shit. Og så er han glad. Sådan er det også for mig.”

Fyldt med referencer
Ana Lily Amirpour ligner en anden Patti Smith med sit viltre, sorte pagehår og rock’n’roll i den drævende stemme.

Hun har været sanger og bassist i et band. Hun har gået på kunstskole i San Fransisco. Hendes Twitterprofil er overlæsset med kortprosa som ”Fist time watching All That Jazz and I just definitely saw the Michael Jackson Thriller hip gyrate pivot move.”

I går var hun dj i ”downtown Los Angeles”, og tømmermændene kan stadig høres gennem telefonforbindelsen til Danmark.

Næst efter bandeord er talestrømmen mest fyldt af referencer. Doc Brown, Trier, Tarantino. Hun kommer pludselig i tanke om danske Jytte Jensen, der var filmkurator på MoMA i New York og døde i marts. ”Jeg havde en drøm om hende i sidste uge. Jeg fucking elskede den kvinde! Hun var en sand forkæmper for kunst og film.”

På Ana Lily Amirpours t-shirts står der ofte Jodorowsky eller Lynch i et lille hjerte. Og filmhistoriens helte hjælper hende igen og igen med at illustrere pointerne.

”Det er en konstant udfordring at lave en film. Men hvis det tænder dig, så er det faktisk ikke en udfordring. Som Bruce Lee siger: ’You must be shapeless, formless, like water. When you pour water in a cup, it becomes the cup. When you pour water in a bottle, it becomes the bottle. When you pour water in a teapot, it becomes the teapot. Water can drip and it can crash. Become like water my friend.’”

Hævner med hugtænder
A Girl Walks Home Alone at Night er også en opvisning i flirtende vink til filmhistorien. Fra Jim Jarmusch til F.W. Murnau. Den unge mand Arash strejfer om i de forfaldne gader som en iransk James Dean. Hans far er narkoman og i kritisk gæld til en pusher, så nu er det op til sønnen at løse den håbløse situation.

Som sig hør og bør i en ægte western ankommer en fremmed til den lille, plagede flække. Den tavse hævner er en teenagepige på skateboard iført en muslimsk chador, et langt hovedtørklæde, der blafrer bag hende som en kappe. Hun stirrer efter mændene om natten. Så begynder hun at spise dem. Men der er noget ved den billedskønne Arash, der får hende til at miste appetitten. Måske er det kærlighed.

”Den allerførste idé var den sorte chador. Jeg var med til at lave en anden kortfilm, hvor sådan en dragt skulle bruges. Og jeg tog den på og fik fornemmelsen af, at jeg var et andet væsen. Så fik jeg lyst til at stå på mit skateboard, og jeg følte mig som en sejlbåd. Det var en kraftfuld følelse. Jeg følte mig som en superhelt.”

”Og så tænkte jeg: ’Selvfølgelig, det her er en iransk vampyr!’ Det virkede så indlysende, at jeg umuligt kunne være den første, der havde tænkt på det.”

En by i mange lande
Vampyrpigen skater rundt mellem nedslidte lejlighedskomplekser, støvede arealer af ingenmandsland og oliepumper, konstant rytmisk stødende, som de gør det i Texas. Indbyggerne kalder flækken Bad City. Et navn, der har affødt sammenligninger med den sort-hvide syndens by Sin City. Frank Miller og Robert Rodriguez’ film var en blandt flere inspirationskilder.

”Jeg skelede til Rumble Fish, Once Upon a Time in the West og Wild at Heart. De har alle en lille, mærkværdig spøgelsesby, hvor lovløse og underlige eksistenser lever. En af de største fornøjelser var at skabe det univers. Vi lavede alting. Pengesedler, plakater, reklamer i tv’et, vejskilte – alting.”

Bad City ligner sådan en flække flyttet til The Wild Wild East i Iran. Men filmen er optaget i den californiske smalltown Taft.

