Verdenspremiere på skandinavisk mordgåde
Næsten to år er gået, siden det kom frem, at den tragiske historie om Scandinavian Star var på vej som dokumentarserie.
En brand brød den 7. april 1990 ud på passagerskibet, hvor 159 mennesker mistede livet.
Nu rammer undersøgelsen af mysteriet – der den dag i dag stadig er Skandinaviens største mordsag siden Anden Verdenskrig – snart tv-skærmene. Men inden kan de første to af seriens seks afsnit opleves på det store lærred, når festivalen Cph:Dox den 28. februar holder programlaunch i den københavnske biograf Imperial.
”Den mest ambitiøse true crime-serie hidtil set i Skandinavien,” lyder taglinen for serien, der er produceret af det hæderkronede selskab Danish Documentary.
Ifølge Cph:Dox vil Scandinavian Star gennem interviews med overlevende og pårørende og med helt nye oplysninger i sagen gå i dybden med den nationale tragedie, der efter tredive år stadig rummer flere spørgsmål end svar.
30 år efter katastrofen
Scandinavian Star instrueres af Mikala Krogh, der er kendt for dokumentarer som Ekstra Bladet – uden for citat.
Hun har skabt serien sammen med den undersøgende journalist Lars Halskov, der har udgivet bogen Branden: Gåden om Scandinavian Star, og manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig, der er kendt for serier som Broen.
Serien er lavet med støtte fra Nordisk Film og Danmarks Radio samt norske NRK og svenske TV4. Den får premiere på DR1 den 9. marts.
Ved forpremieren på dokumentarfestivalen stiller Krogh og Halskov efter visningen op for at indvie publikum i arbejdet med dokumentarserien, der kommer på tredive-året for katastrofen.
Cph:Dox løber fra 18. til 29. marts, hvor over 200 film samt debatter og konferencer foregår i flere af hovedstadens biografer og andre kulturinstitutioner.
Kommentarer