Sieling og Ekko Shortlist-instruktører laver film
Her i starten af 2022 kan vi se frem til mange spændende danske film i løbet af det kommende år.
Alene i de næste måneder er der blandt andre Christian Tafdrups gyser Speak No Evil, Niels Arden Oplevs drama Rose med Sofie Gråbøl i hovedrollen og debutfilmen Natten har øjne af Gabriel Bier Gislason, søn af Susanne Bier – sidstnævnte har minsandten også Gråbøl i en stor rolle.
Men ser vi endnu længere frem, er der flere interessante film på vej fra dygtige instruktører.
På Det Danske Filminstituts støttelister kan man se, at Charlotte Sieling har fået over tolv millioner kroner i produktionsstøtte til en film med titlen Vejen hjem.
Kvinden bag Margrete den Første står som instruktør på projektet, mens hendes medforfatter på det stort anlagte dronningedrama, Jesper Fink, optræder som manuskriptforfatter af Vejen hjem.
Det gør også krigskorrespondent og forfatter Nagieb Khaja, der for nylig vandt Cavling-prisen sammen med tre journalister fra Ekstra Bladet for beretningen om danske børn i syriske fangelejre.
Så noget kunne tyde på, at det er den autentiske historie om at få børnene hjem til Danmark, som filmen vil skildre.
Videreudvikling af kortfilm
På Filminstituttets støttelister fremgår det også, at manden bag den slagkraftige debut Danmarks sønner fra 2019 arbejder på en ny film.
Ulaa Salim har fået ti millioner kroner i produktionsstøtte til en film, der bærer arbejdstitlen Ung for evigt.
Titlen er den samme som på en kortfilm, instruktøren lavede for ti år siden. Og det er da også en videreudvikling af historien om ungdommelig kærlighed, som Ulaa Salim har taget fat i.
Kortfilmen blev i 2014 nomineret for bedste klipning ved det første Ekko Shortlist Awards. Ulaa Salims stærke kortfilm har flere gange været nomineret ved prisuddelingen, og med den medrivende debutfilm in mente bliver det spændende at se, hvordan instruktøren forløser sin efterfølger.
En tur på månen
Charlotte Sieling og Ulaa Salim delte henholdsvis en pris ud og sad i juryen ved den seneste Ekko Shortlist Awards.
To talenter fra Den Danske Filmskole, som blev uddannet i 2019 og har været i spil ved andre udgaver af prisuddelingen, har ligeledes fået støtte til spillefilm.
På talentstøtteordningen New Danish Screen har Christian Arhoff fået fem millioner kroner i produktionsstøtte til Viktor mod verden.
Den lyder ud fra titlen at bedømme til forveksling som instruktørens afgangsfilm Viktor på månen, der vandt prisen for bedste originale musik ved Ekko Shortlist Awards i 2020. Og den er Ulaa Salim faktisk krediteret som manuskriptforfatter på sammen med Arhoff, så dermed er ringen sluttet.
Jacob Møller var ved samme Ekko Shortlist Awards nomineret for bedste fiktion med Filmskole-afgangsfilmen Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER. Instruktøren har ligeledes fået fem millioner kroner i produktionsstøtte til en spillefilm med titlen Madame Ida.
Møller har i et interview med Ekko tidligere sagt, at han i sit næste projekt ville gå i en anden retning end sin kortfilm og udforske en kvindelig hovedpersons følelsesliv.
Det lyder til, at han har tænkt sig at holde ord.
Kommentarer