Små helte på bænken

Hvor skal man lede, hvis man vil finde Danmark? Nogle vil mene, at man skal søge mellem ca. 56 grader nordlig bredde og 11 grader østlig længde, men der er også en tradition for at søge i de fortællende kunstarters mere udefinerbare domæne. I det seneste årti har kritikere ofte bebrejdet den nye danske litteratur, at den har forsømt at give billeder af Danmark. Man har efterlyst en moderne epiker, der, på samme måde som i sin tid Henrik Pontoppidan, kunne give et troværdigt panoramisk udblik over tiden og samfundet samt sætte problemer under debat.

Der var prægnant samfundsrealisme i mellemkrigsårene med Hans Kirks Fiskerne, og der var den ny realisme i 1960’erne, dengang Anders Bodelsen demonstrerede virkelighedsskildring, så det batter, med sin nærmest fotografiske beskrivelse af Kildegårds Plads. I den ældre generation gav Erik Aalbæk Jensen med sin romanserie om en nordjysk provins fra 30’erne til 70’erne faktisk et meget godt bud på et moderne Pontoppidan’sk projekt, men siden 90’ernes begyndelse har litteraturen generelt ikke rigtig været leveringsdygtig i samtidsrealisme. Med Jan Sonnergaards Radiator som den tiljublede undtagelse har det mest været minimalisme, magisk realisme og kultiveret erotisme, der har markeret sig.

Så skal man hellere se på filmen, som vel også typisk, indtil det modsatte er bevist, må betragtes som det realistiske medium par excellence. Både med hele sin fremtrædelsesform og sin principielt brede appel er filmen oplagt til at sætte os på sporet af vores danske virkelighed her og nu. I det følgende skal vi se på, hvad det er for et billede, filmene tegner.

Find dig i reklamerne
Skal vi finde filmbilleder af nutidens Danmark, kan man lige så godt begynde i det små. Danske reklamefilm, som vi oplever dem både i biografer og på tv, har i de senere år specielt dyrket fortællingen – en slags spillefilm i mini-format og typisk instrueret af spillefilminstruktører som Susanne Bier, Lone Scherfig, Søren Fauli og Nicolas Winding Refn og med kendte skuespillere i rollerne. Kirsten Lehfeldt serverer fisk for Niels Olsen – ”Det er ikke så ringe endda!”, Finn Nørbygaard og Jakob Haugaard fjumrer med at sige Squash; der er DSBs serie om fornuftige Bahnsen (Søren Pilmark) og fjollede Harry, Ekstra Bladets serie af små ondskabsfulde situationer – ”Find dig i Ekstra Bladet, eller find dig i hvad som helst”, Carlsbergs serie af misforståelser, der giver anledning til en kort lykkeberuselse, inden sæbeboblen brister ”Nyd det lige så længe, det varer”, Tuborg-serien med Zlatko Buric som kioskmand med Tuborg på plastic, og sidst, men ikke mindst Sonofon mobil-reklamerne om Polle og hans ”venner”, en reklameserie der dannede grundlag for en spillefilm, hvilket vistnok aldrig før er sket i verdenshistorien.

Det er utvivlsomt tidens mest sete danske film overhovedet, og deres succes vidner om, at befolkningen generelt finder sig i reklamefilmene, genfinder og genkender sig selv her. I dette mikrokosmos af den danske virkelighed med det gemytligt-perfide univers af misforståelse, jantelov og alt det, der er for godt til at være sandt, møder vi os selv som ironiske normaldanskere, arrogante fidusmagere og blåøjede tumper. Det er Danmark i stejl forkortning, karikeret og kondenseret, men umiskendeligt Danmark, som vi kender det. En slags trailere til spillefilmenes mere udførlige fremstilling.

Vi drages af tab og mismod
Generelt viser alle statistikker og sammenligninger med ”de lande, vi plejer at sammenligne os med”, at vi har det godt i Danmark. Men vi har det også lidt kedeligt. Og det kan være et problem for filmene, for der er flere historier i det dramatiske, det frygtelige og det tragiske end i den trivielle danske trummerum, hvor få har for meget og færre for lidt.

Nogle vender sig forståeligt nok fra den danske nutidsvirkelighed for at finde mere inciterende materiale fjernt fra Danmark og nutiden. Ude i den store verdens fortidsuniverser kan Lars von Triers lidende kvindeskikkelser udfolde sig i deres fulde allegoriske pragt, Bille Augusts illustrerede klassikerfigurer kan brillere med Hollywood-glans og Ole Bornedals Dina spinde sin kulørte skæbnetråd med storladne fjelde som baggrund.

