Ska´ vi være kærester?

Korte fiktionsfilm er velegnede, når man skal introducere og arbejde med de filmfaglige grundbegreber – med filmdramaturgi, filmiske virkemidler og filmanalyse. Ska’ vi være kærester? er en perle af en børnefilm, der kan nydes af børn i alle aldre. Den er instrueret af Birger Larsen, der demonstrerer, at han mestrer den svære kunst at fortælle en enkel historie om store og komplicerede følelser. Det er en elskelig film, man kun kan blive i godt humør af at se, og det er en god film at blive klog på, hvordan man med enkle midler kan tryllebinde tilskueren, når ”bare” man kan sit filmsprog – og så selvfølgelig har en god historie at fortælle.

Filmiske virkemidler
Det første, vi bedømmer en film på, er selvfølgelig, om den berører os, om den siger os noget, om historien og de berørte temaer interesserer og fænger os. Men når vi vurderer en film på den måde, glemmer vi ofte, at hver eneste lille element – billede, indstilling, lydeffekt, kamerabevægelse, klip etc. – er nøje overvejet for at fremkalde netop den virkning, folkene bag filmen gerne vil have frem. Intet i en film er tilfældigt. Alt er et resultat af et helt filmholds professionelle viden om, hvordan tingene virker på film – og deres intentioner om, hvordan netop denne film skal være. Arbejdet med de filmiske virkemidler handler om at skabe en bevidsthed om disse ting og give eleverne begreber og sprog til at håndtere det.

Men filmiske virkemidler skal ses i sammenhæng med den historie, der bliver fortalt og det tema der slås an – ellers bliver det til gold stiløvelse. Derfor er det en god idé at starte med at arbejde med filmens dramaturgi og tema, for derfra at se på, hvordan de filmiske virkemidler bruges til at understøtte filmens historie og budskab. Det er en god idé at introducere de forskellige filmiske virkemidler lidt ad gangen, og når det ligger naturligt i forhold til den film, man arbejder med.

Jeg vil give en række eksempler på, hvordan jeg synes, man kan se på brugen af filmiske virkemidler i Ska’ vi være kærester?, men jeg mener ikke nødvendigvis, man skal trække eleverne gennem alle øvelserne i en omgang. Det kan hurtigt blive en trættende affære. Hvis der er tale om en introduktion, ville jeg vælge at fokusere på en eller to typer af virkemidler. Hvis eleverne har lidt erfaring med at arbejde med film, kan man også vælge at lade dem i grupper arbejde med forskellige typer af virkemidler og derefter i fællesskab udveksle og sammenholde de ting, de er nået frem til. Det er ofte en meget givende måde at arbejde på. Eleverne oplever tit, at deres eget arbejde bliver beriget af det, de andre har fundet frem til – og at de selv kan bidrage til og kvalificere de andres arbejde.

Berettermodellens syv faser
Filmens dramaturgi er stramt og effektivt skruet sammen og derfor eksemplarisk at arbejde med. Filmdramaturgi bliver ofte først introduceret i skolens overbygning, men der er ingen grund til at vente. Man kan sagtens på mellemtrinnet arbejde med enkle dramaturgiske modeller, og netop denne film er god til at introducere en grundliggende model som berettermodellen. Historien lader sig enkelt indpasse i modellens syv faser:

Anslag: Titlen skrevet med skæve børnebogstaver fulgt op af strygere på lydsiden og pludrende børnestemmer, hvor det eneste rigtigt forståelige ord er “kærester”.

Præsentation: Vi ser nu båden, børnenes fristed i naturen, og lærer Alice og Ludvig at kende.

Uddybning: Vi forstår hurtigt, at det nu drejer sig om et klassisk kurmageri. Han vil gerne have hende som kæreste. Hun vil også gerne, men som en rigtig kvinde skal hun jo gøre sig lidt kostbar, så han må yde noget for at være hende værdig – han skal rappe Under den hvide bro for hende.

Point of no return: Netop som han er midt i at rappe, bliver han hentet af sin mor (hvem ellers). Alice er hård, han skal rappe den helt færdig. Hvad nu – bliver de så ikke kærester alligevel?

Konfliktoptrapning: Først får vi nu præsenteret en helt ny konflikt som langsomt åbenbares for os. Ludvig skal spille flygel til en klassisk “Lilleput-koncert” for et større publikum, og det går ikke for godt i starten. Men han kommer efter det, spiller smukt, og bedst som vi har åndet lettet op, kommer Alice ind i billedet igen. Den oprindelige hovedkonflikt er på banen igen – hun kræver, at han rapper. Nu!

