Sexarbejdernes fortaler har et hjerte af guld

Sean Baker har rejst fra den ene filmfestival til den anden efter at have vundet den prestigefulde Guldpalme i Cannes i maj for komediedramaet Anora – anmeldt til seks stjerner i Ekko – som får dansk biografpremiere den 5. december.

Turen gik først til Telluride i Colorado, så til Toronto i Canada og endelig til San Sebastián, hvor Ekkos Hollywood-reporter har fået æren af at tale med ham over zoom fra Hotel Maria Cristina, der er et af den spanske filmfestivals hovedkvarterer. 

Guldpalmen er ikke med. Den står hjemme i hans soveværelse i Los Angeles, men den er med ham rent mentalt, understreger han.

At vinde guldpalmen i Cannes har længe stået øverst på den 53-årige indie-instruktør Sean Bakers ønskeliste, så mindet om den store aften i Cannes, da jurypræsidenten Greta Gerwig udråbte ham som vinder, er stort. 

”Vi vidste, at vi ville vinde et eller andet, for vi var blevet bedt om at komme til prisfesten. Men vi havde aldrig forventet, at det ville være Guldpalmen. Vi havde lavet en komedie, og det er sjældent, at komedier vinder.”

De to pornoskuespillere Jane (Dree Hemingway, tv.) og Melissa (Stella Maeve) bor sammen i Starlet.

Han smiler på sin karakteristiske drengede facon.

”Det absolut største var at få den overrakt af George Lucas. Det placerede oplevelsen i en kategori for sig, for alle på min alder arbejder med film på grund af George Lucas, og vi har alle været Star Wars-fans lige siden vi var unge, og nogle af mine jævnaldrende er det stadig.” 

Stigmatiserede sexarbejdere
Da Sean Baker stod på scenen i Palais du Festival med Guldpalmen i hånden, dedikerede han den ”til alle sexarbejdere, i fortiden, nutiden og fremtiden. Denne er jeres!”

Hans seneste fem film handler om sexarbejdere. Det var ikke planlagt, at Starlet fra 2012 skulle være begyndelsen på en fascination af sexarbejdere, men siden har det været naturligt for Sean Baker at vende tilbage til en undergrundsverden, som de fleste af os ikke har adgang til. 

”Jeg ville gerne fortælle deres historier med respekt og ansvarlighed. Der eksisterer allerede fantastiske portrætter og empatiske historier om sexarbejdere – for eksempel Fellinis Gadepigen Cabiria fra 1957 – og de har haft stor indflydelse på mine film,” siger Sean Baker.

Mya Taylor og Kitana Kiki Rodriguez spiller transkønnede sexarbejdere i Tangerine. 

”Men jeg følte, at der var mangel på nutidige film om emnet. Især amerikanske film og tv, hvor sexarbejde et blevet stigmatiseret. Det er aldrig forsvundet – heller ikke nu, hvor vi lever i en Only Fans-verden.”

”Jeg møder mange sexarbejdere, der forsøger at få kontrol over deres egen indtægt på en ansvarlig måde. Alligevel har folk stadig et problem med det. Det er ufatteligt, når man tænker på, at det er verdens ældste profession. Forhåbentlig kan jeg være med til at ændre på det ved at fortælle en historie som Anora.”

Unikke historier
Starlet handler om den unge Jane (Dree Hemingway), der er pornoskuespiller og laver hardcore-film i pornoindustriens centrum i San Fernando Valley i Los Angeles.

Portrættet af pornoindustrien, der ligger på den anden side af Hollywood Hills og Hollywood-skiltet, er på ingen måde fordømmende, men normaliserer snarere det tabuiserede erhverv.

Det blev starten på en lang række film om sexarbejdere, der alle har et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at tjene til føden, når produktet er ens egen krop. Det er ikke en dans på roser, påpeger Sean Baker, og han viser med empati, hvor barsk en verden det kan være.

”Vi blev venner med en del sexarbejdere,” forklarer Sean Baker, der har et nært samarbejde med sin kone, Samantha Quan, som er medproducer på mange af hans film. 

The Florida Project handler om seksårige Moonee (Brooklynn Kimberly Prince), der bor sammen med sin unge mor Halley (Bria Vinaite). 

”Vi filmede i deres hjem og i deres arbejdsmiljø, og det gik op for mig, at der var millionvis af historier at fortælle om den verden. Alle sexarbejdere er unikke og har hver deres livshistorie at fortælle, og samtidig blev der åbnet op for en uendelig inspirationskilde. Nu hvor jeg er kendt for at beskæftige mig med emner, er der ligefrem sexarbejdere, som henvender sig til mig og ønsker at medvirke i mine film.”

