Gå ikke glip af disse film på Berlinalen

Der er ikke meget på spil på Berlinalen. Ikke indtil videre og det til trods for, at hovedparten af konkurrencefilmene allerede er blevet vist for publikum. 

Der er ingen fusere og flere perler, men foreløbigt er der heller ingen mesterværker af den slags, man kan slå sig på eller rejse sig ved. 

Generelt er niveauet frustrerende jævnt, dog med visse frontløbere. 

Af sidstnævnte gælder det især den iranske My Favourite Cake. Det er et nænsomt drama om kærlighed i livets sidste etape, og filmen er faldet præstestyret for brystet med sin nostalgi efter den frigjorte periode inden revolutionen i 1979. 

I en tidlig scene redder den 70-årige enke Mahin (Lili Farhadpour) en ung kvinde med en halvhjertet hijab fra at blive arresteret af revolutionsgarden. I filmens sødmefulde tredje akt fejrer Mahin en ny romance med en mild enkemand (Esmaeel Mehrabi) med dans, god vin og spidse kommentarer til statens nidkære borgerkontrol. 

I dramaet Balladen om den hvide ko gik instruktørerne Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha også i clinch med styret i Teheran, men denne gang har deres regimekritik udløst et udrejseforbud, der forhindrede dem i at deltage i filmens verdenspremiere i fredags. 

De fik samtidig konfiskeret deres pas og ventes at skulle svare i retten for deres kunstneriske virke. I et brev oplæst ved filmens pressekonference kritiserede instruktørerne styret for deres komplicerede regler for, hvad film må skildre. 

”Vi besluttede at overtræde alle disse begrænsende røde linjer, og vi accepterer konsekvenserne af den beslutning,” skriver instruktørerne. 

Det er en modig erklæring, der også synes som skræddersyet til den politisk bevidste Berlinale. Og selv om den er let at holde af, er My Favourite Cake ligesom deres tidligere film også en til tider lidt let omgang. 

Kaos i køkkenet
Der er stress på i Alonso Ruizpalacios’ mexicanske konkurrencefilm La Cocina. En nyankommen mexicansk pige får arbejde i køkkenet hos en turistfælderestaurant på Times Square, hvor panderne syder, flammerne står op fra grillen, og alle er under mistanke, fordi nogen har stjålet penge fra kasseapparatet. 

Restauranten er opdelt mellem hvide tjenere og en køkkenstab næsten udelukkende bestående af immigranter fra Marokko, Latinamerika og Den Dominikanske Republik. Alle med en drøm om opholdstilladelse og statsborgerskab. 

Handlingen samler sig hurtigt om den rapkæftede mexicanske kok Pedro (Raúl Briones), der har stegt kylling i tre år, og som for nylig har gjort tjeneren Julia (Rooney Mara) gravid. 

Han forsøger insisterende at tale hende fra en abort næsten uden at ænse, at hun har noget at tabe, mens han kun ville vinde. At få barn med en amerikaner vil give ham en fod indenfor i immigrationssystemet. 

La Cocina bygger på den engelske dramatiker Arnold Weskers teaterstykke The Kitchen fra 1957, som instruktør og forfatter Alonso Ruizpalacios har opdateret til en nutidig virkelighed – selv om begge dele til tider er i citationstegn. 

Mobiltelefoner glimrer ved deres fravær, mens filmsproget er magisk realistisk på en måde, der minder mere om Birdman end om The Bear, og som intet lader tilbage for den engelske køkken-thriller Boiling Point. 

Boiling Point er indspillet i én ubrudt optagelse, og det føles næsten som en hyldest, når de verserende konflikter i La Cocina alle når et kogepunkt under det kaotiske frokostmylder i en godt tolv minutter lang bravuroptagelse. 

Afdød i en andens krop
Andetsteds i programmet udfolder franske Olivier Assayas sin bevidst mindst dramatiske film til dato. Suspended Time er en autofiktiv refleksion over instruktøren egen lykkelige lockdown i sit barndomshjem, der essayistisk og satirisk tager bestik af hans liv og karriere. 

Det er en charmerende og behagelig coronafortælling, men der er nærmest intet på spil. 

Jeg tror heller ikke meget på Hong Sang-soos dagdrivende snakkefilm A Traveler’s Needs, selv om tidligere Berlinale-juryer er faldet i svime over hans stillestående dramaer. Og denne gang har han ligefrem Isabelle Huppert i hovedrollen. 

