Nyhed
16. jan. 2014 | 22:12 - Opdateret 17. jan. 2014 | 11:39

Shortlist-instruktører på vej med nye film

Foto | René Odgaard
Dokumentaristen René Odgaard har i over et år fulgt YouTube-sensationen Spørg Casper, der – her omgivet af badeænder! – filmer sig selv og svarer på spørgsmål om mobning.

Fire succesfulde instruktører fra Ekko Shortlist er på vej med nye kortfilm, som de har fået støtte til fra Filmværkstedet i København.

Af Daniel Pilgaard

Ti nye filmprojekter har fået tilsagn om bevilling af støtte fra Filmværkstedet i København, der har til formål at fremme talentudviklingen i dansk film.

Ud fra listen, som Ekko har fået udleveret af Filmværkstedet, er det godt nyt for fire instruktører, som har haft stor succes på Ekko Shortlist – hitlisten for danske kortfilm.

En af dem er René Odgaard, som står bag den populære ”lokums-dokumentar”, Dirtbusters, der er på vej ind i sin trettende og dermed sidste uge på top 10 – en succes, kun få film indtil videre har opnået.

Film om dansk YouTube-sensation
René Odgaard har fået støtte til sit projekt om det danske YouTube-fænomen Spørg Casper.

For nylig fortalte den fynske dokumentarist i et interview til Ekko, at han tidligere har fået to afslag på støtte til filmen fra Det Danske Filminstituts konsulentordning for dokumentarfilm og New Danish Screen, der støtter de mere etablerede talenter og den eksperimenterende filmkunst.

Men tredje gang er altså lykkens gang for den 41-årige René Odgaard. Indtil videre har han i over et år fulgt den populære unge Casper, der svarer på besynderlige spørgsmål og tager imod bizarre udfordringer, som han filmer og bagefter lægger på de sociale medier – over syv millioner visninger er det blevet til på YouTube.

Spørg Casper arbejder René Odgaard igen sammen med sin producer fra Dirtbusters, Julie Linn Milling. DR har også vist interesse i at støtte projektet, oplyser instruktøren i en mail, hvor han konkluderer, at ”nu kører det!”

Fra fiktion til dokumentar
Den samfundssatiriske Patienten om den svært overvægtige Kristoffer (Morten Rose) var et af de første hit, der stod distancen på Ekko Shortlist og lå i top 10 i alle de maksimale tretten uger.

Men denne gang bevæger filmens autodidakte instruktør Cecilie McNair sig væk fra fiktionen og over i dokumentarismens verden.

Hun har fået støtte til projektet Den interessante mand, som produceres af Maria Møller Kjeldgaard, der til daglig går på producerlinjen på den alternative filmskole Super 16.

Virkelighedens Georg Gearløs
Den interessante mand er et portræt af civilingeniøren og opfinderen Per Brüel, der til marts fylder 99 år. Cecilie McNair har gennem hele sit liv kendt Per Brüel, der er en god ven af familien.

”Verdenen har brug for at vide, hvem Per Brüel er. Han har gjort noget ekstraordinært for Danmark og er efter min mening virkelighedens svar på Georg Gearløs,” fortæller den 27-årige instruktør til Ekko.

I 1940’erne opfandt Per Brüel sammen med sin kompagnon Viggo Kjær et apparat til at måle akustiske signaler med.

Deres opfindelse og videre samarbejde revolutionerede måden at arbejde med og forstå akustik og lyd på. De stod også bag opfindelsen af den mikrofonteknik, som gjorde det muligt for Neil Armstrong at tale fra månen i 1969, da han sagde de berømte ord: ”Et lille skridt for et menneske, men et stort for menneskeheden.”

Selfie-kultur og happyslapping
Kristian Sejrbo Lidegaard er aktuel på Ekko Shortlist med ungdomsdramaet Millenium, som i otte uger har figureret på top 10.

Den 24-årige instruktør holder sig igen til ungdomsgenren i sin næste kortfilm, som endnu ikke har fået en arbejdstitel, fortæller han i en mail.

Men i handlingen møder vi teenageren Emma, der sammen med vennen Simon laver små film på deres smartphones og prøver grænserne af for, hvad man kan tillade sig at lægge på nettet.

Det er en film om Selfie-kultur, happyslapping og kærlighed, skriver Kristian Sejrbo Lidegaard, der i sommer startede på Super 16’s instruktørlinje årgang 8. Det unavngivne projekt er hans førsteårsfilm, som bliver til sammen med hans medstuderende, manuskriptforfatter Laura Madsen og producer Rikke Tambo Andersen.

Filmen får premiere sammen med de øvrige debutfilm fra årgang 8. under årets Cph Pix i april.

Mødre, hypnose og blomster
I seks uger har Anton Breum indtil videre indtaget Ekko Shortlist top 10 med Skrå brædder, hvor Ken Vedsegaard og Signe Mannov ses i hovedrollerne som parret, der dramatisk trækker deres problematiske kærlighedskvaler med ind i det stykke, de fremfører på scenen.

Den 27-årige instruktør gør det umuliges kunst og blander fornemt teater og film, og som han for nylig fortalte i et interview, henter han stor inspiration hos Ingmar Bergman.

Allerede her afslørede instruktøren, at han havde fået støtte fra Filmværkstedet til sit næste projekt Ambrosia, der handler om mødre, hypnose og blomster.

Anton Breum tilføjer nu i en mail, at han med filmen vil udforske, hvor megen bitterhed og anger kan fylde i en familie. Og rent visuelt vil Ambrosia blive endnu mere ambitiøs udfordring end Skrå brædder.

Værkstedet dominerer på Shortlist
Selvom Filmværkstedet er lavest i Filminstituttets støttehierarki, lader det dog ikke til at have indflydelse på filmenes stabile niveau.

Siden Ekko Shortlist gik i luften i april sidste år er 41 – eller 33 procent – ud af de 123 kortfilm, som listen indtil videre omfatter, kommet til verden med støtte fra Filmværkstedet.

Filmværkstedet afholder årligt fire ansøgningsrunder, hvor der omtrent støttes 50 film, som maksimalt kan modtage op til 20.000 kroner.

Til hver runde tilknyttes to erfarne filmfolk som eksterne konsulenter, der udvælger og rådgiver om projekterne. I denne runde har den aktuelle instruktør på TV2’s serie Badehotellet, Fabien Wullenweber, vurderet fiktionsprojekterne, mens filmproducent og dokumentarist Sigrid Dyekjær har taget sig af dokumentarfilmene.

Filmværkstedets første ansøgningsfrist i 2014 er torsdag 6. februar kl. 12.00. Konsulenterne ved denne runde er producer Birgitte Skov og instruktør Fenar Ahmad.

Filmværkstedet støttetildelinger december 2013


Fiktion

Gabriel Tzafka – Sømand

Alexander Topsøe – Finale

Kristian Sejrbo Lidegaard – Unavngivet

Anton Breum – Ambrosia

Sebastian Abel – Lillemand

Jonas Thorbjoern Rishøj – Det er et monster

Julius Telmer – Greenfield (Webisode)


Dokumentar

René Odgaard – Spørg Casper

Cecilie McNair – Den interessante mand

Julie Mørch Honoré – Chrildren of Light

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko