Anbefaling: Skræmmende gode dystopier
Selv hvis du ikke har set den, har du nok hørt om The Handmaid’s Tale, der er blevet udråbt til nyere tids mest interessante serie med portrættet af et meget anderledes, men dog genkendeligt USA.
Første sæson er netop afsluttet, og i denne uges streaming-anbefalinger ser vi nærmere på, hvad der sker, når verden som vi kender den, går under på film og tv.
Dystopi og postapokalypse kommer i mange forskellige former og størrelser. I 1500-tallet skrev Thomas More bogen Utopia om det perfekte fremtidssamfund, men der er selvsagt mere dramatik i det modsatte.
Filmhistorien har budt på klassikere som Fritz Langs Metropolis og Ridley Scotts Blade Runner, mens George Orwells roman 1984 føles i dag føles mere aktuel end nogensinde før.
Som regel bevæger vi os naturligt nok i sci-fi-genren på den ene eller anden måde, hvilket også er tilfældet i de udvalgte serier og film. De varierer dog i tempo og filosofisk slagkraft, så der både er mulighed for at blive underholdt og få fordybelse.
Mad Max: Fury Road (2015)
Ekkos anmelder kvitterede med seks stjerner, da George Miller i 2015 vendte tilbage til sit ørkensvedne univers med Mad Max: Fury Road. ”En mesterlig actionfilm,” lød ordene, og der er da heller ikke mange film, som er bedre til at levere to timers eskapistisk adrenalin-underholdning.
Max (Tom Hardy) buldrer rundt i en postapokalyptisk verden med den onde Immortan Joe i hælene, og ligesom en biljagt kunne det faktisk ikke være meget mere simpelt. Men detaljerne i al den ødelæggelse, der sker på turen, gør filmen til et underholdende vanvidsridt.
Kan ses på C More
Black Mirror (2011-)
Vi anmeldte tredje sæson af den britiske sci-fi-serie til fem stjerner, da den havde premiere sidste år. Men har du endnu ikke oplevet Charlie Brookers dystre univers, der i antologisk format viser forskellige skyggesider af teknologien, bør du starte fra begyndelsen.
Hvert af seriens kun tretten afsnit er nemlig et studie i, hvordan man fortæller en historie, der aldrig taber det menneskelige af syne, selv om emnet er teknologi.
Kan ses på Netflix
The X-Files (1993-01)
I The X-Files er den fysiske verden ganske ikke gået under, men Mulder og Scully jagter en sandhed, der kan afgøre, om fremtiden er utopisk, dystopisk eller et sted midt imellem.
Både filmen I Want to Believe fra 2008 og den tiende sæson fra sidste år var store skuffelser, men heldigvis fungerer den oprindelige serie stadig lige så godt som i 90’erne. Da den kørte, blev den et moderne svar på 60’ernes The Twilight Zone, som viser, at der er mere mellem himmel og jord.
Kan ses på Viaplay
The 100 (2014-)
Hvad der i udgangspunktet kan lyde som en lidt letbenet og glat ungdomsserie, er faktisk en hel del mere. The 100 foregår små 100 år efter, at verden er blevet ødelagt af en atomkrig. Fra et rumskib med de overlevende sendes 100 ungdomskriminelle tilbage ned på jorden med det formål at genbefolke planeten.
De første tre sæsoner ligger lige nu på Netflix, men fjerde sæson er produceret og femte på vej, så bliver du grebet af mystikken, er der mere at se frem til.
Kan ses på Netflix
The Handmaid’s Tale (2017-)
Det er svært ikke at blive ramt af The Handmaid’s Tale, der er utroligt vellavet og føles skræmmende tæt på virkeligheden efter det amerikanske præsidentvalg. Serien foregår i et USA, der er blevet overtaget af religiøse fanatikere, som har omdøbt landet Gilead og nu undertrykker den kvindelige befolkning.
Historien om tjenestekvinden, der har fået slavenavnet Offred (Elisabeth Moss), peger på mange måder tilbage i USA’s voldsomme historie. Men som dystopi er serien fascinerende, fordi den også føles uhyggeligt aktuel.
Kan ses på HBO Nordic
Ugens streaming
Hver fredag giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame i weekenden.
Vi anbefaler både film og tv-serier.
Denne uge foreslår vi medrivende sci-fi-dystopier.
Kommentarer