Nyhed
06. dec. 2021 | 16:08

Skarpe fortællinger fra fynsk filmskole

Foto | Mads Krause
Petra (Isabella Møller-Hansen) og Anton (Jack De Paiva Pedersen) aftaler at lave en sexvideo i Amatør, men det er ikke nogen nem sag faktisk at lave optagelserne i sengen.

De tre midtvejsfilm fra femte årgang på den fynske filmuddannelse 18 Frames kan de næste to uger opleves eksklusivt på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside.

Af Nicki Bruun

Talenterne i dansk film ligger ikke på den lade side.

De sidste to uger har vi vist midtvejsfilmene fra filmskaberne på københavnske Super16, og nu er turen kommet til den fynske filmskole 18 Frames.

Her har femte årgang færdiggjort deres midtvejsfilm, som nu kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside frem til midnat mandag den 20. december.

Filmene har korte og kontante titler: Amatør, Brud og Lavine. Og med spilletider omkring femten minutter er de tre historier da også skarpe, små fortællinger.

Amatør handler om et kærestepar, der går skævt af hinanden under optagelsen af en privat sexvideo. Filmen er instrueret af Amalie Maria Nielsen med et manuskript af Oscar Anker Wiedemann og produceret af Signe Høiholm Fejer.

Brud følger en ung mand, der mister både sit livs kærlighed og sin elskede OB-trøje. Han tager på mission med sin bedste ven for at få sidstnævnte tilbage, men også deres venskab er i fare.

Theodor Garnæs Kramer Engen har instrueret efter et manuskript af Pernille Kjærsgaard og med Maria Robstad Nielsen som producer.

Lavine dykker ned i en mand, der prøver at komme videre fra sin svære fortid. Men skeletterne falder ud af skabene i en weekend, hvor det ikke går som planlagt. David Silset har instrueret, Nis Vinten skrevet manuskriptet og Emma Lind produceret.

Filmtalenter i den fynske muld
18 Frames har med støtte fra blandt andre den regionale fond FilmFyn og Odense Filmværksted udviklet sig til en vigtig organisation siden grundlæggelsen i 2011.

To afgangsfilm fra fjerde årgangDet er så yndigt og Deroute – var nomineret ved årets Ekko Shortlist Awards, og der er de seneste år kommet mange stærke kortfilm fra den unge filmuddannelse.

Højdespringeren er Sylvia Le Fanus flygtningedrama Abu Adnan. Filmen om far og søn, som forsøger at skabe et liv i Danmark, vandt fire priser ved Ekko Shortlist Awards i 2017 og ligger i skrivende stund nummer 47 på All Time Shortlist, hvor der er næsten 1300 film.

De flotte midtvejsfilm fra femte årgang på 18 Frames giver løfter om, at flere filmtalenter er ved at springe ud af den fynske muld.

Vi bringer snart en anmeldelse af filmene. Men allerede nu kan de ses her på siden!

Kommentarer

18 Frames

Uafhængig filmuddannelse på Fyn grundlagt i 2011.

Femte årgang startede i 2020 og er færdig i 2022.

Se midtvejsfilmene.

© Filmmagasinet Ekko