”Byen ligger ikke på google maps. Det er et iransk eventyr. Det er ligesom at spørge, hvor Askepots by ligger. Det er fantasi, og det følger ikke fysikkens eller logikkens love.”

Snarere end at befinde sig på et geografisk punkt, synes Bad City at eksistere flere steder. En multikulturel collage – ligesom et identitetssøgende teenageværelse, hvor der spilles både tung techno, blød pop, americana og mellemøstlig folkemusik.

Livet under hijab
Ana Lily Amirpour er selv vokset op som kulturel øhopper. Forældrene er iranske, faren læge og moren sygeplejerske, begge ateister. De flygtede fra Teheran under den islamiske revolution i 1979 i retning mod England.

Ana Lily Amirpour blev født i britiske Margate, men som otteårig rykkede hun og familien over Atlanten til Miami, Florida. Og siden videre til Californien. Uden venner og med et veludviklet monobryn brugte hun teenageårene på at skate og se gyserfilm (hun var særligt besat af at se ekstramaterialet til Thriller-musikvideoen på repeat).

Hun har aldrig boet i Iran, men den kulturelle arv fornægter sig ikke. Hun er en del af et omfangsrigt netværk af iranske filmskabere i USA, som har løftet godt til i A Girl Walks Home Alone at Night. De har nydt at give iranere et nyt ansigt på film, siger hun.

”Italienere får lov til at spille cool mafiosoer. På film får iranere kun lov til at være terrorister. Vi skal da have en iransk vampyr – det burde løfte stemningen!”

Hun har besøgt forældrenes hjemland en enkelt gang. Det blev en øjenåbnende oplevelse. ”Jeg fik lov til at møde familie, som jeg aldrig har set før. Men det er ikke et sted for mig. Jeg er til sex, drugs and rock’n’roll,” griner hun.

”Der er en slags middelalderlig mentalitet. Man bliver nødt til at gå med hijab. Når du lander med flyet, fortæller de dig, at du skal tage tørklæde på.”

”Det føles ret kvælende, og jeg var der om sommeren. Det var dog meget værre for mig end for dem, for de er vant til det. Og det fascinerede mig meget, at de bare fandt det naturligt. Efter den tur sagde jeg til mig mor: ’Jeg er så glad for, at du flyttede til England. For jeg ville hade, hvis jeg opfattede det som normalt.’”

Feminisme, ellers tak!
Hun nægter dog at bekræfte de mange anmeldere, der kalder filmen et politisk opgør med Islam.

”Selv hvis man opfatter vampyrens chador som en religiøs beklædning, er det jo ikke hele hendes historie. Og hvis der er nogen, jeg gerne vil afklæde, er det kvinden i chador. I filmen ser vi hende jo tage et bad helt nøgen. Man har jo lyst til at se, hvad der gemmer sig nedenunder!”

Det er også gået skidt for journalister, der spørger ind til filmen som feministisk. Hun må forklare hvorfor.

”Det er en smule forsimplet for mig. Jeg kan ikke lide at kategorisere ting. Folk er meget komplicerede. Begrebet feminist betyder ikke noget for mig. Ingenting.”

”Jeg går selvfølgelig ind for at transcendere det overfladiske, ikke at dømme nogen efter første indtryk. Feminisme kan måske tolkes på den måde. At se igennem det øverste lag, som kunne være folks køn, størrelse, religion. Jeg vil dybere ned.”

”Hvis Tarantino var en kvinde, ville han så blive hyldet som feminist på grund af Kill Bill?”

Hun har tidligere omtalt Lars von Trier som en stor feminist. Men hun mente snarere – præciserer hun – at hans film langt fra er sexistiske, som nogle kritikere påstår. Tværtimod er hans kvindekarakterer dejligt komplicerede.

”Når jeg ser Antichrist, er der noget, jeg forstår helt til bunds. Han fik mig til at føle mig mindre ensom. Jeg elsker ham!”

Hun bliver overrasket, da snakken falder på den danske debat om kvindekvoter i filmbranchen.

