Nyhed
23. okt. 2014 | 15:34

Shortlist Prisen: De ti nominerede film

Foto | Tor Fruergaard
I Tor Fruergaards dukkefilm Venus finder et kærestepar en overraskende løsning på deres fastkørte sexliv i den lokale swingerklub.

En følsom ladyboy, fulde rengøringsdrenge, lesbiske teenage-vampyrer og liderlige modellerdukker er kørt i stilling, når årets Shortlist Prisen skal uddeles 21. november.

Af Claus Christensen

Fredag den 21. november kl. 20 slår vi dørene op for Ekko Shortlist Awards, hvor vi kårer Danmarks største filmtalenter.

Hovedprisen er Shortlist Prisen, der ud over æren indbringer en check på 25.000 kroner.

De ti nominerede film er dem, der har klaret sig bedst på den ugentlige top 10, siden den brugerbestemte online-hitliste Ekko Shortlist gik i luften 15. april 2013.

Der har skullet fintælling til, før vi fandt frem til de heldige ti film. Og det er blevet et farverigt udvalg, som både viser det høje niveau og den store spændvidde i undergrunden.

Sex på skærmen
Paw Høvsgaards Mælk handler om en ung mand, der lider af et moderkompleks, og den bogstavelig talt grænseoverskridende film har en smuk og grusom slutning, der kunne være udtænkt af Lars von Trier.

Sex spiller også en fremtrædende rolle i Aske Bangs rørende Ladyboy, hvor transvestitten Kristian leder efter kærligheden, mens han må finde sig i vold og ydmygelser i en fordomsfuld verden.

I Tor Fruergaards Venus finder et kærestepar en overraskende løsning på deres fastkørte sexliv i den lokale swingerklub. Historien ville uundgåeligt være endt som porno, hvis den ikke genialt var fortalt som en modellerdukkefilm.

Rensedrenge og cheerleaders
Der er også smæk for skillingen og knald på farverne i Super16-instruktøren Marie Grahtø Sørensens lesbiske cheerleader-vampyr-drama Lækre til vi dør, hvor tre af vore mest talentfulde unge skuespillere har hovedrollerne.

Drengerøvenes pendant er René Odgaards skamløst underholdende lokumsdokumentar Dirtbusters, der følger i hælene på en flok udklædte, fynske knægte. De har skabt en kult med deres særlige definition af rengøringsvanvid: at gå til fest og drikke sig i hegnet, samtidig med at man gør rent.

Hvis dirtbustere ikke kan gøre en flue fortræd, er der anderledes farlige kræfter på spil, når Jesper Isaksen i No Exit 2 – Rise Against fører os ned i den københavnske underverden, hvor forretning og følelser støder brutalt sammen.

I Blodbrødre er Mads Koudals hovedperson endelig ved at få styr på sin tilværelse, da han bliver opsøgt af sin lillebror, som skylder penge, og det ved vi godt, hvad betyder. Også selv om filmen foregår i Vejle, som instruktør Stefan Kjær Olsen på fornemste vis sætter på Shortlist-landkortet.

Forelsket i dødsriget
Så går det trods alt mere roligt for sig i Thomas Daneskovs varme, men aldrig forudsigelige komedie Ud, spring over, ind. Over en weekend i et sommerhus indser Rasmus (Thomas Ernst), at hans far (Søren Spanning), der er i gang med at realisere sig selv, måske alligevel ikke er så skør endda.

In absentia er ikke bare varm, men glohed romantisk. Drømmeren Lucas forelsker sig hovedkulds i vennens kæreste (Sarah-Sofie Boussnina fra 1864), der har sine egne planer i David Metz’ blanding af klassisk ungdomsfilm, trekantsdrama og kupfilm.

At man også kan blive forelsket i dødsriget, er piraten i den fantasifulde animationsfilm Goutte d’Or et levende bevis på. Men heller ikke her er det nemt med kærligheden. Det var heller ikke nemt at lave filmen, der krævede en konkurs og syv år, men nu kan instruktør Christophe Peladan og producer Søren Fleng vinde Shortlist Prisen.

Alle ti film er nomineret af Shortlist-brugerne igennem året, hvor antal visninger og stjerner har bestemt deres placering. Nu ligger afgørelsen i hænderne på den professionelle jury.

Ved prisfesten 21. november i Øksnehallens Bygning 55 i København får vi svar på, hvem der kan kalde sig Danmarks største filmtalent – og glæde sin bankrådgiver med lidt flere penge på kontoen.

Nominerede til Shortlist Prisen 2014


1. Mælk (instr. Paw Høvsgaard)

2. Ladyboy (instr. Aske Bang)

3. Dirtbusters (instr. René Odgaard)

4. In absentia (instr. David Metz)

5. Lækre til vi dør (instr. Marie Grahtø Sørensen)

6. Ud, spring over, ind (instr. Thomas Daneskov)

7. Venus (instr. Tor Fruergaard)

8. Blodbrødre (instr. Stefan Kjær Olsen)

9. Goutte d'Or (instr. Christophe Peladan)

10. No Exit 2 – Rise Against (instr. Jesper Isaksen)

Trailer: Shortlist Prisen

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Dato: 21. november

Tid: 20.00
(dørene åbner 19.00)

Sted: Øksnehallens Bygning 55, Staldgade 16, København

Bestil billet her.

Sponsoreret af Blockbuster og støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

Ekko Shortlist

En ugentlig online-hitliste for kortfilm, hvor filmene rangeres efter antallet af visninger og stjerner.

Hver uge udvælger Ekko-redaktionen nye film, såkaldte boblere, som får chancen for at komme ind på top 10.

Den maksimale tid, en film kan ligge på top 10, er tretten uger. Herefter fortsætter filmen på All Time Shortlist, som rangerer filmene løbende efter visninger og antal stjerner.

© Filmmagasinet Ekko