Men andre film, de fleste, holder sig her i nærheden, under de hjemlige himmelstrøg. Onde tunger har sagt, at der aldrig har været revolution i Danmark, fordi der ikke er tid nok mellem måltiderne. Måske tidsintervallet i reglen også er for kort til den store uforsonlige, kompromisløse kunst. Men når alle er normale og kedelige, så må man se på de unormale, fokusere på de marginaliserede. Og der er en god dansk tradition for, at vi drages af nederlag og tab og mismod, af alt det beskedne og kiksede. Fra de store litterære klassikere ved vi, at vi er et folk af drømmere og fantaster – jf. Hans Egede Schacks Phantasterne, H.C. Andersens Lykke-Peer, J.P. Jacobsens Niels Lyhne, Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Johannes V. Jensens Kongens Fald, hvis protagonister alle er en slags arvtagere til den mytiske ur-dansker Hamlet, som, hvis vi skal tro Shakespeare, var en indesluttet, spekulativ ironiker, der kun efter svære betænkeligheder vågnede op til dåd.

Så man kommer nok ikke uden om, at vi generelt er et stilfærdigt samfund uden større dramatik og ubændige følelser. Vores danske univers er mere fortroligt med dem, der går på begynderholdet i livets skole, små helte, der sidder på bænken og får sig en guldøl med vennerne.

Der er bistandsklienten i Bænken, hostende og harkende sig gennem Per Flys effektfulde, men melodramatisk usandsynlige alkoholikerdrama. Der er den kriminelle underverden i Nicolas Winding Refns Pusher og Bleeder, der præges af en nihilistisk voldsomhed og brutalitet, som ellers er ukendt i dansk film. Så er der mere genkendelig nationalkarakter over taberskikkelserne i Thomas Vinterbergs De største helte, Lasse Spang Olsens I Kina spiser de hunde, Anders Thomas Jensens Blinkende lygter og Jonas Elmers Monas verden. I De største helte og Monas verden, som omfatter sine rørende anti-helte med mildhed og poesi, fortsættes den tradition for nænsom humanisme, der blev etableret af Bille August, Nils Malmros, Morten Arnfred og Søren Kragh-Jacobsen i slut-70’erne, mens I Kina spiser de hunde og især Blinkende lygter bruger sort humor og kynisk vid à la Tarantino, men såmænd også ingredienser fra Olsen-Banden, der klart har stået fadder til de fjumrede drengerøve (og røvere).

De fremmede
Marginaliseringen fokuserer også på de almindeligt ineffektive nussehoveder, der jokker rundt i danskhedens lille provinsielle spinatbed i trendsættende komedier som Jonas Elmers Let’s Get Lost, Susanne Biers Den eneste ene, Lone Scherfigs Italiensk for begyndere og Gert Fredholms At klappe med een hånd, der på hver sin måde fik noget charmerende og funklende ud af det afdæmpede danske typegalleri. Der er de gale og de tossede, hyldet i Triers Idioterne, Søren Kragh-Jacobsens Mifunes sidste sang, Kaspar Rostrups Her i nærheden, Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie og Erik Clausens Slip hestene løs. For vores blide danske medmenneskelighed har nu et blødt punkt over for Vorherres klippede får – i hvert fald at dømme ud fra filmene.

Og så er der de fremmede, som fylder så meget i virkelighedens skingre offentlige debat, men kun lige netop er ved at gøre sig synlige i fiktionen: Mest realistisk og loyalt i Ole Christian Madsens Sinans bryllup og Pizza King, der sammen med en planlagt film om kvinderne, skal udgøre en trilogi om indvandrerne i Danmark; der er også Zlatko Buric i Pusher som den joviale bagmand, der med sin bogstavelig talt dræbende gemytlighed besegler pusherens skæbne, og Anders Thomas Jensens Valgaften, den Oscar-belønnede humoreske om kunsten at bevare sine politiske idealer hele vejen hen til stemmelokalet.

