Slaraffenland for nysgerrige filmfans

Hvad taler vi om på Sundance, der starter torsdag den 18. januar i Park City i det vestlige USA? 

Der er næppe noget bedre sted at vejre stemningen i filmbranchen end på verdens store filmfestivaler, hvor næste års kuld af mesterværker og makværker præsenteres for offentligheden, mens filmmarskandisere byder hinanden op bag kulisserne. 

På papiret kunne man tro, at sidste års strejker ville blive et hovedtema på festivalen, men Sundance klarer nærmest frisag. 

Dels er festivalen forbeholdt independentfilm, der ikke nødvendigvis var påvirket af, at amerikanske manuskriptforfattere og skuespillere nedlagde arbejdet. Dels består årets program mest af film, der blev indspillet inden strejken. 

De mange håbefulde filmskabere er blevet sorteret ned til et program på lidt over 90 spillefilm. Og som sædvanligt er det svært at blive klog på dem forud for festivalen. 

Sundance har altid profileret sig på de uforudsete opdagelser som Steven Soderbergs Sex, løgn og video og Quentin Tarantinos Reservoir Dogs samt gyserfænomener som The Blair Witch Project og Saw. Og mens festivalen viser vækstlaget i den amerikanske filmbranche frem, støtter Sundance-instituttet, der fejrer 40-års jubilæum i år – nye filmskabere. 

Soderberg vender tilbage i år med den overnaturlige thriller Presence, mens koryfæer som Richard Linklater og Debra Granik (Winter’s Bone) dukker op med tv-serier. Men de største navne sender som tommelfingerregel deres bedste projekter til finere festivaler, hvis priser vejer tungere. 

En hovedpris på Sundance er et springbræt for karrieren – for eksempel Coen-brødrene og Christopher Nolan – men ikke det kraftigste markedsfremstød. 

Lesbisk bodybuilder-romance
Selv om det kan være svært at orientere sig i Sundance-programmet, er der stadig en række film, der på forhånd skiller sig ud som de mest imødesete. 

For mit eget vedkommende gælder det Jane Schoenbruns I Saw the TV Glow, hvor en teenager bliver besat af et natligt tv-program. Den ikke-binære instruktør spidder YouTube-kultur på formidabel vis med debuten We’re All Going to the World’s Fair, og beskrivelsen af hendes seneste varsler endnu en myrekrybsfremkaldende vanvidsderoute. 

Andre peger på bodybuilder-romancen Love Lies Bleeding, der er instruktør Rose Glass’ opfølger til den intense psykologiske gyser Saint Maud. 

Filmen er allerede blevet udtaget til Berlinalen et par uger efter verdenspremieren på Sundance. Med Kristen Stewart i en af hovedrollerne og et løfte om en hudløs, lesbisk kærlighedshistorie er det en af festivalens mest hypede titler. 

Et halvdansk bidrag
En anden film, der er lykkedes med at komme ind på begge festivaler, er Brief History of a Family. 

Lin Jianjies kinesiske drama udforsker étbarns-politikkens konsekvenser for en kinesisk middelklassefamilie. 

Filmen er i øvrigt det eneste danske indslag på Sundance i år, da den er co-produceret af Tambo Film. 

Et lidt sløjt resultat, når danske selskaber i tidligere år har udmærket sig med stærke dramaer som Den skyldige, Dronningen og Speak No Evil samt hyldede dokumentarer som The Territory og Twice Colonized. 

I stedet må vi heppe på vores venner i Norge. 

Benjamin Ree, der senest var på Sundance med The Painter and the Thief i 2020, vender tilbage med Ibelin, om en lammet drengs farverige onlineliv. Mens Silje Evensmo Jacobsens A New Kind of Wilderness følger en familie, der forsøger at leve i ét med naturen. 

Og Håndtering af udøde, Thea Hvistendahls zombiefilm med Renate Reinsve, ligner alene ud fra traileren en gedigen og overraskende gyser. 

