Sandheden om herostratisk berømt nøgenscene

Blev skuespiller manipuleret til at lave en af de mest opsigtsvækkende scener i filmhistorien? 

I Iskoldt begær – Basic Instinct – spreder Sharon Stone i rollen som issyl-seriemorderen Catherine Tramell benene under et krydsforhør med politiet, så man kan se, at hun ikke har nogen trusser på (se scenen under artiklen). 

I dag, hvor nøgenhed kun er få klik væk på nettet, lyder det måske ikke særligt vildt, men i 1992 var filmen banebrydende. 

Iskoldt begær er en af de første store Hollywood-produktioner, der viser kvindelige kønsdele. Og filmen fik et langt liv på videomarkedet, hvor brugerne kunne sætte den på pause på det vovede sted, der i øvrigt kun varer et splitsekund. 

Selv dem, som ikke har set filmen, kender til scenen. 

I erindringsbogen The Beauty of Living Twice ændrer 63-årige Sharon Stone historien om scenens tilblivelse. Hun påstår nemlig, at den hollandske instruktør Paul Verhoeven på falske præmisser lokkede hende til at tage trusserne af. 

”Vi kan ikke se noget som helst. Men jeg har brug for, at du tager dine trusser af, da det hvide stof reflekterer lyset,” sagde instruktøren ifølge Stone inden optagelsen. 

Det fremgår af en artikel i det amerikanske magasin Vanity Fair, som har bragt et uddrag af Stones bog, der udkom 30. marts på forlaget Knopf. 

”Ja, der har været mange meninger om dette emne, men siden det er min vagina, som det handler om, så lad mig sige: De andre synspunkter er vås,” skriver Stone bestemt. 

Anklagen har ført til overskrifter i alverdens medier, også Ekko, men spørgsmålet er, om den er sand. I en vis forstand står den i kontrast til, hvad skuespilleren sagde, da filmen havde verdenspremiere. 

Spiddet af energi
Michael Douglas spiller i Iskoldt begær den mandlige hovedperson, politimanden Nick Curran. Douglas har fortalt, at han ønskede at lave en mere seksuelt eksplicit film for at gøre op med konservatismen og undertrykkelsen af lysterne i den amerikanske underholdningsindustri.

Til gengæld var det ikke nemt for Paul Verhoeven at finde en stjerne til rollen som Catherine Tramell. 

Kim Basinger, Julia Roberts, Meg Ryan, Michelle Pfeiffer og Geena Davis var blandt de skuespillere, der takkede nej på grund af filmens mange sexscener. 

Derfor gik rollen til den relativt ukendte Sharon Stone, som havde arbejdet med Verhoeven på Total Recall. Da Stone præsenterede filmen på festivalen i Cannes i 1992, blev hun af pressen spurgt, hvordan hun havde det med at blotte sig. 

”Jeg følte mig godt tilpas med at gøre det. Det var faktisk min idé, at hun (Catherine Tramell, red.) ville gøre det,” siger skuespilleren, hvilket dog ikke er bekræftet af andre. 

”Det er ikke et seksuelt træk, det er en magtdemonstration,” fortsætter Sharon Stone i tv-interviewet. ”Hun fortæller folkene i rummet: ’Jeg har fuldstændigt magt over jer! Kan I se, hvad jeg mener? Kan I se, at I ikke kan besejre mig?’” 

Stone siger herefter, at hun ikke vidste, det ville fremstå så eksplicit. 

”Da jeg så scenen efter noget tid, hvor jeg ikke længere legemliggjorde den kvinde, karakteren, men så den som en tilskuer, var det som at blive spiddet af en form for energi. Jeg tænkte: ’Det gjorde jeg bare ikke! Kan jeg gøre det om? Jeg vil gerne gøre det om,’” forklarer skuespilleren med et smil. 

Douglas må ikke se
Paul Verhoeven har ikke kommenteret artiklen i Vanity Fair. Men Sharon Stone var allerede ude med sine beskyldninger i 2006, og ved et arrangement noget tid efter i lederforeningen The Hudson Union Society i New York svarede instruktøren. 

Her afviser han, at Sharon Stone har kunnet være i tvivl om, hvad der foregik under optagelsen. 

”Selvfølgelig er det en løgn. Sharon løj,” siger instruktøren og forklarer, at enhver vil vide, at når man bliver bedt om at tage trusserne af og sprede benene, så vil kameraet vise de ædlere dele. 

”Oven i det spurgte Sharon Stone – jeg ved ikke, om hun også vil benægte det – før vi lavede optagelsen: ’Kan vi vente til sidst på dagen?’ Fordi alle kiggede, og der var fem skuespillere til stede. ’Jeg er ligeglad med, om publikum ser det, men jeg vil ikke have, at Michael Douglas og de andre ser det,’” refererer instruktøren Sharon Stone. 

Trusser i gave
I The Hudson Union Society bliver Paul Verhoeven herefter konfronteret med spørgsmålet: ”Hvordan narrede du hende til at tage trusserne af?”

”Jeg narrede hende ikke,” svarer instruktøren.

