Chefredaktør: Skriv Cannes-historie i aften!

Over de seneste elleve dage er 21 film blive vist i hovedkonkurrencen, og nu er det op til den ni mand store jury med instruktøren George Miller i spidsen at vælge vinderen af Guldpalmen og de seks andre priser.

Uddelingen finder sted i aften kl. 19.15, men som vanligt giver jeg mit bud på, hvem der bør vinde, hvem der nok vil vinde, og hvilke outsidere der kan overraske.

Jeg har taget hensyn til reglen om, at en Guldpalmevinder ikke samtidig kan modtage skuespilpriser.

Guldpalmen: Toni Erdmann

Da Maren Ades Toni Erdmann blev vist på festivalens tredje dag, skrev jeg, at den bare måtte få en eller anden pris.

Siden har den ene forhåndsfavorit efter den anden skuffet – især Xavier Dolan og Sean Penn – og nu er tyskeren storfavorit til Guldpalmen.

Den er ikke et enestående mesterværk som Amour, Adèles liv og Sauls søn (som blev snydt for Guldpalmen sidste år). Men det er en film, der får ekstremt meget ud af den simple idé at smide en klovnefigur af en far ind i en stresset karrierekvindes liv.

Det vil være den første solo-Guldpalme til en kvindelig instruktør (Jane Campions The Piano delte i 1993 palmen med Chen Kaiges Farvel min konkubine), og det gør jo bestemt ikke noget i disse ligestillingstider.

Nok så vigtigt kan Guldpalmen øge respekten for komedier, der alt for ofte kommer til kort, når fine priser uddeles.

Men juryformand George Miller smed lidt af en bombe under juryens pressemøde på åbningsdagen. Han talte om, at et Guldpalmevalg gerne måtte være kontroversielt og gå imod kritikerkonsensus.

Hvis han fører denne ikke indlysende fornuftige filosofi ud i livet, bør Guldpalmen gå til Sean Penns patetiske The Last Face, som har fået festivalens største buhråb. Men forhåbentlig vil juryen overtale Miller til at vælge Jim Jarmusch’ perle af en hverdagshyldest, Paterson.

Men der er andre outsidere som Cristian Mungius Graduation, Park Chan-wooks The Handmaiden, brasilianske Aquarius og sågar Paul Verhoevens underholdende Elle, der har taget kritikerne med storm.

Grand Prix: Paterson

Andenprisen bør efter min mening tilfalde netop Jarmusch’ Paterson, som i salig Dan Turèlls ånd hylder hverdagen ved at følge en uge i en buschaufførs liv med faste rutiner, en kreativ kone, gåture med hunden og amatørdigte.

Det er morsomt, rørende og tankevækkende, og selv om det på overfladen er festivalens mest udramatiske film, så bliver tabet af en notesbog noget af det mest smertelige, vi har oplevet på festivalen.

Det er dog et spørgsmål, om juryen ikke nøjes med at give manuskriptprisen til Jarmusch for hans på papiret lille film og i stedet giver andenprisen til Cristian Mungius Graduation. Mungiu har skabt en overbevisende film om korruption i Rumænien, hvor der ingen skurke er, men til gengæld en pilrådden tankegang, der stammer fra fortidens kommunisme.

Outsideren er en af festivalens store, positive overraskelser, Kleber Mendonca Filhos Aquarius, der handler om en ældre kvinde, som kæmper for at blive i sin lejlighed. Det er en stærk, poetisk og på sin egen måde dramatisk fortælling om den brutale kapitalisme.

Instruktør: Cristian Mungiu

Mit bud på instruktørprisen er Cristian Mungiu, fordi han med Graduation i den grad viser, hvor begavet og håndværksmæssig dygtig en instruktør han er.

Han har to gange tidligere været i hovedkonkurrencen og hver gang taget fra Cannes med en pris, den første gang oven i købet Guldpalmen (4 måneder, 3 uger og 2 dage). Han er en af de få kendte instruktører, der har indfriet forventningerne, og det vil være en mindre skandale, hvis juryen forbigår ham.

Men juryen kan også vælge Jeff Nichols. Han har givet festivalen Loving, der fortæller en livsbekræftende, autentisk historie fra 50'erne om et par, som gifter sig på tværs af hudfarve og går imod staten Virginias racistiske lovgivning.

Det er en mainstreamfilm og nærmest selvskrevet til Oscar-nomineringer, men George Miller – der selv har sans for det brede publikum – kan meget vel ville honorere det. Utvivlsomt med opbakning fra festivalen, der meget gerne vil have større, amerikanske film på programmet.

Outsideren er Park Chan-wook, som har skabt endnu en overlækker thriller, The Handmaiden. Her er intet nyt under den sydkoreanske sol, men Cannes er tro mod de store auteurs, og hvis juryen gerne vil give en pris til en genrefilm, kan det meget vel blive denne. Eller også Paul Verhoevens Elle.

