Skal Guldpalmen til Rusland eller Sverige?

Hvor der sidste år var næsten rørende enighed i Ekkos kritikerpanel om, at Min far Toni Erdmann burde have vundet Guldpalmen – hvilket den som bekendt ikke gjorde – er feltet i år mere åbent.

Alle nitten film i hovedkonkurrencen på årets Cannes-festival er nu blevet vist, og dermed kan vi se frem mod søndag aften, hvor Guldpalmen og de andre priser skal uddeles af Pedro Almodóvars jury, som har set film i knap to uger.

Men også de internationale anmeldere i Ekkos kritikerpanel har set filmene og løbende vurderet dem i stjernebarometeret.

Hvis det står til panelet, bliver det festivalens første film, russiske Andrey Zvyagintsevs Loveless, der løber med hæderen. Tre af panelets otte anmeldere peger på filmen, hvor en dreng stikker af og forsvinder midt i forældrenes skilsmisse, som favorit.

Men det kan også blive Ruben Östlunds The Square med danske Claes Bang i hovedrollen. Således ser to af anmelderne historien om Bangs museumsleder, der kæmper med at forene idealer og virkelighed, som festivalens bedste og favorit til at vinde.

Provokerende sjov
Loveless ligger med et gennemsnit på 2,9 stjerner (ud af 4 mulige) dog kun på en delt tredjeplads i stjernebarometeret.

Men det skyldes nok, at filmen blev vist som den første i hovedkonkurrencen, hvorfor kritikerne lagde lidt forsigtigt ud med stjernerne. Norske Kjetil Lismoen og amerikanske Stephanie Zacharek har den således som favorit, selv om de har givet andre film maksimale fire stjerner.

Det samme har Ekkos faste anmelder, engelske Lee Marshall, der er en af kritikerne i panelet. Loveless er dog steget i hans anseelse, og han ser den nu som festivalens bedste: ”Det er en mørk og mesterlig thriller om en drengs forsvinding, som også kaster et benhårdt blik ind i hjertet på nutidens Rusland.”

Sjovere er Ruben Östlunds The Square, der bliver peget på som favorit af panelets japanske deltager, Yo Ichigawa, og franske Ariane Allard.

”Den svenske satire skildrer dødvandet i vores egoistiske samfund med skarp sans for absurditet og en imponerende visuel elegance. Det er provokerende, intelligent, sjovt og temmelig foruroligende,” skriver Ariane Allard i mail.

Neglebid og tårer
De sidste tre kritikere i panelet har hver deres favorit: indiske Pragya Mishra peger på hviderussiske Sergei Loznitsas A Gentle Creature, en kafkask fortælling om at være fanget i et bureaukratisk helvedessystem.

”Filmen viser et uendeligt mareridt i systemets klør, hvor gyset langsomt kryber ind på én og til sidst kulminerer i en både satirisk og kulsort scene ved et middagsbord,” skriver Pragya Mishra, som læsere måske vil genkende som festivalens mindste kritiker fra chefredaktør Claus Christensens dagbog.

Chefredaktøren var ikke helt oppe at ringe på A Gentle Creature, men løfter armene for en anden film.

”For mig er Safdie-brødrenes Good Time festivalens store oplevelse. Den har en vitalitet, en originalitet og perfekt balance mellem form og indhold, som jeg har savnet i mange af de øvrige film på festivalen,” skriver Claus Christensen og fortsætter:

”Jeg fik under filmen stort set intet noteret på min blok, fordi jeg blev opslugt af dramaet, og når nogle kritikere rynker på næsen og siger, at den er lidt for larmende hen imod slutningen, så tænker jeg: ’Har vi set den samme film?’ Jeg sad og bed negle for hovedpersonerne og havde svært ved at holde tårerne tilbage under den geniale slutscene, der fortsætter i efterteksterne.”

Endelig har den sidste kritiker, engelske Damon Wise, valgt at skifte hest i sidste øjeblik. Han gik længe med Yorgos Lanthimos’ The Killing of a Sacred Deer, men peger nu på Lynne Ramsays abrupte hævndrama You Were Never Really Here, hvor Joaquin Phoenix spiller en lejemorder med barndomstraumer.

I Frankrig udnævner mange Robin Campillos franske aids-drama 120 battements par minute som frontløber til Guldpalmen. Men den har ingen i panelet som deres favorit og må nøjes med et snit på 2,5.

Et skuffende år
Selv om der altså er blevet vist gode film, står årets Cannes-festival ikke tilbage som en af de store i historien.

I panelet varierer holdningen til niveauet i hovedkonkurrencen fra ”ikke den fantastiske årgang, man kunne have håbet på inden festivalen”, som Lee Marshall skriver, til ”med få undtagelser generelt en skuffelse”, som Ariane Allard formulerer det.

”I år har været overraskende gennemsnitligt, og ikke mange film i hovedkonkurrencen har hævet sig over det ordinære. Til gengæld har jeg set nogle fantastiske film i Un Certain Regard og Quinzaine des Réalisateurs,” skriver Pragya Mishra, mens Yo Ichigawa mener, at dette 70. jubilæumsår især er svagt sammenlignet med sidste år.

Endelig foregriber Claus Christensen morgendagens Guldpalme-uddeling, da han ikke nærer store håb om, at juryen vil vælge Good Time.

”Cannes-festivalen har på det seneste udvist en imponerende evne til at vælge den forkerte Guldpalmevinder: Min Far Toni Erdmann blev forbigået sidste år, og Sauls søn måtte tage til takke med andenprisen forrige år.”

”Hovedkonkurrencen er en blandet landhandel med franske film, der kun er udtaget, fordi de er franske, og hæderkronede instruktørers film, der kun er udtaget, fordi de er lavet af hæderkronede instruktører,” skriver Ekkos chefredaktør og opfordrer Cannes til at ruske op i sig selv:

”Man burde alene udtage de tyve bedste film til at dyste om Guldpalmen, men jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort.”