”Det er virkelig fucking hårdt at lave film. Men der er ikke noget, der kan stoppe dig i at gøre det ud over dig selv. Fordi det er så hårdt, prøver folk – i dette tilfælde kvinder – måske at pege på en anden undskyldning. Men til kvinderne siger jeg: ’Fucking do it!’” siger hun og undskylder.

”Måske er det en dårlig ting at sige? Men kvindekvoter lyder meget klinisk. Og kunst er sådan noget magi, kaos – sådan noget, hvor van Gogh bliver sindssyg og skærer sit øre af!”

Musikalsk opdagelsesrejse
Lidt overraskende er Ana Lily Amirpours foretrukne kunstform ikke film.

”Jeg elsker musik! Hvordan kan man forklare, hvor meget jeg elsker musik? I går, da jeg dj’ede, snakkede jeg med en god ven, som er midt i en svær skilsmisse. Så jeg spurgte ham, hvilken musik han lytter til. Han nævnte en masse trist, deprimerende skilsmissemusik. Så sagde jeg: ’Jeg sender dig noget musik. Det er dit første skridt.’ Musik er så kraftfuldt.”

”Mine fire favorit-stoffer er musik, forelskelse, god sex og LSD.”

For tiden dyrker hun musikbesættelsen som hyppig dj. Og som hos forbilledet Tarantino er musikken et uundværligt redskab, når hun laver film.

”Når jeg skriver, starter jeg med musik. Når jeg begynder at tænke på en karakter, laver en playliste. Og så skriver jeg ofte med et bestemt nummer i tankerne i en bestemt scene.”

Soundtracket veksler frimodigt mellem Federales tilbagelænede spaghetti-country, Bei Rus traditionelle østlige lyd og indie-rock fra Radio Tehran. I en særligt hypnotiserende scene får White Lies’ håbefulde Death lov til at pumpe som en forelsket puls fra start til slut, mens det unge par tager et langstrakt tilløb til det første kys.

”Det, jeg selv hører, er ofte elektronisk musik, men en film vil have det musik, den vil have. Derfor går jeg også musikalsk på opdagelsesrejse, når jeg laver film.”

Kannibal-western
A Girl Walks Home Alone at Night startede som en kortfilm med et mere minimalistisk plot, der dog kunne opsummeres i samme titel. Nu har universet ikke bare vokset sig til en spillefilm, men også en grafisk novelle, som udforsker vampyrpigens forhistorie.

Ana Lily Amirpour nævner også ordet ”prequel” i flæng.

”Det kunne være virkelig cool at lave en prequel. Men ingen har spurgt mig endnu. Så skulle den starte som farvefilm, hvor hun vokser op som menneske. Og så skulle den skifte til sort-hvid, når hun bliver vampyr.”

Den svære toer er dog i klippefasen under titlen The Bad Batch. Skuespillerne på plakaten hedder Keanu Reeves og Jim Carrey.

”Jeg må ikke sige noget om historien endnu. Den er i farve, og den er på engelsk. Det er en psykedelisk western. Og der er kannibaler i den. Og den er meget voldelig og romantisk. Og soundtracket er virkelig godt!”

Igen og igen vender hun tilbage til musikken. Til aftenen i går, hvor hun spillede uptempo dance og house, og hvor den sidste drink var én for meget.

”I dag havde jeg en af de dage, hvor jeg tænker over, hvor dumt det er at drikke. Men det er selvfølgelig hele idéen med en bar. Man går derind, og så er der ingenting at lave. Ud over at få en drink.”

De lyse sommernætter i Danmark må også være fulde af svedige dance-fester, spørger hun. Jo, bestemt.

Tømmermænd skal kureres med musik, forklarer hun. Efter interviewet sender hun mig sin yndlingssang for tiden. Den hedder Van Gogh og er lavet af Vintage Culture featuring TK Wonder. Over beatet kører den samme tekst i ring: ”This is my body / Fucking van Gogh / Fuck van Gogh”.