Silicon Valley-komiker begejstrer på Sundance
Ifølge flere medier har de helt store amerikanske distributionsselskaber kæmpet om rettighederne til den romantiske komedie The Big Sick, som er blevet vist på dette års Sundance-festival.
Både Indiewire og Variety skriver, at Amazon har sikret sig filmen for en pris på tolv millioner dollars, svarende til godt 83 millioner danske kroner.
Netflix og Fox Searchlight var også blandt de andre interesserede selskaber.
Sundance er en amerikansk filmfestival, der profilerer sig på mindre og uafhængige film. Samtidig er den et vigtigt udstillingsvindue for nye titler og fremadstormende instruktører.
Sidste år løb Nate Parkers The Birth of a Nation for eksempel med overskrifterne og blev solgt for et rekordbeløb på 17,5 millioner dollars.
En publikums-pleaser
The Big Sick er instrueret af Michael Showalter og produceret af komedie-snedkeren Judd Apatow. Men den er skrevet af den pakistansk-amerikanske komiker og skuespiller Kumail Nanjiani og hans kone Emily Gordon. Han spiller sig selv, mens hun bliver spillet af Zoe Kazan.
Mange vil nok genkende Kumail Nanjiani fra HBO-komedieserien Silicon Valley, hvor han spiller en af de bærende roller som nørdet computerprogrammør.
Handlingen i The Big Sick er inspireret af Nanjiani og Emily Gordons virkelige erfaringer som kærester med kulturelle forskelligheder. Den beskrives flere steder som en personlig og intim film, hvor de to deler ud af deres eget liv.
Flere anmeldere på Sundance skriver allerede nu begejstret om komedien, som både bliver kaldt en publikums-pleaser, charmerende og tankevækkende af Indiewires anmelder Eric Kohn.
Varietys Geoff Berkshire er også begejstreret for filmen, der både roser filmens jokes skrevet af Nanjiani og Gordon og hæfter sig ved instruktøren Michael Showalter som et spændende talent, der er værd at holde øje med.
The Big Sick har endnu ikke fået nogen dato for regulær biografpremiere i USA.
Kommentarer