”Skuespil gør dig til et bedre menneske”

For mange nyuddannede skuespillere kan det være et chok at træde ind i den hårde filmbranche. 

Men når man snakker med Arian Kashef, fortæller han roligt og velovervejet, som om han havde mange års erfaring. På trods af at han for bare to år siden blev færdiguddannet på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. 

”Jeg har altid set verden gennem film. Men jeg havde ingen idé om, at jeg ville blive skuespiller. Jeg vidste bare, at det skulle være noget kreativt,” siger det 25-årige stjerneskud.

”Da jeg gik i gymnasiet, så jeg en annonce for et teaterforum, der hedder C:ntact. C:ntact var et rigtig fedt sted. Jeg lærte hurtigt at få en relation til publikum og mødte en masse andre unge mennesker, som havde vigtige historier at dele.”

”Siden jeg kom ind på Scenekunstskolen i første forsøg, er det bare gået fremad.”

Gamle fjenders børn
Arian Kashef er netop nu aktuel på Ekko Shortlist med hele to kortfilm, der pt. begge ligger på den eftertragtede top 10.

I komedien Pandami spiller han en dybt forelsket mand, som vil dræbe en panda i Zoologisk Have for at starte en diplomatisk krise, så hans kæreste ikke kan rejse til Kina.

Og dramaet Tornen dør, blomsten lever, som han både har skrevet og medvirker i sammen med Sammy Germain Wadi, er baseret på hans og en vens oplevelse med deres fædre.

Filmen handler om de to brødres rasende kamp med deres følelser ude på en mark.

”De er vrede på deres far, fordi de ikke har det bånd, de ønskede. De føler sig svigtet. Men samtidig viser filmen, hvor vigtigt det er at tilgive – også for én selv. Ellers vil man blot gentage alt det onde, man har oplevet,” forklarer Arian Kashef.

”Sammy og jeg begyndte at skrive på filmen under corona-nedlukningen. Han kommer fra Irak og jeg fra Iran. De to lande var i 80’erne i krig, og vores fædre kæmpede mod hinanden. Nu er deres sønner blevet venner og skuespillere i Danmark,” siger Arian Kashef med et smil.

”Det er et eksempel på, hvad tilgivelse kan gøre. At had ikke behøver at gå i arv, for på bunden er vi jo bare mennesker. Vores forældre synes, det er en rørende historie. De anerkender også problematikken om, at man ikke er følelsesmæssigt til stede i sit barns liv.”

Elsker franske film
Muskuløse og veltrænede Arian Kashef kunne uden problemer træde ind i en actionfilm. Men hans personlige smag går i en helt anden retning, nemlig franske film.

”Jeg elsker De urørlige, fordi den skildrer et venskab på tværs af sociale klasser. Den nedbryder fordommene. Rigmanden giver den bedste mand jobbet, selv om Driss ser ud på en bestemt måde og kommer fra forstæderne. En film om kærlighed med diversitet vinder altid hos mig,” fortæller han.

”La Haine viser, hvad racisme og had kan gøre ved en bestemt social gruppe. Det er en barsk film fra en forstad i Paris, hvor de unge bliver dårligt behandlet og føler sig udenfor. Efter 26 år er dramaet desværre stadig aktuelt.”

”Frankrig er gode til at fortælle dybe historier. Man tør lade en scene køre ud, så publikum mærker følelserne. Det er vi herhjemme ikke så gode til. Det er, som om vi helst ikke må føle for meget.”

Arian Kashef savner i dansk film den brede etnicitet, som man finder i fransk kultur.

”I Danmark skal vi først være sikre på, at publikum kan rumme det. Vi er gode til de tunge dramaer, men vi må gerne blive modigere. Især inden for etnicitet og kønsfordeling. Vi skal være mere fremme i skoene. Forhåbentlig kan min generation være med til at ændre på det,” siger Arian Kashef passioneret.

”Vi unge tør rykke på nogle andre måder og skubbe til de trygge rammer. Det har i mange år været meget trygt i mange år, men nu kommer jeg med mine 25 år og friske øjne og kan give et indblik i et Danmark, som endnu ikke er blevet fortalt.”

De kreatives ansvar
Inden skuespildrømmen blev til virkelighed, arbejdede Arian Kashef som youtuber.

På kanalen Arian Planet skabte han sig hurtigt en platform for sine holdninger. Han gik tæt på Danmark i en række sociologiske eksperimenter, hvor han for eksempel testede, om danskerne vil give en hjemløs mad. Han fik millioner af views.

I dag har Arian Kashef dog mistet interessen for de sociale medier.

”Det er blevet for ekstremt for mig. Jeg har respekt for youtubere, der er dygtige og har noget at sige. Men når folk bare vil være kendt for at være kendt, har det ikke nogen værdi. Hvor går grænsen? Hvordan kan du inspirere unge mennesker? Kreative mennesker har et ansvar,” mener han.

Nu satser Arian Kashef udelukkende på karrieren som skuespiller. Han drømmer om en dag at få rollen som Lykke-Per fra Henrik Pontoppidans romanklassiker.

”Diskussionen om, hvorvidt Nikolaj Lie Kaas må lægge stemme til en afroamerikansk mand i animationsfilmen Sjæl, er svær. Som skuespillere skal vi kunne spille noget, vi ikke er. Så i stedet for at sætte grænser op, håber jeg en dag at få lov til at spille Lykke-Per,” siger han.

”Jeg tror, at hvis alle mennesker så livet, ligesom skuespillere gør, når vi arbejder, ville verden blive et bedre sted. Skuespil handler om at sætte sig ind i et andet menneske. Hvis jeg får et manuskript og bare tænker, at det her menneske forstår jeg ikke, så er jeg ikke en god skuespiller.”

”Jeg skal kunne lære at vise, hvorfor han agerer, som han gør. Og jeg er sikker på, at det ville være godt for mange mennesker at gøre det samme i deres private liv. At prøve at sætte sig ind i tankerne og meningen bag de mennesker, man ikke er enige med. I stedet for at svine dem til på de sociale medier.”

Et liv med følelser
Arian Kashefs kalender er fyldt godt op.

Han har en rolle i den kommende danske Netflix-serie Kastajnemanden og er i gang med at lave serien Fixer for streamingtjenesten Discovery.

Han skriver også på en kærlighedshistorie om en ung mand, der er totalt optaget af at spille på klaver, men pludselig forelsker sig i en kvinde.

Endelig skal han snart medvirke i juleforestillingen Cirkus Jul, der forener cirkus, teater, sang og dans i et storladent show.

”Lige nu går det fint, men du skal ikke blive skuespiller for pengenes skyld. Du skal gøre det, fordi du ikke kan lade være. Skuespil er ikke et hurtigt ræs, men en maraton.”

”Mit arbejde er at være til psykolog hver dag. Jeg taler om mine følelser og arbejder med dem. Det er en velsignelse, for følelser er en livsnødvendighed. Vi lever gennem følelser, og hvis man ikke prioriterer dem, bliver man kold. Og så bliver verden kold.”