Film skal vise det sande Afghanistan

Det er sjældent, at en kop kaffe ligefrem ændrer ens liv. Men det skete for instruktøren Shahrbanoo Sadat og forfatteren Anwar Hashimi.

Da kaffen var drukket, gik Anwar i gang med til at sende sin livshistorie til Shahrbanoo, og snart modtog hun over 800 sider. Instruktøren var sikker på, at hun sad med en gave. Ikke bare til hende, men til filmverdenen.

”Jeg kunne mærke, at det var noget helt specielt. Hans ord var så ærlige, enkle og visuelle. Og jeg sagde til mig selv: ’Jeg vil lave historien om til en film!’”

Da hun snart efter mødte den dansk-tyske producer Katja Adomeit, startede eventyret med filmatiseringen af Anwar Hashimis erindringer.

Debutfilmen Wolf and Sheep vandt i 2016 en pris på Cannes-festivalen. Den næste, Mit børnehjem i Kabul,er en fiktionsfilm baseret på Anwar Hashimis liv på et børnehjem sidst i 80’erne, før Sovjetunionen trak sig ud af Afghanistan.

Som noget nyt kan forfatteren endda findes på rollelisten.

”Jeg måtte nærmest tvinge ham foran kameraet, men for mig var det vigtigt, for det er jo hans liv. Han hjalp med at gøre filmen endnu mere realistisk – også fordi han sørgede for kostumer og rekvisitter,” fortæller Shahrbanoo Sadat.

Kulturmafia
Shahrbanoo Sadat får tit at vide, at fordi hendes film bliver lavet for udenlandske penge, er de film for udlændinge. Ikke for det afghanske folk.

Men den udmelding knuser instruktørens hjerte.

”Jeg laver film for det afghanske folk. Desværre er folk i Afghanistan vant til at se sig selv skildret af udenlandske filmskabere, som gør vores land til en kliché. Alt bliver vist på en overfladisk måde, og personligt har jeg aldrig kunne knytte mig til de film,” siger 30-årige Shahrbanoo Sadat.

”Folk vil have mig til at vise, hvordan Afghanistan virkelig er. Men det er jo det, jeg har gjort! Og ja, jeg gør det med engelske undertekster, så hele verden kan få noget ud af filmene også.”

”Samtidig kan jeg også få at vide, at folk finder mine film realistiske, men ikke særligt pæne. De vil have mig til at skildre Afghanistan som et smukt land og vende det blinde øje til alle de grimme ting,” fortæller instruktøren med en snert af chokeret forundring i stemmen.

Shahrbanoo Sadat må også kæmpe mod andre faktorer som en ung, kvindelig filmskaber i et endnu krigshærget land.

”Der er en kulturel mafia, som styrer alt, og den vil jeg ikke være en del af. Derfor giver det ikke mening for mig at prøve at få mine film i biograferne her, selv om der kun er tre biografer i hele Kabul. Her viser de kun billige film fra Pakistan, og kun mænd kan se dem. Det er simpelthen for farligt for kvinder at gå i biografen.”

Men Shahrbanoo Sadat fandt en måde at få sin film vist i hjemlandet.

”Min veninde havde et biografrum i hendes café, og i weekenderne fra juni til oktober 2019 blev Mit børnehjem i Kabul vist dér. Det var utroligt rørende, fordi det var min første gang i en biograf i Kabul – og så endda til premieren på min egen film!”

Det evige barn
På mange måder virker Shahrbanoo Sadat som et barn endnu. Ikke bare på grund af hendes 150 centimeter i højde, men også fordi den unge instruktør skaber smuk, barnlig nysgerrighed.

Ekkos begejstrede anmelder giver fem stjerner til Mit børnehjem i Kabul, som med følsomhed og ærlighed viser det hårde liv for en gruppe unge i 80’ernes Afghanistan.

I filmen medvirker en talentfuld gruppe unge amatørskuespillere, som instruktøren brugte et år på at finde blandt 20.000 børn.

Med legende lethed bruger hun de unge børns uskyldige ansigter og Bollywoods musikalske repertoire til at guide publikum igennem ondskabens evige tilstedeværelse. Det virker, som om hun har en særlig forbindelse til sin barnlige side.

”Jeg har altid følt, at jeg ikke forstod den voksne verden. Den verden børn lever i, er så meget mere simpel, smuk og sjov. Når jeg arbejder med børn, føler jeg mig ikke som en instruktør. Jeg føler mig som en af dem,” forklarer Shahrbanoo Sadat.

Baner vejen for filmskabere
Det er øjensynligt et yderst risikabelt projekt at skabe film midt i en krigstid. Og Shahrbanoo Sadat forstår godt, at mange mennesker vælger at forlade Afghanistan i jagten på et bedre liv.

”Jeg vil ikke dø, men hvad sker der med Afghanistan, hvis folk rejser? Jeg har hele tiden en kamp mellem min hjerne og mit hjerte. Hjernen siger ’rejs’, og hjertet siger ’bliv’.”

”Men hvis jeg rejser, er det som at give op. Dette land har brug for optimistiske personer som mig. For at kunne lave film giver det mening, at jeg lever her. Derudover er det mit hjem. Jeg elsker Afghanistan,” siger Shahrbanoo Sadat og tilføjer:

”Mit ønske er, at jeg om 30 år kan se tilbage på et liv, hvor jeg banede vejen for unge filmskabere i Afghanistan. Folk, som turde stå ved deres historie og skabe dem. Landet er så rigt på historier, som forbliver ufortalte, og det er en skam.”