Ugens streaming
17. aug. 2018 | 13:26

Streaming: Sjov på kontoret

Foto | Adrian Rogers
Med David Brent (Ricky Gervais) på kontoret sker der altid noget. Somme tider er det sjovt, men oftest er det dybt akavet.

I denne uge anbefaler vi film og tv-serier, der viser de humoristiske sider af at starte i skole og gå på arbejde efter sommerferien.

Af Daniel Emami Riis

”Ferie, ferie, ferie / slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.”

Ole Mortensen og Victor Skaarups sang indkapsler for mange mennesker begyndelsen på sommerferien. Men nu er sommerferien slut!

I folkeskolen ringer klokken atter ind til time, og myldretid er igen noget, man skal huske at regne ind i en hektisk hverdag.

Men der er bestemt også meget dejligt ved at vende tilbage til dagligdagens vante rutiner og vennerne på arbejdspladsen – især hvis man har et blik for de komiske og groteske sider af arbejdslivet.

Derfor anbefaler vi i denne uge fem film og tv-serier, der viser det sjove ved at gå på arbejde og i skole.

His Girl Friday

Burns (Cary Grant) er chefredaktøren fra helvede.

Han er gift med sin skarpeste journalist Hildy (Rosalind Russell). Nyheds-scoops er dog blevet vigtigere for Burns end kærligheden, og Hildy har derfor fundet en ny mand.

Man skulle tro, Burns og Hildy har en vigtig deadline. Når de er alene, flyver replikkerne hurtigere frem og tilbage end skuddene i en krigszone.

Burns har da også næsten omdannet redaktionen til en kommandopost, hvorfra han leder sine tropper i slaget mod Hildys nye mand. En af de mange taktiske manøvrer involverer at kidnappe Hildys kommende svigermor.

Lejes på Blockbuster


21 Jump Street

Historien om de to uduelige politimænd Schmidt og Jenko, som går undercover på en high scool, er efterhånden blevet et moderne kult-fænomen.

At starte i skole igen rammer det umage par hårdt. Heldigvis har Jenko nøglen til succes: ”Hvis nogen prøver at spille smart over for dig, slår du dem direkte i fjæset.”

Hvis man har hang til at være lidt nostalgisk og en sjælden gang dagdrømmer sig tilbage til sin gymnasietid, vil 21 Jump Street byde på mange gode grin.

Alle klichéerne er med. Heldigvis er manuskriptet og leveringen af de absurde jokes så veludført, at der er reel fare for krampe i mellemgulvet efter 110 minutter i selskab med Jonah Hill og Channing Tatum.

Streames på C More, SFanytime og Viaplay

 

Groundhog Day

Vil det ikke være fantastisk at have uendeligt mange forsøg til at score sit livs kærlighed?

Knap så meget, hvis man er tvunget til at gennemleve den samme dag om og om igen, og man hver morgen bliver vækket klokken 06:00 til lyden af Sonny og Chers I Got You Babe.

Vejrværten Phil Connors (Bill Murray) fra Pittsburgh skal rapportere fra den traditionsrige Groundhog Day, en meningsløs begivenhed, som overhovedet ikke interesserer ham. Og det gør det så meget værre at være fanget i et tidsloop!

Intet Connors gør, har nogle konsekvenser for den følgende reprise, og hvorfor så ikke bare tage på dødsdruk, have one-night-stands og køre hasarderet?

Streames på Netflix

 

The Office

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med den selvsikre kontorchef David Brent (Ricky Gervais), har du snydt dig selv, yeah.

Den engelske mockumentary om arbejdsgangen på et gennemsnitligt kontor er siden premieren i 2001 blevet et kultfænomen. Der er endda kommet et amerikansk remake, der har nydt lige så stor popularitet som originalen.

Seriens sjoveste øjeblikke opstår i de utallige situationer, hvor Brent forsøger at imponere sine kollegaer med jokes. Problemet er bare, at Brent blandt kollegaerne ikke bliver anset for at være så sofistikeret og succesfuld, som han selv synes, han er.

Lejes på Amazon

 

Lookalikes

Hvad har David Beckham, Robert De Niro, Cheryl Cole og David Brent tilfælles? Deres lookalikes medvirker alle i denne mærkværdige miniserie.

David Beckham (Andy Harmer) driver Englands største lookalike-bureau, hvor man kan leje kendte til receptioner og fødselsdage.

Med så mange kendte ego’er samlet i et firma kan der ikke undgå at opstå et hav af problemer. I en scene har De Niro stjålet Gordon Ramsays yoghurt. En meget introvert Ramsay nævner det, hvorefter De Niro med tyk italiensk accent sviner den forsvarsløse kok til.

Seriens voice-over er naturligvis indtalt af Morgan Freeman. Eller rettere sagt: en Morgan Freeman voice-alike.

Streames på Netflix

Kommentarer

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på film og serier om sjove historier på kontoret og i skolen.

© Filmmagasinet Ekko