At skabe kunst er ligesom at føde
Hun har imponeret som pianist i verdensklasse i Nodevenderen, som mesterkok i Bon appétit hr. præsident og ikke mindst som skingrende ringe sangerinde i Marguerite, der senere blev genindspillet i USA med Meryl Streep i hovedrollen.
Catherine Frot er i dag en af Frankrigs mest populære skuespillere, elsket ikke mindst for sit komiske talent.
Det er dog en mere alvorlig Catherine Frot, der stiller op til interview i Berlin under dette års filmfestival, hvor Martin Provosts Gensynet har premiere.
Måske er hun træt af at blive spurgt om samarbejdet med den anden Catherine, nemlig den evigt feterede Deneuve, der spiller over for Frot i filmen. I et land, der producerer mellem 200-300 film om året, burde der også være plads til flere dronninger, men Catherine Deneuve anses stadig som fransk films førstedame.
Og det virker ikke til, at Catherine Frot er helt uenig.
”Deneuve er personifikationen af fransk film. Hun har skrevet filmhistorie med sine roller,” siger Frot.
Intuition versus refleksion
Hun husker, at hun som teenager så Catherine Deneuve under optagelserne til Pigerne fra Rochefort (1967). Familien Frot havde sommerhus i området, og de tilbragte alle somrene her. Men det var først på settet til den aktuelle Gensynet, at de to mødte hinanden rigtigt.
”Vi havde naturligvis set hinanden på festivaler og til den slags, men faktisk kendte vi slet ikke hinanden,” fortæller Catherine Frot, der blev klar over, hvor forskellige tilgange de to har til faget.
”Catherine er ekstremt intuitiv, hun er rent instinkt. Jeg er mere reflekteret og har brug for at tænke over, hvordan min karakter ville udfolde sig. Vi er meget forskellige. Og det passer sådan set perfekt til netop denne film, hvor også karaktererne er meget forskellige.”
Snært af noget surreelt
I Gensynet (den franske titel er Sage femme, som kan oversættes til ”jordemoder”) spiller Catherine Frot en alvorlig og principfast kvinde, der har dedikeret sit liv til arbejdet som jordemoder.
Hun bringer nyt liv til verden, men det er døden, der bliver omdrejningspunktet for Claire, da hun møder den ældre, flamboyante Béatrice, spillet af Catherine Deneuve.
Hun har haft en affære med Claires far for 30 år siden, og nu hvor Béatrice står ved en korsvej, vil hun gerne have kontakt med ham igen. Men han tog livet af sig ikke længe efter, han blev forladt af Béatrice.
Det har Claire aldrig tilgivet hende.
”I filmen lader Béatrice, som om hun er en ungarsk prinsesse med russisk blod i årene, men i virkeligheden er hun datter af en hjemmesygeplejer og kommer fra en jævn baggrund. Så Deneuve arbejdede både med noget surreelt og noget meget konkret, og det er det, der gør hende så interessant i filmen,” forklarer Catherine Frot.
Hendes egen rolle krævede en del research, for det er virkelig hende, der hjælper fødende kvinder med at få sat babyer i verden i filmen.
”Jeg gik meget op i, at min karakter var troværdig,” som hun siger.
Smertefuldt, men smukt
Catherine Frot opsøgte derfor flere jordemødre inden optagelserne og deltog i flere fødsler som observatør, inden det var hendes tur til at tage imod et barn, mens kameraerne rullede.
”Det er det sjove ved at være skuespiller, at man får lov til at træde ind nye verdener og påtage sig forskellige professioner. Jeg har været en stor pianist, en mesterkok, og nu er jeg jordemoder. Men jeg må sige, at jordemoderrollen er den sværeste, jeg nogensinde har spillet. Jeg skulle jo bringe børn til verden! Det var en unik oplevelse.”
”Mens vi optog filmen stod der dog en rigtig jordemoder ved siden af mig hele tiden. Men kameraet pegede på mig, og det var mig, der tog imod hovedet og fik kroppen ud af mødrene. Normalt skal en skuespiller lade som om, men denne gang var det nærmest dokumentarfilm, vi lavede.”
”Jeg kunne kun gøre det, fordi jeg benyttede en skuespillerteknik og forblev kold indeni. Det var første gang, jeg oplevede en virkelig fødsel. Jeg har ikke selv født børn, så det var noget enormt stort for mig,” siger Catherine Frot og tilføjer:
”Da hovedet kom ud, var det nærmest som at se en skulptur tage form, det var næsten en kreativ oplevelse og det bevægede mig dybt. Senere har jeg tænkt, at det at skabe kunst er ligesom at føde – det er smertefuldt, men smukt.”
Trailer: Gensynet
Catherine Frot
Født 1956 i Paris, Frankrig.
Har siden debuten i 1975 medvirket i næsten 100 franske film og tv-serier.
Er ti gange blevet nomineret til en César, den franske pendant til Oscar.
Vandt prisen i 1997 for bedste birolle i Un air de famille og for bedste hovedrolle i 2016 for Marguerite.
Har fået tildelt den franske pris Ordre national du Mérite for sin karriere som skuespiller.
Udvalgte film
Gensynet
2017
Marguerite
2016
Bon appétit hr. Præsident
2012
Le crime est notre affaire
2008
Nodevenderen
2006
Chaos
2001
La dilettante
1999
Le dîner de cons
1998
Un air de famille
1996
Escalier C
1985
Kommentarer