Små og store synder

Til premierefesten på Kongekabale fik jeg en øl med et par anmeldere. Vi fejrede, at anmeldelserne var gode, publikum var glade, mon ikke det ville stige mig til hovedet? Samtalen endte med, at jeg bad anmelderne sige til, hvis jeg nogensinde begyndte at tro på myten om mig selv, ligesom så mange andre instruktører før mig.
   
Men myten er fristende, og da jeg nåede til premieren på min film nr. 2, kæmpede jeg næsten dagligt for at opretholde det succesdrenge-momentum, jeg havde fået. Alle anmeldelser skulle være gode, alle presse­notitser flatterende, biograftal skulle overstige alles forventninger.
   
Det var en hård kamp, mildest talt. Og efterhånden blev jeg træt.
   
Jeg tog til USA og opdagede, at sandheden om min egen marginale betydning i filmhistorien ikke var så slem endda. Tværtimod frigjorde den mig kreativt og gjorde det sjovt at arbejde igen. Jeg fik også et væsentligt mindre navlebeskuende perspektiv på de forskellige mytedannende dele af branchen, jeg læste anmeldelser med helt nye briller og grinede over branchens selvpromovering og instruktørers forstillelse.
   
Så her er et par sandheder, fragmenteret i bedste Disneys juleshow-stil: Fra alle os i branchen til alle jer, der skriver om os.

Det store samtaleemne
De fleste instruktører siger, at de ikke går særlig meget op i anmeldelser. Det er selvfølgelig løgn.
   
Alle instruktører går op i anmeldelser. De bliver nærlæst med en sygelig besættelse for de mindste detaljer, hår bliver gråt, der er store følelser involveret. Hvis en anmelder kan lide ens film, har han forstået alt og er et følsomt, skarpsindigt menneske, der nødvendigvis må tale med folkets røst. Hvis han rakker filmen ned, er han en ubegavet idiot og i øvrigt bare en ligegyldig mening iblandt fem millioner mennesker.
   
Anmeldelser er det mest populære samtaleemne i branchen, især blandt instruktører. Produktionsselskabernes kantiner summer hver fredag af avisopslag og fotokopier, stjerner og hjerter bliver nonchalant slynget over frokostbuffeten. Vi elsker at sladre om anmeldelser - for sladder er det - og det er næsten altid med slet skjult skadefro.
   
Det allerbedste, vi instruktører ved, er, når en succesrig instruktør får smæk. Det kan holde samtalen gående i flere uger. "Nå, det var synd, nu gik det ellers lige så godt - men så god er han jo egentlig heller ikke" (det værste, vi ved, er når en stjerneinstruktør får gode anmeldelser for syvende gang).

At konfrontere instruktører med anmeldelser af deres nye film, har sine helt egne koder. "Tre hjerter, det var sgu da okay, hva'?" er et direkte angreb. "Fire stjerner, det er da flot. Selve teksten kunne måske have været bedre," kommer fra en nær kollega. "Tillykke, du fik sgu anmelderne til at falde for den," leveres af din bedste ven med et kram.

Myten om den modige hærfører
Gode anmeldelser - og omtale generelt - har betydning på grund af den føromtalte myte. Instruktører lærer allerede på Filmskolen, at de konstant skal puste til myten om sig selv som lidende kunstner eller modig hærfører. Det er godt for vores image, karriere, ego. Den, der har den stærkeste myte i pressen, er den stærkeste løve i branchen. Han får fat i de fleste støttepenge, de sødeste piger og så videre. Lidt ligesom i 8. klasse.
   
Det er en kendt kliché, at man bare skal være lidt outreret, så kan kritikerne lide ens film. Men der er noget om det. Anmeldere og presse synes mere hengivne over for en filmskaber, der klipper sig skaldet eller kommer med studentikose udtalelser, end over for dem, der holder sig lidt i baggrunden. Og hvis en instruktør er så ulidelig, at han tør udtale, at "jeg står på kanten af nerven" eller "byen er mit sinds æstetiske vandballon" eller whatever, sikrer han sig omgående respekt - eller i det mindste god plads i kultur-sektionerne.
   
Når I journalister interviewer en instruktør op til en premiere, så husk, at den der ved mindst om, hvordan hans film vil blive opfattet af publikum og kritikere er ... instruktøren.
   
Vi ved det ikke.
   
Vi ved ikke engang, om vores film er god eller dårlig. Alle instruktører har det som regel skidt med deres film, når den er færdig, og opfatter først, at den er god, når tilstrækkeligt mange tusinde mennesker siger det til andre end instruktøren selv. Stort set alle de selvsikre kommentarer, vi kommer med, er indstuderede og skjuler en komisk angst for at blive afsløret som talentløse.
   
Fakta: Ingen af de såkaldte kunstnerinstruktører hverken tænker eller taler til daglig, som når de står over for en journalist (undtagen Lars von Trier, som indiskutabelt er kunstner og i øvrigt plejer at sige tingene ligeud).
   
Jeg har også selv syndet utallige gange: "Jeg vil basalt set gerne lave film om ting, der pisser mig af," kan lyde som en ganske forfriskende udtalelse, men det er bare et skjult mytepust. Sluk diktafonen, hvis vi fyrer den slags af!

Typiske misforståelser
Det er morsomt, at vi i branchen går så meget op i journalisterne og anmeldernes mening, når vi ofte læser artikler, der helt synes at have misforstået, hvad det egentlig er, vi laver. For det meste føler man sig beæret (og lidt forvirret), men andre gange aner man ikke, hvad anmelderen taler om.
   
For eksempel fik jeg i en anmeldelse ros for, at jeg med vilje gjorde samtlige karakterer i Kongekabale til kolde skiderikker. Det var tydeligvis et udtryk for mit pessimistiske syn på både politikere og journalister. Jeg mente egentlig selv, at tre-fire af karaktererne var ret så sympatiske, men hvad fanden ... Det lød, som noget en ægte auteur ville have gjort.
   
Kongekabale kom også i selveste Time Magazine for at være en af pionererne i den nye digitale alder. Rosende ord blev skrevet om det isnende klare vand, der i den digitale optagelse stod skarpere end nogensinde. Det morede mig og min fotograf, da vi begge er indædte modstandere af digitale formater og optog filmen på det gode gamle 16 millimeter. Det var kun selve fremviseren i London, der var digital.
   
Jeg havde ellers lovet mig selv ikke at grave mig egen grav og nævne specifikke anmeldere, men jeg kommer til det alligevel. Kim Skotte er min personlige yndlings-anmelder, en mand hvis smag jeg deler, min guide ti alle biografture (og i øvrigt et følsomt, skarpsindigt menneske, der forstår mine film og derfor nødvendigvis må tale folkets røst).
   
Men selv oraklet har en svaghed.
   
Det er i hvert fald svært ikke at undre sig lidt, når flere films "insisterende nærbilleder" hyldes til skyerne. De fleste instruktører og fotografer prøver faktisk at undgå nærbilleder, selvom de kan være nok så smukke. Nærbilleder er det absolut letteste og mest sikre i verden at lave. Man stiller bare kameraet tæt på skuespillerne! That's it! (Og nej, det bliver ikke sværere eller mere "insisterende" af, at det er håndholdt og rystet, selvom mange forbinder det med stor kunst).

Absurde "gode" råd
Lige så underligt er det, når anmeldere skriver, at en film ville have haft godt af "hurtigere klipning". Se på hvilken som helst film af Kubrick, Kieslowski, Minghella, tidlig Bille August. Skidegode film, meget roligt klippet. Det er ikke klipningen, den er gal med, når man keder sig. Det er tempoet.
   
Et godt eksempel er Woody Allen, der tit laver optagelser om, fordi han synes, det går for langsomt. Det hjælper ham ikke at klippe hurtigere. Det er skuespillernes timing, dialogen, rytmen i arrangementet, han vil ændre.
   
Velmenende anmeldelser, hvis hovedtese er, at en instruktør burde "vende tilbage til sine rødder/udvikle sig/finde sin indre sandhed" (eller hvorfor undertegnede dog ikke "holdt fast i det politiske") er sjovt nok hverken konstruktive, fordrende eller inspirerende. Den slags peptalks går ud fra, at filmskabere til fulde mestrer deres udvikling som mennesker og kreative, en tillid man næppe har til sig selv, sin omgangskreds eller resten af menneske-heden.
   
På samme måde er anmelderes påstand om, at "hvis instruktøren havde gjort ditten og datten, havde det været en meget bedre film", absurd. Når man tænker på, at der er over tyve nåleøjer, en film skal igennem - ud over at samtlige 200 mennesker under skabelsen har konstruktive forslag - er sandsynligheden for, at det lige netop er anmelderen, der har set lyset, forsvindende lille.
   
