Dag 10: Skovisolation og forfatterfeminisme

Så nåede Sundance til vejs ende. I hvert fald næsten.

Festivalpriserne er blevet uddelt (læs hele listen over vinderne her), og de sidste af programmets planlagte visninger er blevet afholdt. Det eneste, der er tilbage nu, er at få set de film, man missede. Festivalens sidste dag står på ekstravisninger af de første ti dages greatest hits.

For mit vedkommende ville det betyde prisvinderen The Miseducation of Cameron Post, men også prisløse festivalfavoritter som Jennifer Fox’ modige The Tale og den eksplosive åbningsfilm Blindspotting.

Eller Jim Hoskings storsjove bizarkomedie An Evening With Beverly Luff Linn. Men den skulle man næsten have genset i tirsdags, hvor festivalen arrangerede en særlig smoke-along-visning og uddelte joints til alle i publikum. Slå den, Husets biograf!

Og først og fremmest ville det betyde Bart Laytons American Animals. Når man sluger 40 festivalfilm på ti dage, er det et umiskendeligt tegn på kvalitet, at man bliver ved at tænke på skarpe replikker, blærede kamerabevægelser eller bare ét enkelt blik mellem skuespillerne, der opsummerer et venskab.

Der er visuelle metaforer i Laytons film, der er noget af den mest elegante historiefortælling, jeg har set i årevis.

Der er næppe indgået mange europæiske handler på Sundance, men man kan krydse fingre for, at de små film også får et liv på denne side af Atlanten, som andet end felter i Netflix’ ubønhørlige ”anbefalet til dig”-selektioner.

Skønt iørefaldende musikfilm
Der er ikke så lidt øm indie-musik, med blid bonding over et iørefaldende guitarriff, i Brett Haleys herlige ’barn flytter hjemmefra’-musikfilm Hearts Beat Loud.

Titlen siger en del om tonen.

Machokomikeren Nick Offerman spiller den hjertevarme musikerfar, hvis datter skal rejse fra New York helt over på vestkysten for at studere medicin. Datteren, der spilles af den talentfulde Kiersey Clemons, finder sig en kæreste (Sasha Lane) den sidste sommer selv om hun godt ved, at forholdet næppe holder som langdistance.

Historien kommer op i omdrejninger, da far og datter jammer sig frem til et regulært indie-hit, der får farmand til at spå sin datter en fremtid som stjerne.

Det er også en skidegod sang, ligesom resten af det iørefaldende soundtrack. Det er noget forkælet at brokke sig over at se en god film månedsvis før alle andre, men det ærgrer mig, at soundtracket først bliver tilgængeligt, når filmen får premiere til sommer.

Haley stjæler med arme og ben fra nyklassikere som High Fidelity og Once, men det er også gode film at stjæle fra, og Hearts Beat Loud er lige akkurat charmerende nok til at slippe afsted med det.

En far på flugt og en datter på slæb
Er der forskel på at være i pagt med naturen og afskåret fra civilisationen?

For otte år siden gjorde Debra Granik Jennifer Lawrence til en stjerne med Winter's Bone, der også spillede på Sundance.

Hendes længe ventede opfølger handler som den film om folk på kanten af samfundet. Trettenårige Tom bor med sin far i en lejr langt ude i de nordamerikanske kæmpeskove. De laver mad over bål, sover i telt og holder sig så langt fra civilisationen som muligt.

”Øvelse!” råber faren, da de hører nogen rumstere i nærheden, og så skynder de sig begge at løbe væk fra lejren og gøre sig usynlige blandt bregnerne.

Men en dag går det alligevel galt. En løber får øje på Tom, og snart kommer politiet med snuserhunde og tager dem begge i forvaring.

Ben Foster er fænomenal som den ængstelige, fåmælte eremit, hvis isolation fra omverdenen skader ikke bare ham selv, men især hans datter. Hvad laver de derude? Og hvorfor kan han ikke tilpasse sig, da socialarbejderne skaffer dem et sted at bo?

Den sekvens, hvor Tom får smag for et mere almindeligt liv, er næsten opløftende, selv om man fornemmer, at det ikke kan vare ved. Newzealandske Thomasin McKenzie giver en udsat, indelukket præstation så diskret, at ethvert følelsesudbrud rammer som en støvle i maven.

De må videre, ud, afsted, væk fra omverdenen og væk fra systemet. Det er hårdt at se på.

Feministisk forfatterfilm
Hvor Debra Granik dyrker en hårdslående vérité-stil, har Wash Westmorelands Colette et langt pænere, mere gennemproduceret udtryk.

Det ligger til genren historisk kostumedrama, som Keira Knightley karrieren igennem har gjort til sit speciale. Her spiller hun den landligt naive Colette, der i 1892 gifter sig med Willy, en musikkritiker og forfatter, muntert spillet af Dominic West som en storladen flottenheimer.

Takket være en stab af spøgelsesforfattere er Willy en litterær institution i det parisiske borgerskab, og der går ikke længe, før han også rekrutterer sin kone.

De har ingen penge, siger han, så hun er nødt til at skrive først én bog og, da den bliver en sensation, en hel serie. Og franskmændene og især -kvinderne gider ikke læse kvinder, så han må hellere tage æren for hendes talent.

Knightley har aldrig været bedre end som Colette, en fascinerende karakter, der langsomt bliver feministisk vækket og skaffer sig ligestilling i ægteskabet ved, som sin mand, at finde kvindelige elskere.

Det var andre tider, og alligevel ikke. Colette må kæmpe for enhver flig af selvrespekt.

Drakonisk fængselssystem
I 80’erne erklærede Reagan krig mod narkotika, en krig, der først og fremmest føres mod landets egne borgere.

Et af ofrene er Cindy Shank, en kvinde i Michigan, der i sin ungdom datede en narkohandler. Han blev dræbt, hun kom videre med sit liv og startede en familie. Tre børn blev det til, inden ordensmagten besluttede sig for alligevel at anklage hende for sammensværgelse om narkotikasalg.

Femten års fængsel. Farvel, mor.

The Sentence modtog publikumsprisen for bedste amerikanske dokumentar, og den byder også på en stærk, følelsesladet fortælling.

Cindys bror Rudy – filmens instruktør – beslutter sig for at dokumentere sine niecers opvækst for sin søster, og samler dermed materiale til et dybt personligt billede på det kortsynede amerikanske fængselsvæsen.

Reagan indførte mandatory minimums, hvor strafudmålingen for bestemte forbrydelser var givet på forhånd. Det system har givet tusinder af mennesker drakoniske strafudmålinger.

Rudy holder kameraet tæt på sin familie, og et par steder er der lidt meget følelsesrytteri over de stærke scener. Men The Sentence er også en vred, socialt indigneret film, der tager livtag med et stort problem i samfundet.

En rigtig Sundance-film med andre ord. Her er vinderfilmene helst ej blot til lyst.