Man skal også bemærke, at Italiensk for begyndere handler om en eksotisk trang ud af ensomheden, ud af Avedøre, ud af danskheden og frem til kærligheden, der forløses i det fremmede og af det fremmede. Mest original er Åke Sandgrens Et rigtigt menneske, der i en blanding af nutidssatire og kristen symbolik skildrer en fremmed i det danske samfund. Det er både Kaspar Hauser, Pinocchio og Jesus, der materialiserer sig her som endnu en dåre til den danske dårekiste, og selvfølgelig ekspederer normaldanmark ham hurtigst muligt op til Sandholm-lejren.

Filmenes fokusering på de marginaliserede har generelt været en frugtbar retning for dansk film, men den peger vel også på en slags selvmodsigelse og en snert af hykleri. For hvis de marginaliserede – alle samfundets bistandsklienter og alkoholikere, kriminelle og narkomaner, syge, retarderede og idioter – er så spændende at lave film om, hvorfor interesserer de os så ikke ude i virkeligheden, hvor forsikringen om at ville ”hjælpe de svage i samfundet” hører til den politiske retoriks mest tamme – og tomme – standardfraser?

Nærkontakt med intimsfæren
Engang havde Pontoppidan sin vision af Danmark som De dødes Rige, en noget dyster tolkning af værditabet ved modernitetens gennembrud. Men hvordan skal man få en vision ud af parcelhuskvarterer og lønslavernes familieliv med småbørn og institutioner og myldretid og karrierestress i de skindødes rige?

Det ganske almindelige liv, normaldanskerens hverdag med parforhold og utroskab, med børn og forældreansvar, med fortielser, svigt og afmagt, har ofte været overladt tv-fiktionen (og Triers Riget bød jo i den henseende på en diabolsk satire over et særligt hjørne af samfundet). Men i de senere år har en sådan intim-realisme fået en pludselig opblomstring i dansk film (mens tv-dramatikkens bud i de seneste år ofte har været trivielle pinligheder, jf. TV2s Hvor svært kan det være og DR TVs Nikolaj og Julie, hvor klicheerne formelig hviner i tænderne).

Måske begyndte det med Festen, der som bekendt fandt et voldsomt drama gemt under den konventionelle overflade. Et effektfuldt angreb på et af danskernes store hellige ritualer, familiefesten, og en grum diskurs om forældre og børn, et tema, som anskues med en mere positiv optik i film som Natasha Arthys Mirakel og Hans Fabian Wullenwebers Klatretøsen, der fortsætter den danske børnefilms hæderkronede traditioner. Mirakel er en af de talrige film, der kredser om den fraværende fader (andre eksempler er Carsten Rudolfs Menneskedyret, Aage Rais’ Anton og for så vidt også både Bænken og At klappe med een hånd), her dukker han dog op som en engel, der kommer sin pubertetsplagede søn til undsætning; i Klatretøsen er magtforholdet med en velturneret kønspolitisk pointe vendt om, idet det er datteren, der går i aktion for at redde sin far.

Der er en ny række film, som stilfærdigt demaskerer den familielykkelige hverdag. I Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie handler det om Kiras psykiatriske tilstand, men nok så meget om kernefamilielivets almindelige svigt og nederlag. Og i Annette K. Olesens Små ulykker, Jesper W. Nielsens Okay og senest Susanne Biers Elsker dig for evigt får vi cirka den samme historie i tre variationer (de to første – samt Mirakel – skrevet af Kim Fupz Aakeson, den sidste af Anders Thomas Jensen).

Nogle er begyndt at harcelere over den påfaldende lighed mellem disse film (jf. Politiken 15.9.2001), men publikum og kritikere har faktisk været glade for dem: Det er vedkommende skildringer af en virkelighed, vi synes, vi kender eller har hørt om. Familielivet i dets vante skæve gang, hvor så pludselig katastrofen slår ned: Moderen dræbt ved en trafikulykke, faderen diagnosticeret med dødelig cancer, kæresten totalt invalideret. Et realistisk low budget-univers, der blandt andet skyldes Dogme-bevægelsen, for det er et af de befalede punkter i Kyskhedsløftet, at ”filmen skal foregå her og nu”. Et vist lighedspræg får filmene også af, at det i høj grad er de samme skuespillere – hele den nye crowd af talentfulde Tordenskjold-soldater – der passerer fra film til film. I Okay har Paprika Steen besvær med sin utro ægtemand Troels Lyby, i Elsker dig for evigt har hun besvær med sin utro ægtemand Mads Mikkelsen, men måske ligger forklaringen i Hella Joofs En kort en lang, hvor Lyby og Mikkelsen er bøssekærester.

Alle disse bittersøde, nutidsdanske scener er næsten lige så rammende en skildring af mellemlagets kvababbelser som Nikoline Werdelins geniale tegneserie Homo Metropolis. Og filmene ligner for så vidt ikke hinanden mere, end Leif Panduros store tv-spil gjorde tilbage i 70’erne, hvor han hver gang fortalte omtrent den samme historie om borgerskabets små diskrete bedrag i Whiskybæltets ligusterunivers. Det var virtuose variationer over det samme tema, og det lignede den helt store kunst dengang. Og der er stadig behov for brugskunst, som danskerne kan spejle sig i.

Danske film viser ikke alt
Mens filmen således giver os billeder af både det marginaliserede og det ordinære nutidsdanmark, så er der også områder, som i påfaldende grad forsømmes. De blinde pletter på Danmarkskortet er først og fremmest det politiske stof. Men der er jo stort set heller ingen tradition for aktuel samfundsanalyse i dansk film – man kunne til nød pege på kvindepolitiske film som Ta’ det som en mand, frue, Koks i kulissen og Flamberede hjerter, men ellers er det typisk nok filmatiseringer af bedagede litteraturklassikere som Pelle Erobreren og Det forsømte forår, der mere generelt tematiserer klassesamfund og magtstrukturer, men unægtelig lidt post festum.

Blandt de emner, som filmene ikke reflekterer og reflekterer over, er for eksempel også EU, nedskæringer og skattetryk, miljø og forurening, storpolitik og globalisering, arbejdsforhold og arbejdsløshed, provins & hovedstad. Det er for så vidt også påfaldende, at rocker-miljøet ikke skildres; men her er der ikke rigtig baggrund for forbryderromantisering. Der er heller ikke film om international terrorisme – jf. dog tv-produktionen Den serbiske dansker, hvor den store verdens problemer kommer til de hjemlige strande. Og når der undtagelsesvis behandles emner som danske soldaters indsats i Bosnien, så bliver resultatet mislykket, jf. Aage Rais’ På fremmed mark. Typisk nok er det mest tv, der tager sig af et mere overordnet samfundsbillede, som i DR TVs Rejseholdet, hvor der symptomatisk nok tages udgangspunkt i det mest dramatiske fællesstof, nationen ejer – nemlig de forbrydelser, som medierne, især tabloidpressen, er optaget af.

I de senere år dyrkes den samfundsanalyserende film af Erik Clausen med den optimistiske og indignerede, men også rigeligt arbejderromantiske Slip hestene løs. Så er der Per Fly, hvis planlagte trilogi om klasserne i dagens klasseløse Danmark – med Bænken og nu Arven som skildringer af henholdsvis underdanmark og overdanmark – er et lidt håndfast konciperet projekt, men det skorter ikke på den gode vilje.

Rigtigt er samfundsfilmen vel kun lykkedes for Lotte Svendsen. Inden debutspillefilmen Bornholms stemme, et regionalt folkemelodrama om øens fiskerikrise i 80’erne, lavede hun den mesterlige novellefilm Royal Blues, der i en blanding af magisk realisme og roadmovie-struktur gav et vittigt satirisk samfundsbillede. Sammen med den troskyldige Belinda tager vi hele turen nedefra og op gennem samfundet – fra den skumlende, anarkistiske bistandsklient og den sagtmodige, royalistiske underklasse på bunden, over den parcelhusfascistiske mellemklasse og de indbildske kunstneres lille enklave helt op til Strandvejens aristokrati og den utilnærmelige kongefamilie, som dog til sidst erhverver maleriet af Belinda. Den naive uskyld i en verden af arrogance, smålighed og snobberi. Det er en film om et billede og et billede af Danmark.

Og her, i danskernes bevidsthed, ligger Danmark, nogenlunde hvor det altid har ligget, i læ for de fleste af verdenshistoriens storme. Dansk films succes i disse år er for så vidt en statistisk usandsynlighed, og vi skal nyde det så længe, det varer. Forhåbentlig vil der endnu en tid være rigeligt med katastrofer i familien, og forhåbentlig løber Paprika Steen ikke tør for utro ægtemænd. Under alle omstændigheder er der aldrig langt til bytorvet i Avedøre – eller til Kildegårds Plads. Og det må vi vel finde os i.