For Sean Baker, der selv skriver sine manuskripter, instruerer, klipper og caster dem, kom disse historier altså helt naturligt til ham. Og efter Starlet lavede han i 2016 Tangerine, om to transkvinder, der er sexarbejdere i Los Angeles.

Så kom The Florida Project, om den seksårige Moonie, der bor sammen med sin 22-årige mor og sexarbejder. Red Rocket handler om Mikey Saber, der vender tilbage til sin fødeby Texas City efter at have gjort karriere som pornostjerne i Los Angeles og drømmer om at gøre comeback.

Newyorker-attitude
Med Anora rykker vi til Brooklyn på USA’s vestkyst. Filmen handler om den unge stripper Anora (Mikey Madison), der helst vil kaldes Ani, og som arbejder på stripklubben Headquarters i Brooklyns Brighton Beach.

I området bor mange russiske immigranter, og en dag får hun en kunde, den russiske milliardærsøn Ivan (Mark Eidelshteyn), der er blevet henvist specifikt til Ani på grund af hendes russiske baggrund. Hun kan forstå hans gebrokne engelsk, og de falder hurtigt i hak.

”Jeg kender mange kvinder som Ani,” siger Sean Baker, der skildrer Ani som stærk, knivskarp og helt sin egen herre. Man kan ikke løbe om hjørner med hende.

”Ani er en karakter, jeg skabte fra bunden. Og jeg lod mig inspirere af mange af de kvinder, jeg har mødt i dette miljø gennem årenes løb. Jeg er oprindelig fra New York, og selv om jeg nu bor i Los Angeles, kender jeg newyorkernes attitude. Jeg skabte Ani som en førstegenerations russisk-newyorker med al den attitude, folk fra New York har, samtidig med at hun kulturelt har en nær forbindelse til sin baggrund.”

Ekspornostjernen Mikey (Simon Rex) charmerer sig ind på den unge Strawberry (Suzanna Son) i Red Rocket.

I begyndelsen er Anora en rigtig Askepot-historie, hvor den barnagtige og tydeligvis uansvarlige 21-årige rigmandssøn tilbyder Ani 15.000 dollars for at være hans kæreste i en uge. 

Her forelsker den unge mand sig tilsyneladende i Ani og frier til hende under en vild festtur i Las Vegas, hvor han kaster om sig med dollars. De bliver gift i det berømte Little White Wedding Chapel, og hun får en firekarat diamant på sin finger.

Nu håber Ani, at de skal leve lykkeligt til deres dages ende, men sådan går det ikke. Sean Baker laver nemlig ikke eventyragtige film som Pretty Woman, hvor Julia Roberts sexarbejder ender med at få en lækker mand og masser af penge.

Ivans forældre vil for enhver pris have ægteskabet ophævet og sætter sine armenske håndlangere til at få den genstridige kvinde til at makke ret. Ironisk nok er det håndlangerne, der behandler hende med mest respekt.

Underdog
Sean Baker bliver ofte betegnet som de marginaliseredes fortaler, og han skildrer en underklasse i USA, for hvem den amerikanske drøm nærmest er umulig at gøre virkelig. 

”Jeg kan identificere mig med underdog-historier, blandt andet fordi jeg selv har arbejdet som indie-instruktør, som jo minder om at hustle. Som instruktør arbejder man uden for systemet, så jeg har haft en forståelse for, hvad det vil sige.”

”Der er mennesker, som forsøger at realisere den amerikanske drøm, men ikke har nogen adgang til den. Det kan være, fordi deres immigrationspapirer ikke er i orden, eller fordi deres livsstil eller levevej er stigmatiseret.”

Anora er en askepothistorie om sexarbejderen Ani (Mikey Madison), der får en oligarksøn på krogen.

”Så de må følge en anden vej til at realisere drømmen. Dét fascinerer mig, både på et menneskeligt og sociologisk plan. Jeg er interesseret i at blive klogere på undergrundsøkonomien.”

Sean Baker forklarer, at for ham skal filmkunsten være nyttig og fortælle historier, der er usynlige for mange af os. Han vil have os til at droppe fordommene og se med omsorg på udsatte mennesker.

– Er du et sensitivt menneske? 

”Det ved jeg ikke helt,” svarer Sean Baker, mens hans blik vandrer fra skærmen, hvor han kan se mig på Zoom, til et sted ude i hans hotelværelse. 

”Min kone sidder lige derovre. Er jeg et sensitivt menneske, skat?”

Samantha Quan svarer, at det sandelig kommer an på, hvilken dag man møder ham, og Sean Baker smiler og ser igen på skærmen.

”Det er meget svært for mig at svare på, men jeg tror, at jeg er sensitiv. Der er meget, der berører mig dybt.”

Spildte ti år
Sean Baker voksede op i New Jersey og kom fra en middelklassefamilie. Moren var skolelærer og faren advokat. Men på trods af en privilegeret barndom blev han i en ung alder afhængig af heroin.

