Der var en, der var to, der var tre

Det kunne have været en Hollywood-film.

Historien om en omsorgsfuld mor, der dør midt om natten, en hjælpeløs far, som ansætter en barnepige, og en femårig datter, som genoplever mors død hver gang, en barnepige forlader hende.

Men filmen foregår ikke i en herskabsvilla i Salzburg som i The Sound of Music, men i et dansk rækkehus i Værløse. Og det er ikke fiktion, men skinbarlig virkelighed.

En usædvanlig historie og dog så almengyldig, at alle vil kunne indleve sig i den lille piges smerte.

”Der har været et sort hul i min hukommelse,” fortæller 37-årige Signe Barvild Stæhr om den periode i barndommen, hvor hun var fem til syv år, inden hun startede i børnehaveklassen.

Hun havde ellers været en ganske normal pige med en far og mor i Mosegård Park. Men alting ændrede sig, da hendes far en morgen vækkede hende og fortalte, at mor var død om natten af en kræftsygdom, som hun havde lidt af gennem længere tid.

Med ét mistede Signe al den omsorg og varme, som hun havde fået gennem sin mor.

Signe sidder på børneværelset i et lykkeligt øjeblik med sin far og moren, der pludselig gik bort, da Signe var fem år gammel.

Hendes far, en dygtig karrieremand, som arbejdede for landsretten, måtte i en tilstand af chok og sorg finde ud af, hvordan han bedst muligt sørgede for sin familie.

Løsningen blev at avertere efter en barnepige, som kunne tage sig af Signe, mens han arbejdede.

Når barnepigen sagde op, blev der straks søgt efter en ny. Således oplevede Signe en gåserække af nye pigeansigter, som hun prøvede at få til at passe ind i sin verden.

”Jeg har været meget vred på min far, men aldrig kunnet forklare hvorfor. Da jeg begyndte på denne film, fik jeg langsomt en klarhed over den tid, som jeg havde fortrængt,” fortæller Signe Barvild Stæhr.

”Jeg synes ikke, at min far traf det rigtige valg. Jeg ville ønske han havde sat karrieren i bero og været hjemme ved mig. Men det var andre tider dengang for en mand. Det forstår jeg, efter on an off at have arbejdet med filmen i tre år.”

”Jeg har fået forståelse for min far, og filmen har allerede haft en helende effekt for både mig og min far,” tilføjer instruktøren.

Spøgelserne
Den film, Signe Barvild Stæhr snakker om, er dokumentaren Barnepigerne.

Den kan ses på Ekko Shortlist og vandt prisen for bedste lyddesign ved Ekko Shortlist Awards 2020. Den blev også nomineret til en Robert.

Historien om Signes barnepiger var næppe kommet frem i lyset, hvis det ikke havde været for en venneanmodning på Facebook fra en af barnepigerne.

”Anmodningen satte for alvor det hele i gang for mig,” siger Signe Barvild Stæhr.

På næsten gysermaner satte hun sig for at finde spøgelserne fra fortiden og gennem dem fortælle historien om sig selv som barn efter morens død. 

En barnepige er på vej til Signes hjem i fotograf Mathias Døcker Petersens stiliserede rekonstruktion af de skæbnesvangre år for en moderløs pige i 1980’erne.

Hun besøgte lokalarkivet i hjembyen og fandt via sin hukommelse og med hjælp fra familien frem til en række af de gamle barnepiger.

Nu var det store spørgsmål, om kvinderne – som dengang var teenagere – kunne huske Signe, og om de ville medvirke i hendes film.

”Mange af dem var ikke interesseret i at mødes med mig. Når man nævner ordet ’dokumentarfilm’ for folk, som ikke selv arbejder med det, har det nok en lidt negativ klang. Det lyder som noget, der ikke har været godt og nu skal afsløres.”

Fire gamle barnepiger sagde dog ja til at medvirke i Signes dokumentar på den ene eller anden måde.

I filmen hører vi på lydsiden en række kvinder fortælle om dengang, de skulle tage hånd om Signe, mens billedsiden viser stiliserede rekonstruktioner med skuespillere.

”To af stemmerne er fra autentiske interviews. Én sendte et brev, som en skuespiller læser op. En anden, som heller ikke ønskede at være fysisk med, snakkede jeg med, og et uddrag af vores samtale bliver læst op af en skuespiller,” forklarer instruktøren.

Bare et job
For Signe Barvild Stæhr var mødet med hendes gamle barnepiger fyldt med nervøsitet og frygt for at blive afvist.

Igen.

For det var sådan, den lille pige på fem-seks år oplevede det dengang i 1980’erne.

Hun var et barn i sorg, og hver gang en barnepige kom ind i hjemmet, blev hun den nye moderfigur for Signe. Og når barnepigen sagde op, og det kunne ske efter bare en uge, føltes det for Signe som at miste sin mor.

”Jeg tror, at jeg var lidt vred på mine gamle barnepiger, samtidig med at jeg var bange for dem, da jeg kontaktede dem. Tænk, hvis de ville afvise mig igen! Jeg er i dag godt klar over, at det bare var et job, og at de gik videre i deres eget liv, men det var altså sådan, jeg havde det som barn.”

Signe Barvild Stæhr fortæller, at begrebet ”sorg” slet ikke fandtes for børn dengang.

”Jeg tror, min far fik en dag fri fra arbejdet, da mor døde. Det var det. I dag ville en arbejdsgiver nok ikke opføre sig sådan, og der findes en masse hjælp og rådgivning,” siger hun. 

Billedet af en lang kø af teenagepiger med kuffert er en illustration af, hvordan den ene barnepige afløste den anden i det traumatiserede rækkehus.

