Sikker filmtur til Barsebäck

Mindst to uger inden udflugten til Barsebäck skal vi sende vores cpr-numre til Cph:Dox. ”Af sikkerhedsmæssige grunde,” som det lyder fra Barsebäck.

Atomkraft er ingen spøg, men da Cph:Dox samtidig lover, at der bliver spillet musik af bandet Kraftwerk i bussen, lugter det hele lovlig meget af en gimmick.

Der er dog helt stille i bussen. Der er hverken tysk synthesizerpop (så sjovt var det måske heller ikke) eller noget andet end løsrevet snak fra deltagerne.

Reaktorer ligner matadorbrikker
”Det er spændende med det her arrangement, fordi jeg kender mest til Nej til atomkraft-bevægelsen,” siger 29-årige Mia Stignæs.

Hun har overrasket sin jævnaldrende kæreste, Lars Henriksson, med filmudflugten til Barsebäck, der blot ligger 26 kilometer fra København.

”Ja, og så kommer man også til at tage stilling til det,” supplerer Lars Henriksson. ”Måske er atomkraft ikke så slemt? Nogle kalder det en ren energiform, mens andre siger, det sviner rigtig meget.”

For dem er Barsebäck symbolet på atomkraftproblematikken i Danmark, og noget de har hørt meget om fra forældrene.

Fremme ved kraftværket er Barsebäck overraskende ret lille. Når man tænker på, at de to matadorbriklignende reaktorer er synlige fra dansk side, så virker de 60 meter høje bygninger, med skorstenenes 40 meter oveni, ret uimponerende.

De smager af atomkraft
Cph:Dox’s medarbejder fortæller, at Barsebäck-ledelsen har været meget positiv og interesseret i, at filmfestivalen kom på besøg.

Sikkerhedsproceduren skyldes frygten for aktivister mod atomkraft, selv om det er over syv år siden, at Reaktor 2 lukkede. Der er også fuldt udstyrede sikkerhedsvagter, som bag skranken holder øje med den forventningsfulde filmflok.

Tre unge mænd benytter køtiden til at spise de fremlagte chokolader med Barsebäck-logo. ”De smager af atomkraft,” lyder det muntert fra én af dem.

I Barsebäcks lille biograf – hvor dvd-afspilleren komisk nok står på en tønde med det ikoniske radioaktive symbol – bliver den amerikanske film Pandora’s Promise vist.

Den lægger ud med ulykken på Japans Fukushima-værk i forbindelse med tsunamien i 2011. Og følger senere op med Tjernobyl-katastrofen og mareridtsagtige paddehatteskyer. Men det er faktisk en pro-atomkraft-film.

Darling på Sundance-festivalen
Pandora’s Promise oplyser, at der som følge af ulykken i Tjernobyl kun døde 56 frem til 2004. Yderligere nogle tusind vil dø tidligere på grund af påvirkning fra stråling. Men det er jo nok meget mindre, end mange har forestillet sig.

Filmen argumenterer for, at der ingen strålingsfare er efter ulykkerne i Japan og Ukraine. Faktisk er der flere storbyer, hvor den radioaktive stråling er større end i øde Fukushima.

Men filmen skyder sig selv i foden ved at fremstille ”Nej tak til atomkraft”-bevægelsen som en flok rabiate mennesker, der ikke evner at formulere sig. Her ville en mere nuanceret fremstilling have klædt filmen, der var en darling på Sundance Filmfestivalen.

Alligevel forlader man salens mørke med en ide om, at atomkraft er noget, der bør forskes mere i. Filmens reportager fra helt sikre atomkraftværker, der ikke har atomaffald, fordi det bliver genbrugt til at skabe ny energi, er tillokkende.

Nemt at fare vild
Rundt omkring i små grupper diskuteres filmen. Det er tydeligt, at den har sat tankerne i gang, selv om der generelt er frustration over den ensidige argumentation. Snakken afbrydes, for nu er tiden inde til rundturen.

Iklædt gule sikkerhedshjelme, hvide kitler og kæmpe, blå sokker med plastik under fødderne, der genstridigt slipper det gråblanke gulv, føres vi ind i Reaktor 1.

Der lugter støvet-rent af fabrik.

Guiden er en ung mand ved navn Joel Aronsson, der til daglig læser til klimastrateg ved Universitetet i Lund. Han danner fortrop og siger, at flokken skal forblive samlet, for der er mere end 1000 rum, og det er let at fare vild. Bagtroppen er en olmt udseende sikkerhedsvagt, hvis walkie-talkie jævnligt skratter.

Større uheld i 1979
Rundturen varer cirka halvanden time, og holdet bliver vist rundt ved turbinen, generatoren, køleanlægget med mere. Der er rigtig meget information – såsom at atomkernen kunne omdanne 1000 liter vand til damp i sekundet, da værket var aktivt.

Når man engang i 2030’erne har revet Barsebäck ned, vil alt kunne genbruges. Hensynet til eventuel radioaktiv stråling i byggematerialerne gør, at man venter så længe med at rive reaktorerne ned.

Men allerede nu kan man se, hvordan der i de rungende haller, med kraftige 70’er-farver på døre og kraner, ligger fine stabler af metaldele, klar til genbrug. Kommunen planlægger at bygge eksklusive ejendomme på grunden, og jorden er – ifølge guiden – fin og ren.

Grunden til, at Barsebäck lukkede i 2005, var ikke mindst et stort pres fra Danmark, der ikke følte det forsvarligt, at det svenske atomkraftværk lå så tæt på København. Skulle man komme på andre tanker med atomkraft, ville Barsebäck i teorien kunne være fuldt funktionelt inden for ti år, men det er der nedlagt forbud mod. Så svenskerne nøjes med atomkraftværker i Forsmark, Ringhals og Oskarshamn.

På trods af et større uheld i 1979, hvor en generator gik i stykker og møtrikkerne fløj ud gennem taget, så har der ikke været nogen dødsulykker – heller ikke under konstruktionen af bygningerne.

Joel Aronsson er en dygtig guide med en pæn portion humor. Han fortæller gode anekdoter, og da vi på en trappeskakt finder bygningens eneste, lille vindue med udsigt til hav og Danmark, siger han drillende: ”Der ligger det garmle faaderlaand” med perfekt runde, danske a’er.

Ingen bip fra stråling
Både guiden og vagten har under hele turen geigertællere på tøjet, som registrerer radioaktivitet. Der er ingen bippende udslag.

”Jeg har stået i 30 minutter lige under reaktorkernen, som er det farligste sted på Barsebäck. Den stråling, man målte på mig, var mindre, end hvis jeg havde fået taget røntgenbilleder hos tandlægen,” forklarer Joel Aronsson beroligende.

Men der er selvfølgelig også tale om et nedlagt atomkraftværk. Sikkerhedstøjet skyldes lovgivningen, men i realiteten er der ingen fare.

”Jeg er både for og imod, men mest for,” siger guiden, da han bliver spurgt om sit syn på atomkraft. ”Hvis det altså bliver gjort ordentligt.”

Hatten af for Cph:Dox: Festivalen har ramt plet med et event, der modigt piller ved en gammel, nedarvet atomfrygt hos deres kernepublikum.