Findes nymfomaner?

Jeg har set Nymphomaniac. Fra ende til anden, samtlige knald, fem stive klokketimer i en rød plyssofa i Avedøre.

Jeg har flydt rundt som en rådvild pekingeser i Lars von Triers ødsle lædermøblement og ført åndrige samtaler om køn, krop, kærlighed og begær med en smilende mesterinstruktør på vandvognen.

Jeg har ladet mig fragte rundt i et elektrisk golfkøretøj med en Guldpalmevinder bag rattet og sågar stukket hovedet ned i hans mørke sansedeprivationstank, som ligner en gotisk ligkiste og efter sigende kan fremkalde rimbaudske syner helt uden brug af psykedeliske hjælpemidler.

Man må ikke ligge der for længe, for så får man abepels ligesom William Hurt i Altered States. Og det er strengt forbudt at pisse i vandet.

Ungpigegalskab
Jeg nævner det kun for at prale. Og fordi det formentlig er sidste gang, jeg er blevet inviteret inden for i en genial filmskabers beskyttede værksted.

Derudover er min mund lukket med det syvende segl. For at fremstå betydningsfuld og mystisk. Og fordi jeg ellers får klippet pikken af med Ålens sløve hækkesaks. Ritch.

Lad mig i stedet tale udenom.

Direkte oversat betyder nymfomani noget i retning af ”ungpigegalskab”, og termen har været flittigt benyttet i medicinsk fagjargon siden det moderne gennembrud.

I 1771 udgav den franske læge de Bienville (1726-1813) afhandlingen La nymphomanie (med den suggestive undertitel Traité de la fureur utérine), og 1800-tallet flød næsten over med farverige beretninger om erotisk vanvid hos sjæleligt degenererede kvinder, hvis løsslupne drifter satte samfundsorden og familieliv over styr.

Et rigt underliv
Fureur utérine. Livmoderraseri. Man kan næsten høre, hvordan begrebet opsamler modernitetens indbyggede rædsel for kvinders seksualitet, som med seismografisk nøjagtighed blev sat i scene af så forskellige kunstneriske temperamenter som August Strindberg (1849-1912) og Edvard Munch (1863-1944).

Det sene 1800-tal var den moderne kønskamps første blodige slagmark, og med ur-feministernes krav om medborgerskab og seksuel autonomi blev mandens privilegier i samfund og ægteseng udsat for stadig mere ydmygende attentater. Kvinder forlangte stemmeret og forlod dukkehjemmene i protest.

De krævede et rigtigt liv. Et rigtigt underliv.

Og som altid var lægevidenskaben en beredvillig alliancepartner, når uorden og optøjer truede med at kaste grus i det velspillende kulturelle klaver. Den aseksuelle husmoder blev det victorianske patriarkats højt besungne ideal, og kvindeligt begær blev ikke alene udsat for moralsk dæmonisering, men også for lægelig diagnosticeringsiver.

De lystne fruentimmere var ikke blot dårlige hustruer og slette eksempler for deres medsøstre. De var syge.

Den store kulturdiagnose
Nymfomani-diagnosen vandt udbredelse, og da man omkring århundredeskiftet blev i stand til at udføre større kirurgiske procedurer, greb kvindelægerne chancen for at afrette de patienter, hvis libido var ukvindeligt forøget, hvad enten det nu gav sig udslag i prostitution, onani, perverse tilskyndelser, voldtægt (af kvinden!) eller intime relationer uden for ægteskabets lukkede kredsløb.

Ætsning, brænding eller bortskæring af klitoris forekom ikke sjældent, og respekterede gynækologer anbefalede endog kastration, hvis lysten antog patologisk eller systemundergravende karakter.

Et århundrede og adskillige seksuelle revolutioner senere har kvinder med møje og besvær tilbageerobret retten til lysten, og i senmoderniteten er der med stor behændighed vendt op og ned på de kulturelle idealer.

Sexologens venteværelse domineres i dag af kvinder med ”manglende lyst”, og problemet overtrumfer til hobe sex addiction (eller excessive sexual drive, som det hedder på WHO-sprog), der til gengæld har potentiale som det kommende årtis helt store kulturdiagnose. Bare vent og se.

Urostifteren Trier
Der er langt mellem seksuelt hyperaktive kvindfolk i dagens terapeutiske praksis. Vores epokes bekymringsvækkende sexoholikere er helt overvejende af hankøn, mens det på kvindeside er den frigide vissenpind, der er blevet middelklassens altdominerende skræmmebillede.

Kompetent livsførelse kræver sex og samtalekøkkener. Den kulturelle opmærksomhed er ikke længere rettet mod seksuelt forslugne kvinder, og nymfomanen nyder sit velfortjente otium langt borte i pornografiens stiliserede landskaber.

Vi ved stort set intet om kvinder med patologisk påtrængende seksualdrifter. Hvis de findes uden for mænds fantasi, gemmer de sig godt.

Køn, krop, kærlighed og seksualitet er bevægelige historiske forvandlingskugler, og den klassiske sondring mellem luder og madonna er en illustrativ påmindelse om, hvordan begreber om normalitet og afvigelse aldrig opstår i et kulturelt vakuum, og at ikke mindst videnskaben har været – og er – en flittig leverandør af socialt blændværk og moralske bydemåder.

Nymfomanen er begravet i kulturens store skarndynge. Det kræver en urostifter af Lars von Triers format at fiske hende op igen.