Skudt under live-transmission på TikTok
I dag klokken 11 skulle retten have afsagt dom over 38-årige Salwan Momika i Sverige. Han var sammen med Salwan Najem tiltalt for hetz mod en befolkningsgruppe i forbindelse med fire forskellige koranafbrændinger i 2023.
Men i går aftes blev han skudt og dræbt i en lejlighed i byen Södertälje, der ligger syd for Stockholm. Det skete, mens han var i færd med at live-transmittere på TikTok, hvor over 2000 mennesker skal have set med.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet. Ifølge avisen har hans medtiltalte Salwan Najem allerede været ude og kommentere drabet. ”Jeg er den næste,” skriver han og linker til en artikel om drabet i mediet LT.
Til SVT Nyheter siger det svenske politi, at man i går aftes omkring klokken 23 rykkede ud til bydelen Hovsjö efter larm.
”Inde i lejligheden finder man en mand i 40-årsalderen, som er blevet skudt, og han bliver kørt på hospitalet, siger Daniel Wikdahl, der er talsmand for politiet i Stockholm.
På de sociale medier cirkulerer en video, hvor politiet angiveligt samler Salwan Momikas telefon op fra gulvet og stopper live-transmissionen.
Kristen oprørsgruppe
Salwan Momika kommer oprindeligt fra Irak og er vokset op katolsk. Under Islamisk Stats forfølgelse af kristne i slutningen af 00’erne var han sikkerhedsvagt for det kristenvenlige parti Assyrian Patriotic Party i byen Mosul.
Da Mosul faldt til ISIS, blev han en del af en militant kristen oprørsgruppe, der havde forbindelser til en Iran-venlig islamistisk millitia, der er anklaget for krigsforbrydelser.
Men efter stridigheder med en leder i sin gruppe flygtede Salwan Momika i 2017 til Tyskland, inden han kom til Sverige og fik midlertidig opholdstilladelse i 2021.
Tidligt i sit ophold fik han en dom for at true en mand med en kniv. I 2023 blev han landskendt, da Momika – der siden ankomsten erklærede sig som ateist – begyndte at arrangere anti-muslimske demonstration i stil med dem, som dansk-svenske Rasmus Paludan har afholdt.
Diplomatisk krise
Ofte brændte han Koraner af og postede videoer af seancen på sociale medier. Ligesom Rasmus Paludan lykkedes det ham at få politibeskyttelse til demonstrationerne.
Han annoncerede altid demonstrationerne på forhånd for at skabe mest mulig opmærksomhed, og i juli 2023 førte det til en diplomatisk krise mellem Irak og Sverige.
I vrede over en planlagt afbrænding stormede hundredvis af irakere den svenske ambassade i Bagdad og startede en brand.
Den irakiske premierminister Mohammed Shia al-Sudani stoppede forbindelsen til Sverige i protest over afbrændingen, og den svenske ambassadør blev udvist. Man frygtede, at det kunne få konsekvenser for Sveriges indtrædelse i NATO på grund af afbrændingernes betydning for forholdet til Tyrkiet.
I foråret 2024 forlod Salwan Momika Sverige til fordel for Norge, men myndighederne sendte ham tilbage til Sverige. I august blev han tiltalt for hetz mod i befolkningsgruppe på grund af antimuslimske udtalelser i forbindelse med Koran-afbrændingerne.
Ifølge svensk politi er fem personer blevet anholdt og sigtet for drabet på Salwan Momika.
Kommentarer