Klimaks: Ludvig springer op, griber mikrofonen og rapper sangen for Alice og for hele salen. Alice kaster sølvhjertet til ham. Nu ender det da lykkeligt? Men, nej! Hjertet lander på den sure dirigents dirigentstok, og Ludvig ser blot Alice forsvinde ud af salen. Knust af kærestesorg spiller han færdig og modtager publikums hyldest, men til sidst overrækker dirigenten ham sølvhjertet – beviset på Alices kærlighed – og kærlighedshistorien er fuldbragt. Nu er de kærester!

Udtoning: De er tilbage i naturen, får overstået det uundgåelige (men for Ludvig også noget ubehagelige!) kys og går i gang med det vigtigste: at lege.

Kontraktmodellen
Historien lægger også op til at benytte en anden af de grundliggende strukturalistiske modeller, nemlig kontraktmodellen. Den bruges mest til at analysere fortællingens forløb i folkeeventyr, men passer også rigtig godt til denne historie. Kort fortalt viser modellen at hovedpersonen ved historiens begyndelse befinder sig i et “kontraktforhold” – en tilstand af ro, ordnede forhold og fællesskab (Ludvig og Alice hygger sig sammen i deres egen børneverden i naturen. De er enige om, at de vil være kærester og laver en aftale). Kort efter starten sker der så et “kontraktbrud”, og personen rives ud af roen og fællesskabet og befinder sig i “ude-rummet” (Ludvigs mor kommer og hiver ham væk fra den trygge børneverden og ind i den hektiske og forjagede voksenverden med pres og forventninger). 

Nu begynder en lang og besværlig proces hvor personen må gennemgå svære forhindringer og prøvelser før roen kan genoprettes og personen har vist sig værdig til at genindtræde i “kontraktforholdet” (Ludvig må gå på scenen og både klare at spille den svære Le Coeur d’Argent, selv om alle noderne er faldet på gulvet, og endnu vigtigere er det jo, at han – foran hele det klassiske publikum – må rappe Under den hvide bro for Alice). Når hovedpersonen har bestået prøvelserne og vist sin værdighed, er “kontrakten” genetableret, han er genoptaget i fællesskabet og fortællingen er færdig (Ludvig får hjertet; et kys slipper han heller ikke for, og det gode børnefællesskab ude i naturen, hvor man kan lege langt fra de voksnes indblanding, er genetableret).

Filmens to universer
Det er i eventyrene ofte sådan, at personen ikke bare klarer prøverne, men også høster store triumfer og anerkendelse på vejen. Og det må jo absolut også siges om Ludvig, at han formår at imponere både publikum, den i starten noget mavesure dirigent og så selvfølgelige den vigtigste: Alice. “Uderummet” i eventyrene er et sted, hvor der gælder andre regler end sædvanligt. Det er her, man støder på forhindringer og prøvelser, men det er også her, man møder sære og overnaturlige væsener som trolde og drager. Og det er kun i “uderummet”, at man kan gøre brug af overnaturlige evner, og hvor overnaturlige hændelser forekommer. 

I filmen er “uderummet” de voksnes verden, og de voksne skildres da også som sære og uforståelige væsener, der river Ludvig ud af sit børnefælleskab og stiller ham på svære prøvelser. Men det er også her i “uderummet”, at Ludvig formår at få hele symfoniorkestret til at ledsage sit rap-nummer så det glider ind i en muikalsk helhed med Le Coeur d’Argent – en helt igennem urealistisk scene, men som bliver troværdig i den skøre voksenverdens univers. 

Kontraktmodellen er altså en anden måde at se på filmens dramaturgiske opbygning, og styrken i denne sammenhæng er desuden, at vi får sat fokus på forskellen på de to miljøer: Børneuniverset i naturen præget af leg, fællesskab og harmoni og voksenuniverset præget af forvirring, forventninger, pres og fordømmelse. De to miljøer er ikke blot forskellige i fysisk forstand, men det er også vidt forskellige aktører og handlinger, der knytter sig til dem. Og nok så interessant: Forskellen på de to miljøer i filmen er understreget af en meget forskellig brug af filmiske virkemidler. Det vil vi se nærmere på i de efterfølgende afsnit.

Billeder og klip
I dette afsnit skal vi kigge nærmere på et lille udsnit af filmen. Vi skal dykke ned i filmens detaljer og se nærmere på hvordan de enkelte indstillinger, klip og scener er skabt og sat sammen. Vi skal også se, på hvilken rolle det spiller for filmens måde at fortælle historien på. Vi vil nu prøve at sammenligne den filmiske skildring af de to forskellige miljøer – børneuniverset og voksenuniverset – ved at se på to scener, der ligger umiddelbart efter hinanden. Først skal vi se på scenen, hvor Alice og Ludvig forhandler om, hvad han skal gøre for at gøre sig fortjent til at få sølvhjertet og derefter på den umiddelbart efterfølgende scene, hvor Ludvig transporteres væk af sine forældre, iføres smoking og føres hen ad den lange gang mod koncertsalen. 