Sean Bakers første spillefilm Four Letter Words handler om rå, amerikanske forstadsknægte.

Det er forklaringen på, at han kom bagud og blev forsinket i forhold til sine jævnaldrende filmkolleger. Han debuterede først som 29-årig med Four Letter Words. Med hjælp fra Anonyme Narkomaner, forældre og venner kom han ud af sit misbrug.

”Jeg har lært, hvor værdifuld vores tid er. Jeg spildte et helt årti, og det er derfor, jeg er ti år bagud i forhold til mine jævnaldrende,” siger Sean Baker. 

Misbruget førte hele hans karriere ud på et sidespor, og han mistede grebet om sit liv.

”Jeg er helt utroligt heldig, at jeg er en del af den lille procentdel, der blev stoffri. Det lykkedes mig på grund af den støtte, jeg fik fra familie og venner. Jeg kunne have tilbragt resten af mit liv i mine forældres kælder og ikke formået at skabe noget som helt.”

Modstandsdygtig
I dag har Sean Baker en idé til en film om misbrug. Han er begyndt at skrive et manuskript, og her kan han i den grad trække på egne erfaringer.

”Når folk er narkomaner, bliver de ofte tilsidesat. Folk ser på dem og tænker: ’De forandrer sig aldrig,’” siger Sean Baker, der selv er et bevis på det modsatte. 

”Neil Young-sangen The Needle and the Damage Done handler om det. Man kasserer mennesker, som stadig har håb og drømme indeni. De er stadig de samme mennesker. Men stofferne gør, at samfundet pludselig opfatter dem på en helt anden måde.”

”Det stigma, der er forbundet med misbrug, er uretfærdigt. Jeg har også et problem med USA’s krig mod stoffer. Jeg har selv været igennem et stofmisbrug, og derfor ser jeg på det fra et helt andet perspektiv. Det har gjort mig stærkere. Det har gjort mig modstandsdygtig, og det har også lært mig, at jeg pludselig kan miste det hele, hvis jeg ikke er fokuseret.”

Den lune Sean Baker er blevet alvorlig. Han taler lidt langsommere. Jeg undskylder for at spørge ind til noget, der er meget personligt og smertefuldt, men han afbryder mig.

”Der var en længere periode, hvor jeg forsøgte at skjule det og lade, som om det aldrig var sket. Men nu kan jeg godt tale om min historie, for den har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.”

Godt råd fra Trier
Det var Dogme 95, der ændrede Sean Bakers liv, efter han var blevet stoffri og klar til at tage fat på drømmen om at lave film.

Som 30-årig skulle han nærmest begynde forfra. Det var ikke nemt. Han havde i 2000 lavet sin første film, der ifølge ham selv ikke var en stor succes. Han havde brug for et skulderklap. 

”Pludselig var der Dogme 95-bevægelsen, som viste mig, at jeg ikke behøvede at have forbindelse til filmindustrien. Jeg havde jo mistet alle mine kontakter, og så sagde Dogme 95: ’Hvis du tager din lille miniDV-optager, så kan du lave en film, og den vil ikke alene blive anerkendt af kritikerne, men også af publikum.”

”Det motiverede mig til at lave Take Out, og den film vendte op og ned på mit liv. Så jeg vil altid være taknemmelig for Dogme, som revolutionerede filmen og gjorde den demokratisk.”

Take Out handler om en ulovlig, kinesisk immigrant, der lever af at bringe mad ud til amerikanerne.

Det var en af grundene til, at Sean Baker optog Tangerine fra 2015 på iPhone. Han ville vise de unge filmskabere, at det kunne lade sig gøre. De behøvede ikke at være de etablerede filmselskabers slaver.

Det var ellers lige ved at ske for Sean Baker, da The Florida Project fra 2017 blev en succes. Selskaberne var i gang med at forføre ham, da han var i København for at møde sit store idol Lars von Trier, hvis dogmefilm Idioterne havde gjort stort indtryk på ham.

”Jeg tog ud til Zentropa og drak en kop kaffe med Lars. Jeg forklarede ham, at jeg havde et kæmpe problem,” fortæller Sean Baker.

”De forskellige selskaber ville have mig til at udvikle det ene og det andet. Jeg skulle jonglere flere projekter på én gang. Jeg spurgte: ’Hvordan ville du håndtere det?’”

”Lars sagde bare: ’Nej, én film ad gangen. Og så går du videre til den næste.’ Og jeg sagde: ’Tak, det var det, jeg havde brug for at høre.’ Jeg havde brug for at høre det fra den person, som jeg har allermest respekt for, og nu kan jeg sige ’fuck you’ til alle agenturerne og de etablerede selskaber. Hvis Lars von Trier siger det, lytter jeg til hans råd.”