Nekrolog
12. juli 2024 | 11:38

Shelley Duvalls angst er uforglemmelig

Foto | Warner Bros.

The Shining spiller Shelley Duvall rollen som en kvinde, der bliver tyranniseret af sin vanvittige ægtemand, ligesom skuespilleren selv blev tyranniseret af filmens instruktør Stanley Kubrick. 

Gyseren The Shining blev både højde- og lavpunktet for skuespilleren Shelley Duvall, der er død i en alder af 75 år.

Af Frederik Hoff

I en af filmhistoriens mest velkendte værker, The Shining fra 1980, spiller Shelley Duvall mor en i en amerikansk familie, der skal passe på et lukket hotel hen over vinteren.

Men ægtemanden (Jack Nicholson) bliver vanvittig af det muligvis hjemsøgte hotel, og i filmens mest berømte scene kæmper han sig med økse ind til konens skjulested med ordene ”Here’s Johnny!”

Duvalls unikke angstgrimasse, hvor hendes enorme øjne og særlige ansigt nærmest smelter, er med til at gøre scenen såvel som filmen uforglemmelig.

Fordi hendes spil viser en heftig frygtreaktion, publikum kan spejle sig i. Men også på grund af historien om, at mesterinstruktøren Stanley Kubrick tyranniserede skuespilleren på settet for at få de rigtige følelser ud af hende.

Shelley Duvalls angst er ikonisk.

I går døde Shelley Duvall 75 år gammel, oplyser hendes livsledsager Dan Gilroy til branchebladet Variety.

Mødet med Altman
Shelley Alexis Duvall blev født den 7. juli 1949 i Fort Worth, Texas. Hendes mor hed Bobbie, og faren kaldte sig Bobby.

I 1970 mødte hun instruktøren Robert Altman, der blev fascineret af hendes specielle ansigtstræk og muntre personlighed. Så han spurgte, om hun ville være skuespiller i hans komedie Brewster McCloud.

Efter en del plagen sagde hun ja, og hun endte med at lave flere film med instruktøren. Blandt andre ensemblefilmen Nashville (1975),hvor hun fik sit gennembrud i rollen som en kvinde, der er i byen for at besøge sin syge tante, men bruger tiden med de lokale musikere.

I 1977 vandt Shelley Duvall prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen med Altmans thriller 3 Women, hvor hun spiller den semi-improviserede hovedrolle som Millie.

I dag er hun mest kendt for de to film, hun lavede i 1980: The Shining og Popeye, hvor hendes særlige fysik for alvor kommer til sin ret som Skipper Skræks kæreste Olivia.

Pris trukket tilbage
The Shining er betragtet som et mesterværk, men Duvalls rolle fik ikke altid pæne ord med på vejen i de blandede anmeldelser efter filmens premiere.

Hendes skrækslagne karakter blev set som hysterisk, og hun blev nomineret til en lidet ærefuld Razzie for årets dårligste skuespiller til den første Golden Rasperry Award-ceremoni i 1981.

I retrospekt virker det hårdt, at en skuespiller skulle igennem Kubricks voldsomme behandling for derefter at blive hånet for sin præstation, og i 2022 trak stifteren af Razzies nomineringen tilbage.

Shelley Duvall kæmpede i karrieren med psykiske problemer, men fortsatte med at medvirke i film helt op til 2002, hvor hun gik på pension. I 2023 vendte hun overraskende tilbage og spillede en sidste rolle i gyserfilmen The Forest Hills.

Trailer: The Shining

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko