Shortlist i biografen på årets korteste dag
Lørdag 21. december går solen ned omkring klokken 15.30. Dagen er årets korteste – kun syv timer lang – og så kan man jo lige så godt søge ind i biografmørket.
I udvalgte biografer bruger man anledningen til at holde Kortfilmdagen, der byder på et væld af korte fornøjelser.
Det er et nyt initiativ, som Filmmagasinet Ekko med sin kortfilmhitliste, Shortlist, selvfølgelig bakker op om.
For at markere et succesfuldt 2013 har Ekkos redaktion udvalgt seks af de mest interessante kortfilm fra Ekko Shortlist til en serie, der bliver vist i Øst for Paradis i Aarhus (bestil billet) og i Cinemateket i København (bestil billet).
Her er både publikumsfavoritter og oversete perler.
Swingere og kriminelle
På programmet er All Time-listens aktuelle nummer et, Tor Fruergaards swinger-voksdukkefilm Venus, der ud over Ekko Shortlist også har tiltrukket opmærksomhed fra Ekstra Bladet og på Scor.dk.
Venus får følgeskab af to andre All Time-hit, Thomas Daneskovs varme Ud, spring over, ind og Marie Grahtø Sørensens tankevækkende Daimi, der også er kan findes på den aktuelle Ekko-dvd, Directors to Watch.
Frederik Louis Hviids hårdkogte kriminalitetsdrama, Palma, er lige nu aktuel på Ekko Shortlists top 10 og er altså en af de nyere filme fra listen, som kan ses i biografmørket.
Dræbersnegle og Steen Jørgensen
Af de mere oversete film er Slug Invasion og Søndag med i samlingen.
Slug Invasion er en humoristisk animationsfilm om et kompagni dræbersnegle, der planlægger et angreb på en have. Den er instrueret af Morten Helgeland og Casper Wermuth og lavet på The Animation Workshop i Viborg.
Søndag har danske rocklegende, Steen Jørgensen, i hovedrollen og er en anderledes kortfilm om skæv kærlighed i en baggård på Nørrebro. Den er instrueret af Piet Heins barnebarn, den argentinsk-fødte billedkunstner Juan Hein.
Et internationalt fænomen
Kortfilmdagen er et internationalt koncept, der startede i Frankrig i 2011. Siden har det spredt sig til Tyskland, Spanien, Italien, England og nu også Danmark.
På dagen vises der også programmer sammensat af New Danish Screen, Nordisk Panorama og Odense Filmfestival. Det Danske Filminstitut er medarrangør og sender i anledning af initiativet roser af sted til Ekko Shortlist.
”Filmmagasinet Ekko har i det forgangne år søsat et at de mest ambitiøse tiltag herhjemme i forhold til at gøre den danske kortfilm til allemandseje,” skriver de.
Information om alle programmer og spilletidspunkter på Kortfilmdagen kan findes på Cinematekets hjemmeside. Der vil blive serveret gløgg i biograferne!
Kommentarer