Nyhed
05. mar. 2021 | 17:38

Sidste chance for at se Super16-film

Foto | Åsmund Sollihøgda
Emma Sehested Høeg spiller i Zinnini Elkingtons Skifting en kvinde, der bliver bange for, at hendes nyfødte barn er en trold.

Det er ved at være sidste udkald for at se afgangsfilmene af Danmarks største talenter, som viser små perler eksklusivt hos Ekko.

Af Nicki Bruun

Små perler af Danmarks største filmtalenter kan stadig opleves lige her på siden.

Ekkos læsere har de seneste uger i stor stil set afgangsfilmene fra tiende årgang på filmuddannelsen Super16.

Alle seks film kan findes her, men det er ved at være sidste udkald for at se dem.

De er nemlig kun tilgængelige til og med 10. marts, så det gælder om at få dem set nu. På et senere tidspunkt vil de forhåbentlig komme på Ekko Shortlist, men der kan godt gå noget tid.

Teenagepiger på krigsstien
Filmene spænder over alt fra original sci-fi og fantasy til sorthumoristisk venskabskomik og hårdtslående ungdomsdrama.

Instruktøren bag sidste års Ekko Shortlist Awards-vinder En flirt, Zinnini Elkington, har denne gang lavet Skifting om en kvindes frygt for at have fået en troldebaby.

Manuskriptforfatteren bag En flirt, Marianne Lentz, har sammen med instruktør Glen Bay Grant skabt et slående drama om selvhjælp og sammenbrud: True Mirror.

En anden Ekko Shortlist Awards-vinder – Kristian Håskjold, der sejrede med Forever Now – har med Young begået et dirrende drama om teenagepiger på krigsstien.

Frie tøjler
Jacob Krzysztof Glogowski udforsker abort i en nær fremtid i Fuglenes afgrund, Hannah Elbke tegner et kærlig portræt af mor og søn i Vilde sind, og Simon Mortensen giver morskaben frie tøjler i den fabulerende Grønningen.

Vi har anmeldt alle filmene og tegnet et portræt af filmskaberne på Super16 gennem interviews med hver af årgangens tre faggrupper: instruktører, manuskriptforfattere og producere.

Læs gerne alle artiklerne, men sørg først og fremmest for at få set de forrygende kortfilm!

Kommentarer

Super16 årgang #10

Uafhængig filmuddannelse grundlagt i 1999 som et alternativ til Den Danske Filmskole.

Seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere optages hvert andet år.

De unge filmskabere står selv for undervisningen på den treårige uddannelse.

Årgang #10 har markeret sig ved at vinde Ekko Shortlist Awards i 2018 og 2020.

Frem til 10. marts viser Ekko eksklusivt afgangsfilmene.

Se filmene her.

© Filmmagasinet Ekko