Skurke-skuespillerne er sjovere end heltene

Hvis man skulle være i tvivl om, hvor stort et navn Lars von Trier er i den store filmverden, skulle man bare se med i den meget lidt celebre Hollywood Celebrities Lounge på premieredagen for Riget Exodus. 

Her farer journalister fra hele verden ud og ind, så de fire ad gangen kan få ti minutter i audiens hos den verdensberømte dansker. Det sker i et lufttomt mødelokale, hvor mesteren ikke engang er fysisk til stede. 

Trier befinder sig i Danmark og hilser på pressen fra en bærbar computer midt i rummet. 

”Man elsker jo de onde karakterer,” siger han med sit vanlige lurendrejersmil, da hollænderen i min gruppe vil vide, om Triers sympati rækker til både de gode og de onde. 

”Det tror jeg også, Hitchcock sagde, og det har jeg selv opdaget efter at have arbejdet sammen med en del skuespillere, der altid spiller skurke – som Willem Dafoe.” 

Så er vi vist ude over den spoiler. 

Den amerikanske kamæleon, der både har spillet med i Antichrist og Nymphomaniac, har nemlig en djævelsk morsom rolle i den nye sæson som en dansk-dubbet Lucifer. 

”Skurke-skuespillere er meget sjovere at bruge tid sammen med end heltene. Heltene er altid sådan, du ved: ’Åh nej, der er for langt hen til min camper! Jeg kan ikke gå de her femten centimeter mere!’ Skurke er meget lettere, for de sætter sig bare ned og har det skægt.” 

Vestens naivitet
Lars von Trier sidder under et dramatisk renæssancemaleri iført en sommerlig rød hawaiiskjorte og svarer godt for sig på et velovervejet engelsk, der ikke levner plads til nazi-sympatiske tvetydigheder. 

Han ryster en smule, sådan er det jo med Parkinsons. Men han ser bedre ud, end han har gjort i årevis. Om noget fornemmer man, at diagnosen har givet ro i sindet. 

Riget Exodus virker i hvert fald heller ikke som et kunstnerisk underskudsværk. 

Serien er mindst lige så gakket som de gamle sæsoner, selv om skrækken selvfølgelig lurer og – som det hedder sig i seriens berømte introduktion – slår sprækker under Rigets ellers så solide fundament.

”Er det disse to elementer, skæg og skræk, der definerer samfundet i dag?” spørger en af journalisterne. 

Stilhed på skærmen. Der er lidt forsinkelse på netforbindelsen, men Lars von Trier skal også lige have sig en tænkepause. 

”Det ved jeg ikke, hvordan jeg skal svare på. Det er interessant, men situationen i dag er deprimerende. Der er krig. Vi har klimaproblemer. Jeg tænker bare, hvad giver vi videre til mine børnebørn? Og så denne her ekstreme naivitet, som den vestlige verden har haft over for Rusland og Putin …” 

Han tænker sig om igen, og når næsten at blive afbrudt af næste spørgsmål, før han igen tager ordet. 

”Som alle andre kunne jeg ikke forestille mig, at der kunne udbryde krig i Europa igen. Men selvfølgelig kunne der det. Og problemet er nu, at alle disse katastrofer tilsammen vil ramme en masse mennesker, fordi der ikke er noget mad. Det er så deprimerende.” 

”Det skyldes alt sammen, at vi har sovet i timen, som vi siger på dansk. For Putin har hvert år sagt, at den værste dag i hans liv var, da Sovjetunionen brød sammen.” 

Dømt uden rettergang
Riget Exodus er ikke bare en længe ventet afslutning på Lars von Triers store successerie. Det er også et glædeligt gensyn med satirikeren Lars, der nådesløst spidder samtidsånden. 

Ikke mindst krænkelseskulturen og #MeToo-bevægelsen får et par stikpiller med på vejen, da Mikael Persbrandts tiltrædende overlæge Stig Helmer Jr. kommer i pinligt bekneb med lægen Anna (Tuva Novotny). 

Hun lokker ham i uføre med sengekammerøjne og falske, erigerede brystvorter under kitlen! 

– Hvad er dine tanker om #MeToo og hele den bevægelse? 

”Tanken om #MeToo-institutionen er nødvendig og rigtig. Men mit store problem er, at vi har en lov i Danmark, der siger, at en mand er uskyldig, indtil han bliver dømt skyldig. Og det er noget, vi er nødt til at holde fast i,” siger Lars von Trier. 

Seriens sexchikanekomik bliver naturligvis ikke mindre pinagtig af, at gamle #MeToo-anklager mod Mikael Persbrandt blusser op igen på de sociale medier – nærmest mens vi taler. 

”Problemet med internettet er, at alle kan skabe en eller anden sensation,” siger Lars von Trier. 

”I begyndelsen, da internettet først kom frem, tænkte vi: ’Nej, det er da fantastisk for demokratiet! Enhver kan skrive om hvad som helst og selv have kontrol!’” 

