Skuespillergenbrug skyldes angst for at fejle

Det er forfejlet, når de samme ansigter castes til hovedrollerne i de danske film, fordi filmfolkene tror, de spiller på de sikre heste.

Sådan lyder reaktionen fra flere filmfolk på Ekkos undersøgelse af samtlige hovedroller i danske voksenspillefilm 2008-12. Her fremgår det, at tolv skuespillere sidder på 40 procent af alle hovedroller, og otte skuespillere tegner sig for næsten 70 procent af hovedrollerne i de mest populære film.

”Vi ser tit, at man går efter Tordenskjolds soldater. Det er en mærkelig tendens,” siger skuespilleragenten Laura Fauschou fra managementbureauet Team Players.

”Jeg møder rigtig ofte danskere, der spørger, hvorfor de hele tiden skal se de samme ansigter. Og jeg kan ikke svare andet end, at det er et kæmpe problem for dansk film. De store stjerner er ikke nødvendigvis de rigtige til rollen, og man bliver ofte lidt doven i markedsføringen, fordi man tror, de kendte ansigter kan bære filmen.”

Mads Mikkelsen sælger
Laura Faurschou mener, at det er udtryk for en ond cirkel, når Nikolaj Lie Kaas, Anders W. Berthelsen og Trine Dyrholm gang på gang toner frem på lærredet.

”Instruktørerne og producenterne er bange for, at de ikke kan få deres film finansieret, og vælger derfor de største skuespillere, fordi de tror, at det gør Filminstituttet glad. Ofte er udmeldingen fra instituttet da også, at projektet skal have store navne, selvom filmholdet egentlig gerne ville prøve noget nyt,” siger hun.

”Jeg er træt af at høre argumentet om, at en bestemt skuespiller sælger billetter. For sådan er det ikke i Danmark. Mads Mikkelsen er måske den eneste, der gør det – men generelt køber man ikke billet til en film, fordi Sidse Babett Knudsen er med.”

En boomerang
Samme budskab lyder fra Regner Grasten. Han er en af de producenter, der ofte vælger mindre benyttede hovedrolleskuespillere til sine film – som i Hvidstengruppen, hvor de største roller spilles af Jens Jørn Spottag, Bodil Jørgensen og Thomas Ernst.

”I et lille land som Danmark er det altid den gode historie, der sælger. Vi kigger udelukkende på, hvem der kan udfylde karakteren, og så kan der godt være en signalværdi ved at have mindre profilerede folk som Bjarne Henriksen, Jens Jørn Spottag og Bodil Jørgensen med, fordi folk er trygge ved dem,” siger Grasten, der også har et bud på årsagen til den manglende opfindsomhed i castingen.

”Det skyldes en angst for ikke at hitte eller få støtte. Men det er en boomerang, der rammer én lige i hovedet. Store stjerner kan ligefrem tage fokus fra karakteren. Mit budskab er: Cast efter historien! Skytten har lige vist, at det ikke kan svare sig at spille på det, man tror, er det sikre.”

Få uslebne diamanter
Netop Skytten er det seneste eksempel på en film, der er besat med nogle af dansk films mest profilerede navne: Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Kim Bodnia.

Thomas Heinesen, direktør for Nordisk Film, der har produceret Skytten, mener dog ikke, at dansk film har et større problem med skuespillerbesætningerne.

”Skuespillerne er et vigtigt element i at sælge mange billetter, men bestemt ikke det eneste, hvilket Skytten også viser. Der er mange elementer, der skal gå op i en højere enhed,” siger han.

”Det afhænger meget af projektet, hvordan man caster. Men mange roller i Danmark er skabt til skuespillere i 40’erne, og der er jeg ikke sikker på, at der står en masse i kø, som aldrig har fået chancen. Og det er klart, at der med de film, som laves på Filminstituttets markedsordning, er fokus på, hvem der spiller rollerne. Man bliver ikke påtvunget bestemte skuespillere fra instituttets side, men selvfølgelig kan den tilgang lægge en dæmper på at få nye navne til fadet.”

Ansøger definerer cast
På Det Danske Filminstitut mener direktør Henrik Bo Nielsen ikke, at man har et ansvar for, at danske film domineres af gamle travere.

”Hvis man kigger på de markedsfilm, vi har lavet de seneste par år, er der en god blanding af nye og etablerede navne. Det er ansøgeren, der definerer castet, selvom det er klart, at nogle navne understøtter ens sag bedst, både hvad angår instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller,” siger han.

”Men det er ikke bare noget, Filminstituttet er eksponent for. Det er lige så meget producenten, som skal have mange penge op af lommen og måske har grund til at være lidt forsigtig.” siger han.

Begrænset mængde talenter
Henrik Bo Nielsen mener, at der er en fornuftig udskiftning i den flok af skuespillere, der er mest rift om til de store roller.

”Selvfølgelig spiller nogle sikkert, når de vælger deres cast. Men når tre ud af fire Bodil-vindere i år var nye navne, og Søren Malling for eksempel pludselig går fra at være birolleskuespiller til en prisbelønnet hovedrolle i Kapringen, så er tingene altså ikke statiske,” siger Henrik Bo Nielsen.

Direktøren peger på, at det er et grundvilkår, at nogle af de samme skuespillere går igen. ”Sådan er det at bo i et lille land, hvor mængden er bragende talenter måske er begrænset,” siger han.

Det er skuespilleragent Laura Faurschou dog langt fra enig i.

”Der er rigtigt mange dygtige skuespillere i Danmark, som ikke får chancen. Og det er synd, at de meget profilerede skuespillere laver ting, de ikke burde lave. De bliver hurtigt slidte, og så brænder karrieren hurtigt ud.”