Skidt og kanel blandt Pix-talenter

En filmfestival er først rigtig i gang, når hovedkonkurrencen starter, og fra i morgen fredag den 22. april skal instruktørtalenter konkurrere på Cph Pix om New Talent Grand Pix, der er reserveret debutanter.

At dømme efter de første fem konkurrencefilm er årets felt, der i alt byder på ti film, en noget broget forsamling. Vi kommer vidt omkring, og der er både skidt og kanel.

Fra congolesisk gangster-drama over romantisk irsk børne-thriller til lavmælt albansk utroskabsdrama.

Søn af Costa Gavras
Blandt de bedste finder vi den kulsorte Vores tid kommer, som er instrueret af det unge franske stjernefrø Romain Gavras.

Romain er søn af den politiske thrillers mester Costa-Gavras (Z og Papirmanden), og han stod bag den hudløst ærlige musikdokumentar A Cross the Universe, der følger elektrogruppen Justice på deres vanvittige USA-turné.

Spillefilmdebuten præsenteres som en efterfølger til Romain Gavras voldsomme og kontroversielle musikvideo til M.I.A.’s Born Free, som er en kommentar til undertrykkelse af minoriteter.

I videoen afhenter brutale soldater, der bærer det amerikanske flag, unge rødhårede mænd, som bliver kørt ud i ørkenen, tævet og dræbt. Den blev forbudt på YouTube.

Grovkornet fransk satire
Snarere end en efterfølger er Vores tid kommer en genfortolkning, der vender videoens politiske kritik på hovedet med en grovkornet satire over minoriteters indbildte fjendebilleder og tidens trang til at skille sig ud.

Olivier Barthélemy er god som Remy, der konstant er på kant med sin mor og søster. Bleg og rødhåret er han mobbeoffer for de øvrige teenagere i byen.

Filmens helt store oplevelse er dog Vincent Cassel som Patrick, en karismatisk, psykopatisk psykolog, der i det ene øjeblik dusker teenageduller og i næste leverer springskaller til granvoksne rockere.

Da Patrick tager den unge Remy under sin vinger og viser ham, hvordan man sætter sig i respekt, slipper han et afstumpet dyr løs i det underkuede mobbeoffer Remy. Sidstnævnte ser fjender overalt og beslutter, at de skal rejse til Irland – de rødhåredes land – for at starte en revolution.

Takket være Vincent Cassels utilregnelige præstation er Vores tid kommer en grotesk morsom film om et alvorligt emne. Alvoren understreges af filmens triste, næsten farveløse billeder, som demonstrerer Romain Gavras’ sans for mediets gennemslagskraft.

Følsom irsk melankoli
I irske Alicia Duffys All Good Children, der havde verdenspremiere i Directors’ Fortnight på sidste års Cannes-festival, bliver elleveårige Dara og hans storebror Eoin flyttet fra Irland til Nordfrankrig, da deres mor dør. De skal bo hos deres tante et sted ude på landet.

All Good Children begynder som en fintmærkende børneromance, hvor den generte Dara møder den sært karismatiske, engelske pige Bella med skinnende rødt hår. Alicia Duffy er blevet sammenlignet med skotske Lynne Ramsay og formår at fange en følsom melankoli a la Ramsays Morvern Callar, når børnene færdes i skoven i smukke, drømmelignende sommerbilleder.

Da Bella mister interessen, bliver den skrøbelige Dara besat af hende, og filmen udvikler sig til en heftig jalousi-thriller, hvis pludselige udbrud af afstumpet vold giver mindelser om franske Claire Denis’ White Material.

De unge skuespillere er fremragende. Ikke mindst Jack Gleeson, der spiller Dara, fremmaner en dybde og en smerte bag de glasklare, blå øjne. Historiens erotik, der straffes med vold, er dog ikke videre original, og som i flere andre konkurrencefilm er tempoet lidt for adstadigt.

Strandferie i Portugal
Civil War hedder det portugisiske bidrag til New Talent Grand Pix. Der er dog ikke meget krig, hverken i bogstavelig eller overført betydning, over Pedro Caldas’ strandferiefilm, der slæber sig af sted på en måde, som seriøst udfordrer ens tålmodighed.