Juryens pris: Aquarius

Denne pris uddeles ofte til et friskt og anderledes værk, der har sine entusiastiske fortalere i juryen, men ikke kan samle enighed rundt om bordet. Det var således denne pris, Lars von Triers debutfilm, Forbrydelsens element, fik i 1984, fordi juryformand Dirk Bogarde mente, at Trier ødelagde filmsproget.

Oplagt vinder i år er Aquarius, som med sine poetiske digressioner ikke følger de gængse dramaturgiske formler. Jeg tror dog, at juryen vil nøjes med at belønne filmens kvindelige skuespiller (Sonia Braga) og i stedet give Andrea Arnold et klap på skulderen for hendes tour de force af en improviseret, ungdomsvild roadmovie, American Honey.

Men mange film kan vinde denne pris – fra Olivier Assayas’ spirituelle vås Personal Shopper over Cristi Puius familiesatire Sieranevada til Nicolas Winding Refns The Neon Demon (hvis Mads Mikkelsen kan overbevise sine jurykolleger om, at hans gode ven fortjener en pris for sit vovemod).

Juryen kan også vælge at honorere Ken Loach, som er vendt tilbage til nutidig socialrealisme og har lavet en af sine bedste film længe: I, Daniel Blake.

Manuskript: Elle

Paterson er den oplagte vinder, fordi det i den grad er en film, som er båret af Jim Jarmusch’ tankevækkende meditation over hverdagens skønhed og elegant inkorporerer observerende digte af Ron Padgett.

Jeg håber dog på, at Paterson får en større pris og vil i stedet byde ind med en pris til Paul Verhoevens sensationelle Cannes-comeback: Elle.

Elle (skrevet af David Birke efter Philippe Dijans roman Oh…) handler om, hvordan en kvinde på en højst usædvanlig måde tackler en voldtægt.

Det er en kontroversiel film, der leger med et sadomasochistisk begær, kredser om et traume og i det hele taget behandler eksistentielle emner så underholdende, at man knap nok opdager alvoren. Og så er det en meget morsom film takket være hovedpersonens sarkasme.

En outsider er The Salesman, hvor iranske Asghar Farhadi endnu engang borer dybt i et parforhold via en forbrydelse. Langt fra hans bedste film, men den har sine støtter på festivalen.

Kvindelig skuespiller: Sonia Braga (Aquarius)

Konkurrencen har været præget af stærke kvinderoller, så der er mange, som kan vinde prisen for bedste kvindelige skuespiller.

65-årige Sonia Braga er vidunderlig i Aquarius – smuk, stolt og stædig. Hun fortjener at blive belønnet, men hun kan blive ofret i det store puslespil, som juryen skal lægge, når den forsøger at belønne så mange forskellige film som overhovedet muligt.

Sandra Hüller i Toni Erdmann leverer en uforglemmelig præstation og imponerende udvikling fra overkontrolleret til løssluppen. Men hvis den tyske komedie får Guldpalmen, så kan filmen ifølge Cannes’ reglement ikke få nogen af de to skuespilpriser.

Et andet bud er Isabelle Huppert, der i Elle er blændende som Michèle, som har krammet på alle, selv sin voldtægtsmand. Kristen Stewart gør det også glimrende i Personal Shopper og kan i hvert fald ikke lastes for det fortænkte manuskript.

Og jeg skal heller ikke glemme at nævne Ruth Negga i Loving, hvor hun som Mildred sætter sig imod hele det etablerede system ved at kæmpe for retten til at gifte sig med en hvid mand.

Mandlig skuespiller: Dave Johns (I, Daniel Blake)

Dave Johns er overbevisende som den arbejdsløse, men godhjertede hovedperson i Ken Loach’ I, Daniel Blake. Han er mit bud på en vinder, hvis vi skal være generøse og fordele priserne ud over flere film.

Ellers er Adam Driver totalt cool som buschauffør og digter i Paterson. Peter Simonischek føjer en vis melankoli til klovne-faderrollen i Toni Erdmann og leverer en af festivalens bedste præsationer, men han kan ikke komme i betragtning, hvis filmen får Guldpalmen (og det håber jeg).

Adrian Titieni er også stærk i Mungius Graduation, hvor han som familiefaren forsøger at styre sin familie igennem det ene uheld efter det andet – for kun at gøre tingene værre.

Endnu en hårdtprøvet mand (dem har der været nogle stykker af) er Mimi Branescus Lary i Sieranevada, som også kan komme på tale, hvis juryen gerne vil gøre det til en stor aften for rumænsk film.

Herunder er mine bud på, hvad der bør vinde, hvad der vil vinde, og hvem der kan overraske. Kun en ting er sikkert: Det kommer til at gå anderledes i aften kl. 19.15, når juryen uddeler sine priser.