Bigfoot-monstre og Superman
Andetsteds i programmet lokker Freaky Tales, en firdelt, amerikansk antologifilm af Ryan Fleck og Anna Boden, der forhåbentlig er på niveau med deres forrige Sundance-hit Half Nelson. 

Et andet stærkt navn er Zellner-brødrene. De havde succes med Fargo-hyldesten Kumiko, the Treasure Hunter og western-kønsrollekomedien Damsel, og for tiden er de aktuelle med den kultdyrkede pinlighedsserie The Curse, som vi giver fem stjerner. 

På festival er de udtaget med den bizart udseende Sasquatch Sunset, et årelangt portræt af livet for en familie af Bigfoot-monstre, spillet i kostume af Riley Keough og Jesse Eisenberg. 

Eisenberg dukker op med sin anden film som instruktør, roadtrip-historien A Real Pain, hvor han spiller over for Kieran Culkin. Forhåbentlig er den mindre firskåren end hans forrige, komedien When You Finish Saving the World. 

Jeg er også spændt på The American Society of Magical Negroes, hvor en hemmelig gruppe sorte amerikanere bag kulisserne gør livet lettere for hvide. Også afvænningsdramaet The Outrun af tyske Nora Fingscheidt, der har gjort sig bemærket med System Crasher, lyder interessant. 

For da slet ikke at tale om dokumentarportrætter af superman Christopher Reeve, new wave-bandet Devo og den engelske musikproducer og ambientmusikkens førstemand, Brian Eno. 

Sidstnævnte udmærker sig med festivalens mest eksperimenterende billedside. Instruktør Gary Hustwit lader en algoritme variere billederne, så ingen visning af filmen bliver den samme. 

Satellit forelsker sig
Bliver det AI, vi taler om på årets Sundance? 

I konkurrencefilmen Love Me følger vi en bøje og en satellit – begge styret af algoritmer – der forelsker sig i hinanden i en fjern fremtid, hvor menneskeheden for længst er uddød. 

På afstand ligner det mere en publikumsbasker end en prisvinder, men især på Sundance er det svært at skille fårene fra bukkene. 

De seneste dage har forskellige branchemedier forsøgt at sætte fingeren på årets store samtaleemner, men uden at kunne enes. 

Vil streamingtjenesterne kaste lige så mange penge efter film i år, som de tyve millioner dollars Netflix sidste år pungede ud for den erotiske finans-thriller Fair Play? Apple+ gav det samme beløb for John Carneys herlige musikfilm Flora and Son. 

De var i øvrigt festivalens bedste publikumsfilm med hujen, klappen, gispen og fællessang under visningerne, så man kan ærgre sig over, at de gik direkte til hjemmebiografen. 

Festivalens bedste film
Har Sundance mistet sin farlige kant, som det amerikanske branchemagasin Variety foreslår? 

Hovedkonkurrencen er måske nok blevet mere mainstream-bornert med årene, men heller ikke her bør man vide sig sikker. En trodsig og strittende film eller to er nok til at bryde den udvikling. 

Og hvad skal man egentlig med spådomme, når en halvdårlig familiefilm som CODA kan gå sejrsgang fra Sundance til Apple+ og en Oscar for bedste film? Endnu engang mindes man om William Goldmans citat: ”Nobody knows anything.” 

Festivalen, der arrangeres af Sundance-instituttet, har i hvert fald stolte traditioner. Det afslører den liste, som en række kritikere, instruktører og andre i branchen har lavet over festivalens ti bedste film gennem årene i anledning af instituttets 40-års fødselsdag: 

1. Whiplash, Damien Chazelle, 2014
2. Reservoir Dogs, Quentin Tarantino,1992
3. Get Out, Jordan Peele, 2017
4. Little Miss Sunshine, Jonathan Dayton, 2006
5. Memento, Christopher Nolan, 2001
6. Sex, løgn og video, Steven Soderbergh, 1989
7. Before Sunrise, Richard Linklater, 1995
8. Boyhood, Richard Linklater, 2014
9. … Og din mor, Alfonso Cuarón, 2002
10. Blood Simple, instr. Joel & Ethan Coen,1985