Sjovt, fordi det er sandt

”Jeg havde grædt, tigget og bedt. Jeg havde truet med advokater, jeg havde gjort alt, og intet af det var lykkedes.”

Det var en glad og taknemmelig Jonas Elmer, der indtog scenen i Empire Bio på Nørrebro, efter Let’s Get Lost var blevet vist i anledning af Ekkos dvd-udgivelse af filmen — den første nogensinde, fjorten år efter premieren i 1997.

”For en gangs skyld var jeg enig med Nordisk Film, da de sagde, at det var komplet idiotisk, at Ekko ville udgive Let’s Get Lost. Men det lykkedes for jer!”

Krammer på scenen
Filmen blev hyldet af en sal stopfyldt med filmfolk, fans og personer, som har støttet udgivelsen gennem Ekkos indsamling. Blandt andre Anders Hjerming, der i sommeren 2010 oprettede Facebook-gruppen ”500-Nu 1000 for Let´s get lost på dvd/Blu ray”.

Både Hjerming og Ekkos chefredaktør Claus Christensen kom på scene og fik en krammer af den taknemmelige instruktør.

”Det er klart den film, jeg er mest stolt af, og nu er den endelig færdig,” sagde Jonas Elmer, der i bedste Let’s Get Lost-stil improviserede på scenen uden manuskript.

Ikke noget skuespillerpis
Let’s Get Lost er lavet efter en løs handlingsskitse, som ifølge Nicolaj Kopernikus ville kunne have stået på ”bagsiden af en øl-etikette”. Ud fra denne skitse blev scenerne skabt i et legende samspil mellem instruktøren og skuespillerne.

”Der er så mange scener og øjeblikke i den her film, hvor jeg sidder og tænker: ’Fuck, hvor er jeg glad for, at det er mig, der står som instruktør, men jeg har intet haft med det at gøre.’ Alle var så generøse,” sagde Jonas Elmer og tilføjede, at der ikke var ”noget skuespillerpis”.

Elmers cadeau var ikke mindst rettet mod Sidse Babett Knudsen, Bjarne Henriksen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby, der spiller henholdsvis den sårede furie Julie og sofakartoflerne Mogens, Steffen og Thomas i Let’s Get Lost.

Med undtagelse af Lyby, som desværre var udenlands, var alle hovedpersonerne mødt op for at fejre udgivelsen.

Sammen med Elmer og fotograf Bo Tengberg stod de i kongerække foran lærredet. Og Jonas Elmer havde brug for støtten, for han kunne ikke huske ”en eneste anekdote, der er værd at fortælle videre”.

Legathåndbog og cd
En scene midt i filmen bragte dog Elmer tilbage til 1997 og optagelsen af debutfilmen:

Alle hovedpersoner er samlet i Julie stue. Mogens forsøger med legathåndbogen at fuske sig til nogle penge, så han og vennerne kan komme til landskamp i Parken, og Steffen har taget en forsoningsgave — en cd fra Fredgaard — med til Julie efter et mindre heldigt optrin med en ølfustage i hendes lejlighed.

”Jeg havde arrangeret noget skide sjovt med, at Bjarne skulle ringe til Bistanden, men af en eller anden grund blev det ikke til noget. Så sagde jeg til Sidse, Nicolaj, Troels og Bjarne: ’Jeg ved altså ikke rigtig, hvad vi skal lave efter frokost, men det er meget vigtigt for filmens utrolig skrøbelige struktur, at vi har en scene, hvor alle fire ligesom er i samme rum,’” fortalte Jonas Elmer.

”Efter frokost har Nicolaj skaffet en cd, og Bjarne har købt en legathåndbog. Jeg syntes virkelig ikke, at det lød som nogle særlig gode ideer, men da der jo ikke var andet på programmet, sagde jeg: ’Det lyder pisse godt, lad os prøve det.’”

Sidse B kommer til undsætning
Sidse Babett Knudsen åbner i filmen cd-coveret, der viser sig at være tomt, og den glade giver, Steffen, griner nervøst (for selvfølgelig er den stjålet).

”Da jeg åbnede den, og der ikke var nogen cd, tænkte jeg: ’Det her er en situation, som Sidse B må redde,’ så jeg vendte ryggen til kameraet, gik hen til cd-afspillleren og lod, som om jeg satte den på, mens jeg nynnede med,” fortalte Sidse Babett Knudsen, hvis store umage for at skjule ”fejlen” med behændigt skuespil var spildt på Elmer.

”Den blev taget om, for som Jonas sagde, så var der jo ikke nogen cd,” sagde Sidse Babett Knudsen til stor moro for publikum.

Smukkeste replikker
I scenen, hvor Julie konfronterer sin bedrageriske, konfliktsky kæreste René, leverer Sidse Babett Knudsen en af karrierens bedste scener.

Blandt publikum syntes én, at to af filmens smukkeste replikker netop er fra den scene: ”Hvordan kan du holde op med at elske mig” og ”hvordan kan du lege tomme flasker med kærligheden”.

”’Hvordan kan du holde op med at elske mig,’ var faktisk den eneste planlagte replik i filmen. Den kom fra den oprindelige Let’s Get Lost, dokumentaren om Chet Baker. Det med de tomme flasker kom som et stærkt billede — synes jeg — fra min egen verden,” grinede Sidse Babett Knudsen og fortsatte.

”Den replik fik ligeså mange hug, som den anden fik ros. ’Det går så godt, og så kommer du til at smadre det med det lort.’ Men det fungerer bedre i det her årtusinde. Der er den åbenbart ikke så slem,” konstaterede hun.

En mærkelig boble
For Sidse Babett Knudsen, Bjarne Henriksen og Nicolaj Kopernikus har Let’s Get Lost en særlig plads i deres skuespillerhjerte.

Filmen blev et gennembrud for alle de involverede. De optog den over ti dag i 1997 - eller var seksten dage?

”Jeg hørte først seksten, men så er det blevet til ti. Skød vi den på en formiddag? Vi skød den på en formiddag! Men jeg synes, det var utrolig inspirerende at lave den her film. Det var noget af det sjoveste, jeg har været med til. Jeg havde min egen sofa,” sagde Bjarne Henriksen med vanlig lune.

Nicolaj Kopernikus var enig:

”Det er en bedrift. Det er en lille, smal og ret stor film. Da vi optog den, var vi på en eller anden mærkelig måde inde i en boble, hvor vi ikke kunne orientere os. Vi anede ikke, hvad det ville blive til.”

Homer Simpsons filosofi
Jonas Elmer viste oprindelig filmen for et testpublikum. Og nøjagtig som ved aftenens særvisning blev der også dengang grinet, på trods af at filmholdet anstrengte sig for, at det ikke skulle være sjovt.

”Der er reelt ikke en punchline i filmen,” sagde Elmer.

”Hvis man skal være storskrydende og høj i hatten, så grinede de, fordi det var rigtigt, eller som Homer Simpson, den store filosof, siger: ’It’s funny because it’s true.’”

Inden fejringen fortsatte i Empires foyer, hvor der var øl og filmsnak, sluttede seancen af med en god idé, da der gik en prås op for Nicolaj Kopernikus.

”Filmen er faktisk optaget i farver, og det gør det jo muligt, at vi om ti år kan mødes og se den igen ... i FARVER!”