Skriv med på Tim Burtons historie
”Stainboy, der kunne gøre brug af sin åbenlyse ekspertise, blev indkaldt for at undersøge mystisk glødende snask på galleriets gulv.”
Sådan begynder den amerikanske instruktør Tim Burton sit seneste projekt, der er en variation af den gammelkendte selskabsleg Cadavre Exquis.
Legen går ud på, at man efter tur kollektivt skriver en historie ved at føje nye ord til det allerede skrevne. Oprindelsen går tilbage til de franske surrealister, der brugte legen som en kunstnerisk metode.
Årets thailandske Cannes-vinder Apichatpong Weerasethakul, der fik tildelt Guldpalmen af netop Tim Burton, er i øvrigt kendt for at benytte en lignende metode i sine film.
Snasket har rejst sig
Indtil videre har otte personer - ud over Burton selv - skrevet på historien, og den er ved at udvikle sig i en dramatisk retning. Således har snasket nu rejst sig fra gulvet og er ved at gribe fat om Stainboy.
”Snasket trak ham nærmere og nærmere. Pludselig gik det op for ham, hvorfor det så så underligt bekendt ud,” lyder de foreløbigt sidste linjer.
Alle kan sende bidrag til historien på BurtonStory.com, men kun de bedste bidrag får lov til at blive en del af historien. Projektet løber frem til den 6. december.
Kommentarer