”Jeg sagde til hende: ’Ja, okay, lad os gøre det!’ Så vi ventede til sidst på dagen, da alle var gået. Min fotograf var der, Jan de Bont, og vi filmede det. Der var tre mennesker til stede, men før vi filmede, tog hun sine trusser af og gav dem til mig som en gave.”

”Det er realiteten. Det vil hun ikke fortælle jer, men det var, hvad der skete. Så vi filmede det, og hun så det. Vi havde allerede video dengang, så alle de optagelser, vi lavede, viste jeg til hende på tv’et, som vi havde. Man kan afspille filmen igen, så hun så det med det samme. Hun havde overhovedet ikke noget problem med det.”

Paul Verhoeven giver også sit bud på, hvorfor Sharon Stone gik med til den dristige optagelse.

”Måske valgte hun at gøre det og være så afslappet med det, fordi jeg var instruktør. Hun kunne rigtigt godt lide mig, og jeg er hollandsk,” siger Verhoeven.

”Jeg går ikke så meget op i den slags. Fotografen var også hollandsk, så for os var det som at snakke om noget ganske normalt. ’Ja, vi bliver nødt til at se noget, ellers er det jo ikke sjovt,’ eller hvad jeg nu sagde. Måske lod hun sig bare rive med af stemningen.”

Ifølge The Telegraph har Sharon Stone bekræftet, at hun med det samme så optagelsen på en monitor. Men hun siger, at hun ikke kunne se noget som helst. 

Stak Verhoeven en lussing
Instruktør og skuespiller er med andre ord lodret uenige om, hvad der er sket under optagelsen af scenen. Og så vidt vides har fotografen Jan de Bont ikke givet sin version af begivenheden. 

Én ting er Stone og Verhoeven dog enige om: Da Stone så filmen, blev hun chokeret. 

Stone fortæller i Vanity Fair-artiklen, at det var helt anderledes at se scenen som tilskuer og ikke længere den forførende femme fatale, hun spiller i filmen. Hun nævner også, at hun ikke – som det ellers er kutyme – så filmen sammen med instruktøren, men et lokale fyldt med advokater og agenter. 

Og Sharon Stone reagerer prompte, da hun ser scenen. 

”Jeg gik ind i projektorrummet, stak Paul en lussing, gik, satte mig ind i min bil og ringede til min advokat Marty Singer. Marty fortalte mig, at de ikke kunne udgive filmen, som den var,” skriver Sharon Stone i sin kommende bog. 

Hun endte dog med at acceptere scenen, fordi hun indså, at den var i filmens ånd, som hun i dag udtrykker det. 

Det sidste bliver modsagt af Paul Verhoeven i The Hudson Union Society-interviewet. Om optrinnet siger han: 

”Da hun senere så filmen sammen med alle de andre, inklusive hendes agent, og hvad ved jeg, så flippede hun pludselig ud, fordi hun indså, at hun havde givet en fantastisk optræden. Det er der ingen tvivl om. Og lige efter testvisningen var de alle bange for, at det ene klip ville skade hende resten af livet.” 

”Så hun gik hen til mig og sagde: ’Det skal tages ud,’ og jeg sagde: ’Jeg tager det ikke ud. Du accepterede det. Jeg sagde på forhånd, at vi ville gøre det.’ Og så sagde hun: ’Så sagsøger jeg dig!’ Det gjorde hun ikke, for der var selvfølgelig ingen sag. Det er, hvad der i virkeligheden skete.” 

Honorar eksploderer
Sharon Stone har tidligere i interviews sagt, at det var svært for hende at få en ordentlig betaling for sit arbejde efter Iskoldt begær. 

Men rent faktisk eksploderede honoraret som følge af filmens succes, der katapulterede hende fra en filmskuespiller til en mega-stjerne. 

Hun fik 500.000 dollars – tre millioner danske kroner – for Iskoldt begær. Året efter fik hun for sin næste film Sliver 2,5 millioner dollars, hvilket på det tidspunkt var det højeste beløb til en kvindelig skuespiller nogensinde. 

Da hun i 2006 indspillede Iskoldt begær 2 med Michael Caton-Jones som instruktør fik hun 13,6 millioner dollars. 

På godt og ondt er Iskoldt begær filmen, der har defineret Sharon Stones karriere. Og spørgsmålet er, om hun og Verhoeven på en og samme tid kan have ret. 

At Verhoeven på den ene side vitterligt orienterede Stone, men at hun på den anden side var totalt opslugt af rollen og ikke havde mulighed for at overskue, hvor stort indtryk nøgenscenen ville gøre på det store lærred. 

Trods kritikken har Sharon Stone i bogen overskud til at rose filmen og erkende, at karakteren har haft en stor personlig betydning for hende. 

”Da jeg spillede en seriemorder i Iskold begær, fandt jeg en vrede frem. Det var skræmmende at kigge ind i ens skyggeside og udgive filmen, så hele verden kunne se den,” forklarer hun og tilføjer: 

”Det var skræmmende at lade folk tro, at jeg var ’sådan’. Og endnu mere selv at indse, at jeg havde den slags mørke i mig. Jeg må indrømme, at det var og er det mest befriende, jeg nogensinde har gjort.”