På en sommerferie i 1982 vil den blege teenage-lemmedasker Rui hellere sidde bag nedrullede gardiner og lytte til den sortsynede gruppe Joy Division end slikke solskin på stranden. Der er spændinger imellem ham og moren, som i sin midtlivskrise har en affære med en yngre strandløve.

Hvad Civil War ikke har i fremdrift, har den til gengæld i flotte billeder fra det sydlige Portugal, og der opstår lidt Eric Rohmer’sk stemning, da den søde og livlige Joana cykler ind i Ruis indelukkede liv.

Filmens spænding er dybest set hængt op på, om hun kan ryste Rui ud af hans imitation af Ian Curtis fra Joy Division. Men hvor en mester som Rohmer kunne forvandle klaustrofobisk tavshed til opløftende poesi, ender det for det meste i ren kedsomhed for Pedro Caldas.

Albansk fængselssex
I det albanske drama Amnesty har regeringen vedtaget en ny lov, der tillader, at fængselsindsatte på en fast dato kan dyrke sex med deres ægtefælle. En gang om måneden besøger Elsa derfor sin mand i spjældet. Og Spetim gør det samme med sin fængslede kone.

Instruktøren Buyar Alimani ser tydeligvis med en vis skepsis på den regeringssanktionerede ægteskabssex i fængselscellerne.

Totalt blottet for romantik eller begær ser vi aldrig de fængslede ægtefællers ansigt i fotografen Elias Adamis’ velkomponerede billeder, der fanger og underbygger karakterernes ensomhed.

Det er desværre ikke just sindsoprivende sager, som Buyar Alimani får resten af sin debut til at gå med.

Ironisk twist
Den arbejdsløse Elsa tilbringer dagene med at passe sine to drenge og sin stædige svigerfar, der er indædt mistænksom over for svigerdatterens gøren og laden. Den midaldrende Spetim er derimod mere optaget af sine pornofilm og en lækkende vaskemaskine.

Man ved fra starten, at romancen mellem de to kommer. Det er derfor ærgerligt, at instruktøren først halvvejs lader sine to ensomme skæbner møde hinanden, hvor der så til gengæld næsten omgående bliver gået til makronerne.

Det er tilmed alt for hurtigt ovre, for i et ironisk twist giver regeringen amnesti til udvalgte fanger, hvilket selvfølgelig indbefatter de elskendes bedre halvdele.

En væsentlig pointe med Alimanis historie er svær at få øje på, men især Luli Buitri og Karafil Shenas lavmælte spil i hovedrollerne gør alligevel Amnesty til en seværdig film.

Kulørt congolesisk bidrag
Mere smæk for skillingen får man i Viva Riva! – en gangsterfilm fra Den Demokratiske Republik Congo – der er konkurrencens mest kulørte indslag.

Den charmerende Riva – en rigtig gavtyv og smågangster – ankommer til Congos pulserende hovedstad Kinshasa, hvor der hersker benzinmangel, og hvor brutale kampe om det sorte brændstofmarked raser i den kriminelle underverden.

En smuglerbande fra nabolandet Angola er på jagt efter Riva, fordi han har stjålet brændstof fra dem. Riva har dog primært druk og hor på hjernen, og da han forelsker sig og kæphøjt forsøger at score rivalens lækre kæreste, er han en jaget mand fra flere sider.

På grund af de sociopolitiske forhold i virkelighedens Congo og Angola får denne ret beset temmelig konventionelle gangsterfilm en eksplosiv og farlig undertone.

Akrobatisk erotik og vold
Man fornemmer, at instruktøren Djo Munga ser med en vis kynisk morskab på sit lands hårdkogte gangstere, der skildres som rene parodier. Den ene boss er en regulær dandy i hvid smoking og fedora-hat, den anden en gumpetung porno-junkie.

Selvom det komplekse plot eksekveres i så forrygende fart, at man indimellem har svært ved at holde styr på den flerstrengede historie, keder man sig sjældent i Djo Mungas Kinshasa.

Såvel volden som den akrobatiske erotik er flamboyant stiliseret. Var instruktøren ikke sort, ville man sikkert beskylde ham for at bekræfte alle fordomme om det varmblodige, afrikanske kontinent.

De øvrige fem film i hovedkonkurrencen anmeldes 24. april. Alle konkurrencefilm kan ses på Cph Pix.