”Det er interessant, at ingen science fiction-forfattere forudså internettet. De forudså mange ting, men ikke internettet. Og jeg kan huske, hvordan det startede: Tolv computere i den amerikanske hær. De forestillede sig, at tolv computere var det maksimale antal.” 

Humor fornærmer
Lars von Trier er for kulturradikal til at bøje sig for politisk korrekthed. 

Han er en provokatør af natur og talent, hvad der i tidens kulturelle klima risikerer at blive reduceret til afstumpethed. 

”Er du en indfølende mand?” vil hollænderen vide. 

”Det ville jeg sige, men du ved, du kan ikke stole på mig,” svarer Trier med et lumsk smil på læben. 

”For mig er det vigtigt at behandle andre mennesker med respekt. Men det er klart, at hvis man laver satire, vil der være folk, som bliver fornærmede. Det tror jeg også, er en vigtig del af vores liv. Og af demokratiet.” 

”Den diskussion skal hele tiden være der. Det er, når diskussionerne forsvinder, at demokratiet er i fare.” 

Fik nok af Twin Peaks
”Små kunstnere låner, store kunstnere stjæler,” som Steve Jobs plejede at sige. 

Et godt citat, som han plankede fra Pablo Picasso, der havde det fra Igor Stravinsky, som formentlig læste det hos T.S. Eliot. 

Mange bække flød sammen til Riget – fra Tarkovskij over Erik Balling til den franske spøgelsesserie Belphegor, som lille Lars så i barndomsstuen. Og så selvfølgelig David Lynch’ serie Twin Peaks, der havde premiere fire år før første sæson. 

De to serier har også fulgt hinanden siden. De blev stoppet med uforrettet sag og afrundet 25 år senere. Men det sammenfald til trods insisterer Lars von Trier på, at vandene skilte sig for mange år siden. 

”Første gang jeg så Twin Peaks, var jeg ekstremt glad for serien. Jeg mente, det var et gennembrud. Men efter et vist punkt har man fået nok. Og så har jeg set noget af hans forsøg på at afslutte det.” 

”Den letteste ting i verden er at lave starten på en film. Og starten på Twin Peaks var fantastisk. Men grunden til, at man synes, det er så fantastisk, er, at historierne har en tendens til at fare i alle mulige retninger. Og så forventede man, at de ville finde en form for slutning. Men sådan var de ikke designet. De var designet til at gå i forskellige retninger.” 

”Det er derfor, det ikke fungerede lige så godt for mig i anden sæson af Twin Peaks som i den første. Fordi jeg vidste, at mysterierne aldrig ville blive forklaret.” 

”David Lynch er en fantastisk instruktør, og jeg accepterer hans måde at arbejde på. Men når man troede, at historien ville blive afsluttet, blev det kun mere fantastisk.” 

Rigets omdømme
Også på det punkt er Riget skabt ud fra en anden skabelon. Lars von Trier og medforfatter Niels Vørsel havde altid en idé om, hvordan trådene skulle flettes sammen. 

”Vi havde en meget kort historie om Exodus, men det skulle selvfølgelig have været lige efter, at vi lavede den anden sæson. Så begyndte folk at dø. Rigtig meget, endda.” 

I Riget Exodus er det problem mere eller mindre løst ved at give sæsonen en rammehistorie om søvngængeren Karen, der tager ind på Rigshospitalet for selv at finde den afslutning, hun føler sig snydt for. 

Da hun ved informationsdisken spørger efter Fru Drusse, himler vagten med øjnene. ”Det er bare noget, idioten Trier fandt på. I mine øjne rådede han ubodelig skade på Rigets omdømme.” 

En spids selvkommentar, selv om Lars von Trier ikke for alvor mener, der er hold i kritikken. 

”Der var nogle rygter, men jeg er selv mere bange for behandlingen end for nogle gamle ånder,” siger han med et smil. 

Uforskammet genialsk
Men dårligt nok er Karen gået ud af Rigshospitalet igen, før en fugl flyver ind i svingdøren. Hun følger efter og går med ét fra Riget til Riget. 

Herefter bliver hun nærmest selv til Fru Drusse, der får følgeskab af en ny Bulder, en ny Helmer, en ny fummelfingret administrator på neurokirurgisk, hvor der også er mange kendte ansigter. 

Det er gengangere både fra serien og fra Lars von Triers andre film. Bodil Jørgensens Karen har vi også set før. Vi forlod hende, da hun ”spassede ud” ved middagsbordet i den mesterlige slutscene i Idioterne. 

Undervejs truer virkelighedens verden flere gange med at bryde igennem til fiktionens. Og da man efter fem timers folkekomik og splatgys, sæbeopera og kunstfilm, når frem til den eksplosive finale, giver metalaget Trier mulighed for at komme med en uforskammet genialsk og typisk selvkommentar. 

”Det er måske en billig måde at komme rundt om problemet på,” siger Lars von Trier med et smil og trækker på skuldrene. ”Men det er da et forsøg.” 

Hvordan serien og ikke mindst finalen spænder af, kan danskerne opleve, når serien vises på Viaplay fra søndag den 9. oktober. Ét afsnit sendes hver uge, og serien slutter den 6. november.