Lars von Trier: Slut med sprut og stoffer

Trier taler.

Det er dagens store filmnyhed. Siden 5. oktober 2011, hvor den danske filminstruktør var blevet sigtet og afhørt af fransk politi på grund af sine Hitler-udtalelser i Cannes, har han ikke udtalt sig offentligt.

”På baggrund af denne alvorlige sigtelse må jeg forstå, at jeg ikke ejer evnen til at udtrykke mig utvetydigt. Jeg har derfor besluttet, at jeg fra i dag afholder mig fra enhver offentlig udtalelse,” udtalte han dengang i en pressemeddelelse.

Men nu, mere end tre år senere, tager han endelig bladet fra munden, og det er Politiken, der har begået scoopet og fået comeback-interviewet.

”Det har været vidunderligt at holde kæft. Så slap jeg for at udtale mig om kvaliteten af andre af Zentropas instruktørers film,” siger Trier med vanlig sarkasme og en indforstået reference til dengang, han i Ekko og på et efterfølgende pressemøde i Cannes sagde, at Susanne Bier lavede ”lortefilm”.

Verdens bedste drug
Den største nyhed i interviewet er, at Lars von Trier i 90 dage har gået til møde i Anonyme Alkoholikere. Han fortæller åbenhjertigt om, at han i årevis har været afhængig af alkohol og stoffer, som har givet ham adgang til en parallelverden.

”Rusen har altid været en måde at nå til den verden på. Og de oplevelser har fuld gyldighed. Jeg tror på en måde, at kreativitet er at søge den verden,” siger Trier, der samtidig har brugt rusen til at behandle sin velbeskrevne angst.

”Alkohol er jo verdens bedste drug. Og jeg har altid brugt det som en selvmedicinering mod alle de dumme angster, som bliver ved med at poppe op. Det virker fuldstændigt præcist, men i længden desværre negativt. Og hvis angstdæmpende den ene dag, er det angstskabende den næste dag.”

Tørlagt for kreativitet?
Trier har været tørlagt i 90 dage, og nu frygter han, at det er slut med de kreative idéer, fordi han har måttet give afkald på rusmidlerne.

”Jeg ved ikke, om jeg kan lave flere film. Og det plager mig. For hvad skal jeg ellers gøre med mig selv? Jeg kan ligesom kun eksistere, hvis jeg producerer et eller andet,” erkender Trier i Politiken, hvor han optræder med bar overkrop og kronraget isse.

Det er ikke første gang han udtaler, at han frygter, at det er slut med filmene. Som Politikens interviewer Nils Thorsen også noterer, sagde Trier nøjagtigt det samme, da han for nogle år siden led af en svær depression.

”Åh, det siger jeg hele tiden. Patetisk!” griner Trier.

Der er derfor ingen grund til at frygte, at Triers imponerende værk, som startede i 1984 med Forbrydelsens element, er færdigt. Han har haft en helt særlig evne til at udnytte sine tilstande til at lave film. Og hvis han nu er tørlagt, kan han uden tvivl få noget kunstnerisk ud af det.

Alt det, der forbliver usagt
Det velskrevne og meget personlige interview, der foregår hjemme hos Trier i Nordsjælland, er fattigt på egentlige nyheder eller opsigtsvækkende udtalelser.

I de forløbne tre år er ellers sket mangt og meget, ikke mindst i hans eget filmselskab Zentropa, som han er medejer af.

Det kunne have været interessant at høre, hvad han siger til, at Zentropa er kommet under ”skærpet tilsyn” fra Det Danske Filminstitut, som er på trapperne med en undersøgelse af påstået bilagsfusk i forbindelse med finaniseringen af Antichrist.

Men det forbigår artiklen i tavshed.

Heller ikke selskabets farvel til de skæve talenter og satsning på ”det sikre”, som den mainstream-afskyende instruktør må formodes at have holdninger til, bliver berørt.

Femte mest antisemitiske udtalelse
Til gengæld forklarer Trier for første gang, hvorfor han på pressemødet i Cannes i 2011 kom til at udtrykke forståelse for Hitler i en af sine mindre heldige digressioner. Forinden havde han netop set Der Untergang, der skildrer førerens sidste dage i Berlin-bunkeren.

”Fordi det er ham, vi ser, opstår der et såkaldt Stockholmsyndrom, tror jeg,” siger Trier og fortsætter: ”Det er ham, vi får ansigt på, ikke de seks millioner jøder.”

Instruktøren kan nikke genkendende til diktatorens grænseoverskridende evner.

”Sådan føler jeg bare også som arbejdsgiver, når jeg er kynisk over for mine skuespillere for at få de til at præstere. Ligesom Hitler var over for sine generaler, som han ville have til modsatte af, hvad de ville.”

Trier fortæller, at hans Cannes-udtalelser indtager femtepladsen på Simon Wiesenthal Centrets liste over verdens værste antisemitiske udtalelser. Og det var udsigten til at ende i et fransk fængsel, der fik ham til at give sig selv mundkurv på.

”Jeg ville jo stort set være død efter tre-fire døgn,” konstaterer han tørt.

Særlige stikpiller
Selvom interviewet ikke bringer meget nyt frem, er alene det, at Trier taler, en glædelig nyhed.

Han er ikke bare vores største instruktør, men også en vigtig stemme i kulturdebatten. Trier kan som ingen anden vende ting på hovedet og provokere os til at tænke i nye baner.

Forleden efterlyste kulturministeren, at kunstnerne blandede sig mere i debatten, og selv om det næppe er derfor, at Trier nu træder frem – den slags har som regel den stik modsatte effekt på ”Lars Modsat” – kan han med sine særlige stikpiller både gøre debatten sjovere og mere interessant.

Forargelsen over Triers Hitler-udtalelser har været en storm i et glas vand. At fransk politi rejste til Danmark for at afhøre ham med en sigtedes rettigheder, var en overreaktion og et anslag mod ytringsfriheden.

Nu er det alt sammen fortid. Et nyt kapital kan starte, med eller uden kunstige stimulanser, men forhåbentlig fyldt med film. Velkommen tilbage, Trier!