Fra møgunge til elegant skuespiller

Det eneste, man har kunnet være sikker på i år, er, at den mest komplekse og underlige skuespiller på den anden side af Atlanten er fuldstændigt utilregnelig.

Det er i sig selv et særsyn i USA, hvor store filmstjerner enten er neurotiske (Martin Scorsese og Woody Allen), lunefulde (Jack Nicholson og Jennifer Lawrence) eller betagende højrøvede (James Cameron og Will Smith).

På sin vis ligger Adam Drivers magi i, at han er alle tre ting på en og samme tid. Da han tidligere i år blev interviewet til magasinet Empire, jokede han til en start med, at han kom virkelig meget for sent til aftalen, og da journalisten forventede, at dette endte med en akavet undskyldning, spurgte Driver bare, om de ikke skulle se at komme i gang med spørgsmålene.

Efter nogle minutter valgte han så lige pludselig at råbe et svar. Et helt svar.

Det kan lyde underligt, men skuer man ud over Drivers roller i 2016, kan man se, at han er en mand, som slet ikke spiller efter de normale regler for karriere- og pr-pleje.

Fra rummet til det normale
For at tyvstarte 2016 en smule, så startede den i dag 33-årige Adam Drivers år med Star Wars: The Force Awakens (2015).

Det var egentlig ikke nogen kolossalt dyb rolle, han havde som Kylo Ren, men det var en rolle med en stor tilstedeværelse. Præstationen blev verden over hyldet for sin kompleksitet og opfindsomhed, men sad man med skuespillerens tidligere meritter i baghovedet, var denne hyldest egentlig ikke så overraskende.

For Adam Driver har nemlig en tendens til at overrumple alt og alle ved at være sig selv, hver gang han træder ind foran et kamera. Hans talent ligger i, at han kan skrue op og ned for dele af sin somme tider spaltede tilgang til livet. Driver kan for eksempel være det unormale element midt i en ret konventionel film, eller også kan han være den mest normale rolle i en sci-fi-film.

På sin vis går Adam Driver altid imod en films naturlige fortælling.

Det så man blandt andet i Jeff Nichols’ stærkt undervurderede bidrag i hovedkonkurrencen ved årets Berlinale, Midnight Special, der handler om en dreng med overnaturlige kræfter, som jages og beskyttes vildt. I denne underlige fortælling med magiske billeder og profetiske overtoner træder Adam Driver pludselig helt skødesløst ind som en FBI-agent, der skal undersøge den mærkværdige unge.

Det ville de fleste skuespillere udtrykke ved at spille med en stor og synlig undren, men Driver går til Midnight Special med noget, der nærmere minder om en slags ligegyldighed, som skal lirkes op, før den egentlig gider beskæftige sig med det her emne.

Og så lige pludselig er den der! Interessen.

Agenten virker til at starte med arrogant og dernæst venligt interesseret for så at råbe inde i sig selv og storme af sted.

Sin generations største
I anledning af verdenspremieren på Midnight Special i Berlin blev instruktør Jeff Nichols spurgt, om han havde en profeti i ærmet, når nu filmen har en slags Jesus-skikkelse i hovedrollen.

Nichols lænede sig frem til mikrofonen og konstaterede, at det måtte være, at ham fyren, der spiller FBI-agent, vil blive sin generations største stjerne. Det gentog instruktøren efterfølgende om Adam Driver i flere interviews.

Men er der virkelig belæg for at sige det om en 33-årig amerikansk gut, som uden tvivl har haft et fænomenalt 2016 med nye glansroller i Jim Jarmusch’ unikke Paterson (biografpremiere 5. januar) og Martin Scorseses hypede Silence (26. januar), der begge får dansk premiere i januar?

For at svare på dette må vi skrue tiden tilbage og samtidig love, at både Paterson og Silence nok skal blive belyst senere. Men starten af svaret skal nu findes to andre steder: i det amerikanske forsvar og i nogle beskidte sexscener med Lena Dunham.

Et skæbnesvangert fald
Efter en opvækst i Indiana som utilpasset møgunge, der havde en destruktionstrang ud over det sædvanlige med bilafbrændinger og en selvfinansieret Fight Club (med inspiration i filmen af samme navn), havnede Driver i det amerikanske militær.

Her lærte han alt om kæft, trit og retning, men rettede sig sjældent efter det.

Det var i dagene efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001, at Adam Driver meldte sig til marinekorpset, og sådan et valg var lig med krigsdeltagelse. Driver skulle da også have været til Irak efter at have trænet i mere end to år, men den dengang tyveårige mand ville udfordre skæbnen få dage inden udsendelsen.

På en mountainbike-tur styrtede han og brækkede brystbenet, hvilket enhver cykelrytter ved betyder, at man virkelig er væltet for fuld musik. I 2004 blev han udskrevet fra militæret som korporal og fortsatte direkte ind på Indianapolis University for året efter at blive overflyttet til Juilliard School i New York City, hvorfra han fik en bachelor i skuespil.

Nogle vil mene, at der er langt fra militæret til en kreativ uddannelse, men Driver har selv forklaret, at han anser skuespil for at være kæft, trit og retning – uden retning. Og han har ofte slået fast, at han anser militæret for den bedste skuespiltræning, man overhovedet kan få.

Derfor var vejen egentlig heller ikke så lang. For hvem brækker dog brystbenet lige inden, de skal sendes ud på mission? En mand, der tror, at han kan lide faste rammer, men i virkeligheden har svært med dem.

Akavet førsteelsker
Det var på ekstramaterialet til første sæson af tv-serien Girls, at Driver konstaterede dette om militær og skuespil, og netop Lena Dunhams serie fra 2012 blev hans totale gennembrud. I hvert fald i hipster-segmentet.

Girls sparkede døren ind til det, man i dag kender som ”Comedy in Theory”. Altså serier, der umiddelbart er sjove, men hvis humor dækker over et større drama.

På sin vis er det netop det, som Adam Driver også er. Gravalvorlig lige nedenunder sin underlighed, og det er hans rolle i Girls uden tvivl karrierens klareste eksempel på.

Adam Sackler hedder han her, og han er afgjort den mest akavede førsteelsker, film- og tv-verdenen nogensinde har set.

Det er hovedpersonen Hannah (Lena Dunham) fra et trygt middelklassehjem, der forelsker sig i det unge muskelbundt af en gut, som render rundt i sin Brooklyn-lejlighed i bar overkrop og – undskyld udtrykket! – gennemknepper hende med beskidt tale og hårde stød, så snart hun træder ind af døren.

Drivers Adam Sackler-rolle er i den første sæson direkte frastødende. Han hvirvler rundt om sig selv og kan ikke finde ro i noget som helst, men som sæsonerne udvikler sig, bliver han rent faktisk seriens mest komplekse og interessante figur. Han viser sig at have uendelige mængder af empati for den kluntede og selvovervurderende Hannah, mens han er den eneste i serien, der har et klart mål (om at blive skuespiller) og forfølger det nat og dag.

Og så er han sjov, fordi han i hver eneste scene går fra at være arrogant til at være ekstremt neurotisk, og ofte ender det hele med, at han råber eller opfører sig uforudsigeligt underligt.

En kastevind
Uforudsigelig. Det er lige præcis det ord, der beskriver, hvordan Adam Driver har opført sig siden sit gennembrud i Girls.

Uanset om det er som telegraf for USA’s mest ikoniske præsident i Lincoln (2012), som selvudnævnt kunstner i Frances Ha (2012), naturfotograf fanget i ørkenen i Tracks (2013) eller uortodoks sangskriver-sidekick i Inside Llewyn Davis (2013), så er han sød, sjov, underfundig – og overraskende.

Driver er en kastevind, men han kan som det mest naturlige skrue op og ned for vindstyrken i sig selv og give plads til sine medspillere.

Og hvor man tænker om Jack Nicholson og Jennifer Lawrence, at de er så gode skuespillere, at man ikke kan se ud over dem i en rolle, så kan Adam Driver hive én ind i hans blik. Vi ser Hannah i Girls eller Abraham Lincoln i Lincoln igennem Driver, når han er på lærredet. Det er mageløst og giver mindelser om Marlon Brando i Storbyens havn eller Dommedag nu.

På samme måde ser man virkelig Alba Rohrwacher i Hungry Hearts, der lagde Venedig-festivalen ned i 2014. Her vandt både Driver og Rohrwacher for bedste skuespiller i en historie om et par, der kommer til at leve under mere og mere mærkelige omstændigheder.

Her er Driver den hvirvelvind, som puster historien fremad, men Rohrwacher er så samtidig den havn, som stormen ender i. Et enestående samspil.

Poetisk buschauffør
Man kunne også hive fat i Drivers kåde 2014-roller i This is Where I Leave You og While We’re Young, hvor han i begge tilfælde både er kolossalt overlegen og enormt underkuet.

Men som lovet skal vi jo lige forbi Paterson og Silence.

Det er ikke meget, vi ved om Martin Scorseses Silence, men de første anmeldelser fra USA tyder på, at Adam Driver endnu engang er mere end tilstedeværende. Eksempelvis noterede den britiske avis The Independents anmelder, at Driver i rollen som missionerende jesuit-præst i 1700-tallet ligner en mand, der ønsker at sprede det religiøse budskab, men også virker som en mærkelig størrelse, der gerne vil tages til fange, så han kan få testet sin tro.

En tvivlende præst, lyder meget Driver’sk, og sådan er det også med hans rolle i Paterson.

Her spiller han en buschauffør, der bijobber med digtning, og som har en mediterende tilværelse i selskab med sin kæreste og engelsk bulldog. På flere niveauer er Paterson Drivers glansrolle indtil videre i karrieren.

Han er underfundig og mærkelig. Han er arrogant over for den tid, han lever i, men samtidig venlig, rolig, sjov og konstant tæt på at eksplodere i al sin dybe, stille ro.

Det er en mesterlig rolle, som kunne være højdepunktet i en stor skuespillers karriere. Men der kommer helt sikkert mange flere højdepunkter, og Adam Driver kan meget vel opfylde Jeff Nichols’ profeti om at blive sin generations største skuespiller.