Barnepigerne har hjulpet hende med at bearbejde traumet. Men filmen er også en måde, hvorpå hun kan fortælle historien om de mange barnepiger, som prægede hendes barndom, og hvis indsats hun som voksen er meget taknemmelig for.

”Jeg prøver at blive klog på, hvordan de oplevede det. Og jeg beskriver følelsen af at have været så tæt på disse piger, som samtidig også er helt fremmede mennesker, der forsvandt ud af mit liv fra den ene dag til den anden.”

Signe husker især den allerførste barnepige. Hun hedder Jane og er en af de mest gennemgående stemmer i Barnepigerne.

”Efter Jane rejste, blev det aldrig lige så tæt med de andre barnepiger. Hun var den første og sjovt nok den, jeg husker allerbedst. Da jeg snakkede med hende her nu over 30 år senere, følte jeg stadig, at vi havde et bånd,” siger Signe.

Glimt af humor
Instruktøren fik ikke lov til at filme i sit gamle hjem, som faren i dag er flyttet fra. Men en nabofamilie i Mosegård Park gav hende lov til at bruge deres hjem.

Hun har valgt ikke at træde foran kameraet, men på lydsiden fortæller hun historien, mens vi ser billeder fra familiealbummet.

Visuelt byder filmen også på en regnbue af små huslige gerninger, som udføres solo eller i flok af de mange unge piger, som skal forestille at være barnepigerne fra 80’erne.

Der er en Jørgen Leth’sk groteskhed over filmens tableauer, hvor en barnepige her er ved at feje fliserne, mens tre andre slapper af på muren.

Inde i huset og udenfor foretager de sig ting som at stryge, spille bold og plukke blomster, imens de kigger stumt ind i kameraet.

Deres blik er stærkt, mens de groteske opstillinger – en slags levende stilleben – tilføjer den skæbnetunge historie et glimt af humor.

Det kan lede tankerne hen på mestre som Jørgen Leth (66 scener fra Amerika) og Max Kestner (Rejsen på ophavet).

”Jeg er uddannet i kunsthistorie og ville gerne gøre det abstrakt, men samtidig forståeligt for tilskueren. At de unge kvinder kigger ind i kameraet, er et forsøg på at skabe en intimitet og vise, at de taler til mig,” forklarer Signe Barvild Stæhr.

Hvad der virkelig skete
Signes far – en introvert, men rar mand – er den eneste autentiske person foran kameraet.

I filmens klimaks sidder han alene på rækkehusets indendørs trappe og fortæller i nøje detaljer om sin sidste nat med Signes mor.

Hun modtog strålebehandling, som viste sig at være for kraftig. Klokken tre om natten hørte Signes far sin kone kalde ude på badeværelset. Hun kastede op, og gulvet var fyldt med blod. Han fik hende ud på trappen og ringede efter ambulancen.

Her sad de sammen. Hun lænede sit hoved på hans skulder og åndede ud, inden ambulancen ankom.

Signes far sidder sammen med barnepigerne, som spilles af skuespillere, der har samme alder og er klædt ud som de virkelige barnepiger i 1980’erne.

Faren samlede nogle naboer og Signes mormor, og hele natten ventede de på, at Signe skulle vågne, så de kunne overbringe hende den frygtelige nyhed.

”Jeg vidste, at min mor havde kræft, men jeg vidste intet om, at hendes død havde været så dramatisk. Da min far fortalte om det, fik jeg forståelse for ham. Jeg kunne høre hans stemmeleje ryste, og efter den optagelse begyndte vi at være i sync med hinanden for første gang i årevis,” fortæller Signe.

Kunsten at overvinde sig selv
Efter den oplevelse er forholdet mellem faren og Signe blevet bedre.

”Jeg fik et stød i kroppen, da min far i bilen engang sagde: ’Det her er din mors yndlingssang!’ Det var sådan et chok, at han overhovedet nævnte hende. Men nu taler vi tit om hende,” fortæller hun.

”Vi har i mange år manglet en anledning til at tage hul på det, der skete. Hvordan starter man en samtale, som har rod i noget så tragisk? Min far troede først, at min film ville handle om at skælde ham ud, fordi han ikke har gjort det godt nok. Det er jo de følelser, han selv har haft.”

”Men det har aldrig været meningen. Og jeg er lykkelig for, at vi har kunnet samarbejde om at lave filmen, selv om jeg skulle hive lidt i ham,” siger Signe Barvild Stæhr med et smil.

”Barnepigerne i filmen kigger direkte ind i kameraet for at vise, at de taler til mig,” forklarer Signe Barvild Stæhr.

Hun har i dag selv fået en datter.

”Nu hvor jeg selv er blevet mor, savner jeg selvfølgelig min mor. Én, som kommer forbi og giver mig omsorg. Det er nok det, jeg generelt har savnet i mit liv.”

”Men min far gør, hvad han kan. Han inviterer os hjem til middag, og selv om det ikke er hjemmelavede middage, som min mor ville have lavet, føles det godt.”

Tre år undervejs er længe for en dokumentar på 22 minutter. Men det har taget sin tid at finde ud af, hvor meget Signe Barvild Stæhr kunne og skulle udlevere af sin private historie.

”Det handler jo om den magtesløshed, jeg har følt som lille, og det har derfor været vigtigt for mig at bevare kontrollen. Det er vel sådan, man overvinder et traume.”

”Da jeg startede på filmen, ville jeg ikke have drømt om at gå med til så meget og gøre historien så personlig. Jeg synes, det er lykkedes at overvinde mig selv.”