Nyhed
26. maj 2014 | 13:58

Sløj åbningsweekend for Cannes-film

Foto | Joe Alblas
Mads Mikkelsen spiller en uheldsramt nybygger i Det Vilde Vesten, hvis familie bliver slået ihjel inden for de første ti minutter af The Salvation.

Den danske western The Salvation klarer sig beskedent den første weekend i biograferne. Cannes-åbneren Grace of Monaco flopper fælt.

Af Freya Bjørnlund

I filmbranchen går Cannes-festivalen for at være det bedst mulige sted at promovere en ny film.

To film, som havde verdenspremiere på den netop overstående festival, fandt allerede vej til de danske biografer sidste torsdag. Det gælder åbningsfilmen Grace of Monaco og Kristian Levrings hundedyre western-satsning The Salvation.

Men filmenes massive Cannes-omtale har tilsyneladende ikke hjulpet på billetsalget.

The Salvation solgte lige under 10.000 billetter i åbningsweekenden. Og med filmens – efter danske standarder – astronomiske budget på 80 millioner kroner er der lang vej til plus på kontoen. Til sammenligning scorede weekendens mest sete film, X-Men: Days of Future Past, tæt på 40.000 billetter.

Værre er det gået for Olivier Dahans portræt af Grace Kelly, Grace of Monaco, som åbnede Cannes-festivalen. Kun 2.500 danskere har indløst billet i den første weekend.

Efter filmens pressevisning i Cannes flød Twitter over med uimponerede kommentarer fra anmelderne.

”Katastrofalt svulstig og utroværdig biopic, Grace of Monaco, åbner Cannes-festivalen til pibekoncert fra et misfornøjet pressekorps,” tweetede Ekkos udsendte, chefredaktør Claus Christensen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko