Essay
10. feb. 2010 | 09:38

Simon og Mælkesnitten

Foto | Lars Høgsted
Hov, der står søreme en mand med en to meter lang mælkesnitte! Skulle sponsoren være utilfreds med placeringen af mælkesnitten, der optræder i en transportscene i Simon & Malou, foreslår Ekko dette alternativ.

Product placement er et kendt fænomen i filmbranchen. Men i kærlighedskomedien Simon & Malou har man været kreativ på en hidtil uset facon.

Af René Fredensborg / Ekko #48

En hærdet agent som James Bond lægger ikke skjul på, at han er til Omega-ure og Aston Martin-biler, og at katte skal vælge Whiskas. Men det er langt fra kun superagenter og superhelte som Batman, bevæbnet med American Express, eller Iron Man, propfuld af Burger King, der skaber de nyeste trends inden for product placement – i branchen kendt som PP.

Nej, selv de allersejeste reklame- søjler er blevet overhalet indenom af et skægt lille påfund fra Danmark. Nemlig kunsten at klippe et bestemt produkt ind i ellers færdige optagelser. Se bare komedien Simon & Malou, hvor der pludselig kommer en mand spadserende med en to meter lang Kinder Mælkesnitte. Den kvindelige hovedperson, spillet af svenske Tuva Novotny, må således bremse sin PP-bil og lade mælkesnitten passere gaden. Det skal naturligvis forestille en helt autentisk hverdagsscene fra Københavns morgentrafik, hvor travle bilister ofte må vige for folk med overdimensionerede mælkesnitter.

Man ser den kreative idéudvikling for sig:

Filmfyr 1: ”Hey, de har ringet fra Kinder Mælkesnitte. De er ikke tilfredse med eksponeringen.”

Filmfyr 2: ”Damn, hvad gør vi? Filmen er jo for længst optaget.”

Filmfyr 1: ”Ja, ja. Men Kinder Mælkesnitte har altså virkelig været en af vores solide støtter. Er der ikke et sted, hvor vi let og naturligt kan klippe en mælkesnitte ind og samtidig reklamere helt tydeligt for produktet?”

Filmfyr 2: ”Måske. Eventuelt i en transportscene af en slags ...”

Filmfyr 1: ”Ja, for fa’en. Vi skal bruge en mand, der krydser gaden med en mælkesnitte i hånden. Og gør lige den snitte to meter lang, så scenen virker troværdig.” Sådan lærer nød nøgne mænd at spinne, eftersom Det Danske Filminstitut ikke rigtig postede noget i kærlighedskomedien.

Rygtet vil vide, at Tuva Novotny hader PP, mens filmens mandlige hovedrolle, Dejan Cukic (kendt fra adskillige danske reklamefilm), elsker den slags spons. Den mod- sætning har altid eksisteret mellem de moralske svenskere og forbrugs- festlige danskere.

Dog ville ingen instruktør stå ved Simon & Malou, blot som et forsigtigt tegn på, at bøtten kan vende og Danmark blive det nye Sverige. Det var Lasse Spang Olsen, der sprang fra den ellers færdige film på grund af samarbejdsvanskeligheder (han må ikke udtale sig om hvilke), og netop den omstændighed kan have gjort det muligt at liste mælkesnitten ind ad bagdøren, om man så må sige.

På tv er PP forbudt ud fra parolen, at hvis man skal reklamere i fjernsynet, må det ikke være skjult. På biograflærredet er både åbenlys og gedulgt reklame derimod tilladt, hvis man bare husker at takke de glade givere på rulleteksten.

Da ingen filmanmeldere tilsyneladende har hæftet sig ved den to meter lange mælkesnitte, kan innovativ PP meget vel være redningen for en økonomisk hårdt trængt branche. Man kan næsten ikke vente med at se små scener, hvor Krummefamilien puttesover i en gigantisk Reebok-sko, eller ungerne i Tempelriddernes skat XXVII i et kort øjeblik surfer til Bornholm på et videokort fra Blockbuster. I filmens verden sætter kun fantasien grænser.

Kommentarer

The Garage (1919)
Buster Keaton foretrækker benzin fra Red Crown Gasoline i et af filmhistoriens første eksempler på product placement.

E.T. (1982)
Drengen Elliott lokker rumvæsenet E.T. med slikmærket Reese’s Pieces fra Hershey’s, som efterfølgende kan konstatere en stigning i salget på 65 procent.

Blade Runner (1982)
Man taler om Blade Runner-forbandelsen: Alle firmaer, der var involveret i filmen, gik efterfølgende konkurs, undtagen Coca-Cola.

Spider-Man (2002)
Kendt for Edderkoppemandens landing på taget af en grøn Carlsberg-lastbil. De enorme billboards på Times Square blev manipuleret digitalt til ære for højestbydende, hvilket medførte sagsanlæg fra de autentiske annoncører.

Sex and the City (2008)
En omvendt PP: Carrie læser op af bogen Love Letters of Great Men, som ikke eksisterede i virkeligheden, men efter- følgende blev udgivet.

Quentin Tarantino
Kongen af kitsch reklamerer også i sine film, men mest for produkter, han selv opfinder: Red Apple Cigarettes, Jack Rabbit Slim’s Restaurant og Big Kahuna Burger.

© Filmmagasinet Ekko