Hun spiller den franske langtidsturist Iris, der bor hos en ung mand i Seoul, går lange, nysgerrige ture og ernærer sig på må og få som amatørfransklærer. 

Hun har ikke brug for meget og er samtidig så selvtilstrækkeligt indelukket, at hun er svær at få hold på eller holde af. 

Så sker der mere i den filosofisk anlagte Another End instrueret af italieneren Piero Messina. 

Han stod i lære hos Paolo Sorrentino (Den store skønhed) og leverer et romantisk drama båret af en besnærende hvad-nu-hvis-præmis. I filmens kun let futuristiske univers kan afdødes bevidsthed vækkes til live på lånt tid i et andet menneskes krop. 

Gael García Bernal spiller en mand, der kørte galt og dræbte sin kæreste, men som nu kan tage værdig afsked med hende – i norske Renate Reinsves krop. 

”Hun er lidt høj, er hun ikke?” spørger han akavet, men inden længe er han lige så forelsket, som da hun var i live. Tragedien lurer, og selv om manuskriptet tager sig et gevaldigt krumspring mod slutningen, er helhedsindtrykket mere nedtrykkende end rigtigt rørende. 

Fra deform til flot skår
Renate Reinsve har også en bærende rolle i Aaron Schimbergs A Different Man, som havde premiere på Sundance-festivalen for et par uger siden. 

Her spiller hun den smukke nabo over for Sebastian Stans generte hovedperson, en mand med svære ansigtsdeformiteter, der takket være et vidundermiddel pludselig bliver et flot skår. 

I mellemtiden har hans nabo skrevet et teaterstykke om deres venskab, som han – uden at afsløre sin identitet – vil spille hovedrollen i. Men han overhales indenom, da en mand født med samme sygdom og begavet med et uendeligt gåpåmod charmerer sig ind i hans omgangskreds. 

Det er et knugende og kringlet drama om at acceptere sine begrænsninger, og den ville have været et udmærket bud til Guldbjørnen, hvis ikke den havde haft premiere andetsteds først. En håndfuld film tager hvert år springet fra Sundance til Berlinalen, men sjældent som konkurrencefilm. 

Der er trods alt ikke megen nyhedsværdi i at være næstførst. 

Rumkrig over fiskerflækken
Til gengæld kan Berlin bryste sig af en konkurrencefilm, der får de mest udsyrede uhyrligheder fra midnatsprogrammet på Sundance til at virke tamme. 

Franske Bruno Dumonts L’Empire foregår i en søvnig fiskerflække på den franske nordkyst – samme provins, han selv er fra, og som var bagtæppet for Mysteriet i Slack Bay og serien P’tit Quinquin. 

Her strækker klitterne sig ned til en smuk sandstrand, folk bader nøgne, og en intergalaktisk kamp mellem det gode og det onde udspiller sig ubeset mellem de lokale. 

Fiskeren Jony er 0’ernes repræsentant og far til en ondskabens prins, som er forudbestemt til at føre menneskene i fordærv. Jane er 1’ernes anfører på Jorden, bakket tæt op ad sin overivrige løjtnant Rudy, som i en tidlig scene kidnapper Jonys søn og kapper hovedet af hans kone med et lyssværd. 

Det tager man sig ikke så meget af i landsbyen. 

Faktisk ænser man det nærmest ikke, og Bruno Dumont giver den gas med kontrastkomikken mellem de bøvede beboere i den lille provinsby og en overgearet rumopera et sted mellem Star Wars og tegneserier som Inkalen. 

Højt over planeten hænger enorme rumskibe med form som rokokopaladser og gotiske katedraler. Personerne plaprer om den endelige kamp mellem godt og ondt, mens de trisser gennem byen og spreder deres håndklæder på badestranden. 

Det er et aparte komisk univers, lige dele tumpet og intelligent, som har delt vandene på Berlinalen. 

Men der er vist ingen, der tror på den til Guldbjørnen. 

Vi har stadig en håndfuld konkurrencefilm til gode, deriblandt Gustav Möllers Vogter, som jeg så forud for mit interview med instruktøren. Vi må først anmelde den på torsdag, men jeg kan da godt afsløre, at den bestemt ikke kan afskrives i kampen om Guldpalmen.