Slip idyllen løs

Det hører med til at være moderne, at man skal afstå fra nostalgi og idyl. Idyl er blevet et skældsord for danske forfattere og filminstruktører, for hvis noget er idyllisk, bliver det betragtet som en løgn.

Og hvem vil beskyldes for at lyve – og da slet ikke for børn?

Så enten drukner danske børnefilm i humor og fjolleri eller det modsatte: en ærlig skilsmisse, en ærlig mobning, en ærlig død i den nærmeste familie eller bare en bred bræmme af velfærdsstatens støj og elektricitet, glimmer, stress, biler og fjernsyn, grådighed, druk og overforbrug. Alt sammen fortalt i et ærligt filmsprog.

Men der er bare noget fatalt, man glemmer: Børn elsker idyl, fred og harmoni. De elsker Alle vi børn i Bulderby og tante Brun, tante Grøn og tante Lilla. De elsker Elsa Beskows tuttenuttede univers og sluger bagende, syltende mødre med forklæder, blomstrede tapeter og yndige rødmalede træhuse med lette hvide gardiner, der blafrer i den lysende sommernat, og hvor der er sådan lidt rodet på den gode, skandinaviske måde. De elsker storfamilier, tryghed og hyggelige hjem som Carl Larssons, hvor der da for fanden ikke kunne være problemer med noget. De har slet og ret dårlig smag – set fra en trendy, modernistisk og samfundskritisk synsvinkel – og de skal helt til Sverige for at få deres ønsker opfyldt. Dér bliver de taget alvorligt. Fordi den svenske tradition med glæde og oprejst pande går baglæns i tiden, er den så elsket.

I svensk fiktion hersker stilheden og langsomheden og de små historier, som svenske tegnere og instruktører har spredt i verden, og som børn kender så godt, fordi man har siddet og set og set og set på de billeder. Svensk jul! Hos alle de dygtige svenske agitatorer ligger sneen og peberkagerne højt, og skoven er altid med et eller andet sted. Fra den udgår mørket og stilheden, men inde i de lune træhuse er stearinlys tændt i runde røde lysestager, og børnene sidder, med ål i uldstrømperne, bøjet over kagedejen eller en tegning, eller også er de i gang med at pakke julegaver ind.

Det er næsten ubærligt hyggeligt og ordentligt. Alt hvad de foretager sig er dejligt, morsomt, sundt og naturligt, men ind imellem folder dramaet, alvoren og uhyggen sig ud, som det også skal gøre, hvis man ikke skal kede sig ihjel. Selv Emil fra Lønneberg kan være nervepirrende! Men fraværet af bekymring og tristesse er totalt. Astrid Lindgren er ikke stor for ingenting. Børn (piger?) længes efter feel good -film og -bøger, og svenskerne er ikke flove over at give dem det. I Danmark skal man tage hensyn til livets realia og bevise, at så dejligt kan intet være. Man ved altid, at der sker noget lort lige om lidt, for nu har vi hygget os længe nok.

Måske tror instruktører, at børn ville kunne lugte lunten, og at de selv ville blive afsløret som fæle nostalgikere. Overhovedet ikke. Sådan tænker kun andre voksne – kolleger, konsulenter, forældre. Men det falder ikke børn ind, at hygge kan overdrives. De nyder den af et rent hjerte og har krav på småborgerlige utopier om det kønne liv på landet og ro på hjemmefronten. Eller bare et dejligt liv. Det findes trods alt stadig også i virkeligheden.

Og hvem ville drømme om at tage romantiske komedier med Meg Ryan og Tom Hanks eller Jane Austen-filmatiseringerne fra en voksen kvinde med begrundelsen, at de viser et falsk billede af samfundet?

Læs om to reaktioner fra filmens verden på http://www.ekkofilm.dk