Slebne diamanter på Super16

Man kunne tro, at strategien bag optagelsesprøven til enhver filmskole er at finde og optage en bunke uslebne diamanter, som skoleforløbet så kan forme og pudse, indtil det smukke er bragt frem.

I tilfældet Super16's hold nr. 5, der forleden præsenterede deres førsteårsfilm, er der dog bemærkelsesværdigt mange elever, som må siges allerede at være godt slebet.


Professionelt arbejde
Selv om den alternative uddannelse er delvist selvfinansieret og derfor ikke kan tilbyde alverdens løn til filmholdet, har det været muligt at få dygtige fotografer, klippere og scenografer med ombord.

Det professionelle udtryk er højt. Instruktionsarbejdet med skuespillerne virker sikkert, og det er tydeligt, at det langt fra er amatører, der har fået muligheden for at lege med Super16.

Ikke en eneste film falder til jorden som ubehjælpsom, selvom et par virker mere som skitser eller forstudier til en spillefilm.

Gys og borgerkrig
Ask Hasselbalchs En sikker vinder (producer Thomas Yong) er en virkningsfuld gyser om en skøjteprinsesse og hendes rival. Men effektjageriet tager desværre luften ud af den psykologiske uhygge, der kunne have løftet den flotte, men flade film.

Hasselbalch har styr på sine genre-greb og kan sikkert snart følge i fodsporene på Martin Barnewitz og Carsten Myllerup (begge er uddannet på Super16), hvis han får et ordentligt manuskript at arbejde med. Men forhåbentlig kan Super16-uddannelsen gøre ham til mere end en dygtig håndværker.

Også Mesopotamia (instruktør Fenar Ahmad, producer David B. Sørensen) er en upåklageligt flot og ambitiøs film. Året er 2020, og vi befinder os i Irak, der er så præget af borgerkrig, at en gruppe mennesker har søgt tilflugt under jorden. En dreng vælger dog til sidst at flygte fra de klaustrofobiske gange op til virkeligheden. Hvad der sker med ham, ser vi ikke.

Det er svært ikke at tænke på Kusturicas Underground fra 1995, men uden den films særlige tragikomiske tone bliver Mesopotamia sentimental. Det fantastisk stemningsmættede underjords-verden, der emmer af konflikter, forløses aldrig, så man sidder lidt forundret tilbage: Hvad vil filmen egentlig?

Et vækkeurs ringen
Uddannelsen Super16 startede i 1999 af spirende filmfolk, der ikke kunne komme ind på Filmskolen. Hvert andet år optages seksten (otte instruktører og otte producere) på den hjemmestrikkede uddannelse, der efterhånden har fået et fornemt ry og er blevet en reel konkurrent til Filmskolen.

Og gudskelov er der også glimt af originalitet på det nye Super16-hold.

For eksempel i Lasse Lindsteens Besøget (producer Joanna Zofia Bard Mikolajczyk) om en lidt for påtrængende far. Med sine kvadratiske billeder og faste, lidt skæve indstillinger kommer filmen til at minde om et gammelt familiealbum. En snert af Roy Andersons skævhed kan skimtes, men endnu mere, ja meget mere skævt kunne handlingen godt være skåret.

Også Snooze (instruktør Behrouz Bigdeli, producer Egil Dennerline) har sine fortrin. Den er sød, sjov og imødekommende. To historier om besværlig kærlighed flettes fint sammen, og filmen foregår i det interval mellem et vækkeurs ringen, som titlen refererer til. Men man har svært ved at tro på, at alt det skulle være foregået på tolv minutter. Også selvom filmen varer nogenlunde samme tid.

Pervers parringsdans
Mon Petit-Enfant af Martin Pieter Zandvliet (producer Malthe Koch) er overraskende og pervers på en morsom måde. Den handler om Tim, der har svært ved at finde en kæreste, men hans fransktalende mormor vil så gerne have, at han finder en pige. Og så må Tim tage sagen i egen hånd.

Men han følger ikke de gængse regler for parringsdansen. Til stor overraskelse for pigen, han møder - og ikke mindst publikum. Den er langt fra den smukkeste af filmene, men her er endelig en historie, der er hittepåsom og mindeværdig. Den vækker mindelser om forfatteren Mads Brenøes noveller og en anelse tidlig Lynch, og det er så absolut en anbefaling.

Virkningsfuld strategi
Mellem træerne af Mads Nygaard Hemmingsen (producer Melek Caglar) og Bag lukkede døre af Jonas Poher Rasmussen (producer Carina Kjær Busk) er begge dramaer om et ungt menneske på randen til totalt sammenbrud. Men deres portrætter er langt fra lige virkningsfulde.

I Mellem træerne er en ung pige (følsomt og skrøbeligt spillet af Rosalinde Mynster) mildest talt ked af at være gravid, og hun vil have sin lægefar til at hjælpe sig af med barnet. Det får dramatiske konsekvenser, da han siger nej. I Bag lukkede døre spiller Thure Lindhardt den unge mand, der af den ene eller anden grund har lukket sig inde i sin lejlighed og er ved at gå mentalt i opløsning.

Det gælder for begge film, at man må tænke sig til baggrunden og fremtiden for hovedpersonerne. Men af de to er Bag lukkede døre så absolut den, der brænder sig fast, fordi instruktøren ikke forsøger at nå mere end formatet kan bære. Her er der næsten insisteret på, at filmen blot skal være et billede på en sindstilstand, og det understreges af filmens visuelle strategi. Dét er virkningsfuldt.

Er du psykopat i hovedet?
Af de otte film er kun én dokumentar. Men det er ikke den eneste grund til, at Vinterferie stikker ud fra mængden.

Camilla Magid (instruktør) og Jacob Oliver Krarup (producer) har lavet et "notat fra Bellahøj", en tretten minutter lang beskrivelse af et par pigers kedelige vinterferie, hvor de dræber tiden ved at tale om slåskampe i kvarteret.

Det er langt fra kedeligt at være vidne til de både kvart-, halv- og hel-danske unges tidsfordriv.

"Er du psykopat i hovedet?" og andre bemærkninger fra pigerne fremkalder både latter og liv til forestillingen om, at det virkelige Yallarup Færgeby eksisterer. Men i Københavns randområde er vel at mærke der ikke nogen dukke-naivt over verden. Den er uglamourøs og svær at navigere i, når man er teenager og har let ved at lade temperamentet flyde over.

Man balancerer på grænsen mellem at grine med og af pigerne, og selvom filmen ikke gør linedansen nem, så kunne det være spændende at se Vinterferie blive udvidet til et længere format.

Ekko udgav i nummer 39 dvd-opsamlingen Super16: Best of (1999-2007), som er blevet et hit, ikke mindst i skoleverdenen, der sukker efter kort fiktion.