Den første scene skildres med en traditionel og rolig kameraføring, harmonisk komponerede billeder, oversigtsbilleder af naturen og halvtotaler af Ludvig og Alice. Klipperytmen er rolig og regelmæssig og via disse filmiske virkemidler understøttes skildringen af et lykkeligt fristed. Netop her indtræder så point of no return eller kontraktbruddet. De voksne griber ind, afbryder Ludvig midt i sin rap og bryder idyllen – billeder og klipning skifter drastisk karakter: Moren og bilen bevæger sig i fast-motion, inde i bilen er kameraføringen ujævn og rystet, der er mange nærbilleder, billedkompositionen er præget af skæve og væltende linier, klipperytmen er hektisk og ujævn.

Denne filmiske stil fortsætter inde på gangen, hvor en stor del af scenen er filmet med subjektivt kamera, så vi kan identificere os fuldt med Ludvig, der ser grædende børn og sure voksne passere, mens han slæbes af sted. De to kontrastfyldte scener tager tilsammen ikke mere end cirka tre et halvt minut og er derfor meget overskuelige og velegnede til en fordybelse i brug af billeder og klipning.

Lydeffekter
Lyden er en ofte overset del af filmsproget, men den er utroligt betydningsfuld. Den klassiske måde at belyse dette på, er jo at vise den samme scene henholdsvis med og uden lyd og se den enorme forskel, det har for vores filmoplevelse. Man kan godt benytte denne fremgangsmåde med de to netop omtalte scener og derefter fordybe sig i, hvorledes de to verdener også har hver deres – meget forskellige – lydkulisse. I børneuniverset er der rappende ænder, fuglekvidder og ellers ro og fred og her er ingen mærkelige lydeffekter. I voksenuniverset er der fuldt af hektiske og ofte disharmoniske lyde. Allerede da moren kommer anstigende, foregår det i en hakkende gang, der understøttes af en lydeffekt som en flaksende svane, der gør forsøg på at lette – inde i bilen hører vi hektisk motorlyd, skramlen fra inventaret, tudende horn og hvinende dæk. 

I løbet af historien er der indlagt enkle, men virkningsfulde lydeffekter, der understøtter og fremhæver centrale handlinger i filmen. For eksempel hører vi susen i luften, da Alice kaster sølvhjertet op mod scenen i koncertsalen. Igennem hele scenen i koncertsalen spiller musikken en central rolle for handlingsforløbet. På vejen op ad gangen, lige inden Ludvig træder ind i salen, hører vi disharmoniske instrumentlyde. Inde i salen er det musikkens komposition, der styrer handlingens spændingsopbygning, klimaks etc. – og dermed vores oplevelse af Ludvigs fiasko og succes. Og når det i filmens univers virker troværdigt at Ludvig kan få indpasset rap-nummeret Under den hvide bro i opførelsen af den klassiske klaverkoncert Le Coeur d’Argent, er det, fordi musikken danner den naturlige overgang og skaber sammenhængen, så vi i situationen ikke tænker meget over, at det er symfoniorkestret, dirigeret af den før så sure dirigent, der leverer den rytmiske instrumentering til Ludvigs rap.

Tegn og symboler
Film benytter sig ofte af meget tydelige og visuelt markante tegn og symboler – og ofte er det meget håndgribelige ting eller rekvisitter, der kommer til at spille en nøglerolle. Det gør det nemmere helt konkret for tilskueren at følge med i handlingen i dette visuelle medie. Og dét er der nogle rigtig gode muligheder for at skærpe elevernes opmærksomhed på i denne film. 

I en novelle havde man kunnet beskrive Ludvigs og Alices stærke følelser og tanker, men på film må temaet og konflikten have et konkret udtryk. Derfor har man valgt at lade sølvhjertet være symbolet på, om kærligheden sejrer. Under scenen i koncertsalen kan vi følge hjertet først hos Alice, så hos dirigenten og endelig til sidst hos Ludvig. Men vi ved godt, at det ikke bare er en materiel ting, der er på spil – det er selve kærligheden, der er lige ved at forfejle sit mål – men som så alligevel heldigvis til sidst ender, hvor den skal. Gennem hele filmen er der stor fokus på hjertet og mange nærbilleder, og det svære musikstykke, Ludvig skal opføre hedder selvfølgelig Le Coeur d’Argent, sølvhjertet. 

Der er også andre, knap så centrale, men alligevel vigtige, rekvisitter, der spiller en særlig rolle i filmen. For eksempel kan man nævne Ludvigs fodboldstøvler, der markerer forbindelsen tilbage til legebarnet i båden. I et nærbillede under koncerten ser vi således fodboldstøvlerne, og ud over den rent humoristiske effekt giver det også et signal om, at det stadig er barnet Ludvig, der sidder hér. Selv om de har tvunget ham i en smoking, har de ikke fået knust barnet i ham.


Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.