Det mest bizarre, jeg har været ude for, er en anmelder, der skrev, at den fjortenårige pige i min uskyldige eventyrbørnefilm fik ham til at tænke på Nabokovs Lolita. Han var venlig nok til at skrive, at det var ganske utilsigtet fra min side, men jeg har det stadig dårligt over det citat. Børneskuespillere og deres nervøse forældre læser jo også anmeldelser.

Filmens vigtigste skaber
Men den absolut værste misforståelse - og den rammer kulturpressen i hele verden — gælder manuskriptforfatterens rolle. Citater som "instruktøren fører os med sikker hånd gennem den komplicerede historie" eller "skuespiller X har skabt en uforglemmelig karakter" dækker over en helt anden sandhed, nemlig at manuskriptet er hamrende velskrevet. Jeg kan ikke sige det tydeligt nok: Manuskriptforfatteren er filmens vigtigste skaber.
   
En film er intet uden forfatteren. Instruktører varierer fra hjælpeløse tåber, der ikke aner, hvad karaktererne er motiveret af, til kompetente håndværkere, der kan løfte en historie og gøre den sanselig. Og for det meste er vi en blanding af begge kategorier.
   
Fortællingen, tempoet, følelserne, karaktererne, hele filmens væsen, hjerte og hjerne er forfatterens arbejde. Det arbejde er ofte nådesløst hårdt og sindssygt gennemtænkt, og det gennemstrømmer alting.
   
Det er også derfor, mange instruktører skriver deres manuskripter selv. Vi ved nemlig godt, hvor filmen i virkeligheden bliver skabt.

Kujonagtige tillægsord
Som flittig læser af anmeldelser, tager man faste udtryk til sig og gør til sine egne. "Gedigen", "veldrejet" og "uambitiøs", for ­eksempel. Men der er et par ord, som eksklusivt tilhører anmelderne.
   
For eksempel må I holde op med at bruge ordet "effen"!
   
"Slet ikke ueffen," er den mest kujonagtige beskrivelse af en film, der findes. Den bruges, når en anmelder ikke tør indrømme, at han er vild med en halvdårlig Bruce Willis-film.
   
En anmelder begyndte at bruge det for et par år siden (du ved, hvem du er), og siden fulgte flere trop. Kald det godt eller skidt, men for fanden ikke effen. Hvis en anmelder en dag skriver "ikke ueffen" om en af mine film, står jeg foran døren samme aften med et boldtræ.
   
I den helt anden ende har vi "mesterværk". Her er en liste over fem film, som alle er blevet kaldt "mesterværker" i den skrevne danske presse:

1: Kongekabale
2: Cecilie
3: Fighter
4: De fortabte sjæles ø
5: Klatretøsen

Alle de film, jeg har på cv'et, er altså af en eller flere danske anmeldere blevet kaldt mesterværker (og den samme ære kan mange andre danske instruktører blære sig med). Mit bud: Ingen af filmene er mesterværker.
   
Tag det roligt. Gem lidt på lovordene, så vi ved, når I virkelig mener det.

"Solgt til over 30 lande"
Ret skal være ret: Den begejstrede optimisme omkring dansk film er faktisk ikke anmeldernes fortjeneste. Det er os instruktører og resten af branchen, hjulpet af den øvrige kulturpresse, der smører tykkest på.
   
Således er næsten alle danske film, der kommer til udlandet en "kæmpesucces".

"Solgt til over 30 lande," er et citat, som vi gerne pusher fra branchen, men reelt betyder det højst sandsynligt ikke andet end, at en film kommer på en masse videohylder i Sydamerika og Asien. Det samme gælder, når en dansk film vinder en eller anden pris i udlandet. Stor ståhej, pressemeddelelser fra branchen, lovord i pressen, myteskabende udtalelser fra de stolte instruktører.
   
Men der er ingen grund til at være til fals for priser.
   
Filmfestivaler - og der er hundredvis - fødes oftest på turistkontoret i en lille obskur by, der savner gæster til hotellerne, og jurypanelerne består ofte af filmskoleelever og arbejdsløse tv-producere. Sørgelig sandhed: Alle film i verden, gode som dårlige, kan vinde priser, hvis bare man sender den til nok festivaler.

Optimistbølgen
Men selvom en dansk film hverken har solgt billetter eller vundet priser, skal det nok lykkes for branchen og pressen at gøre det til en succes alligevel. Jeg læste om en dansk film, at den var blevet "anmelderrost" i udlandet. Den samme hyldestartikel stod i flere danske aviser. Efter ti minutters tjek på nettet viser det sig imidlertid, at filmen er blevet rost af to internationale anmeldere. De resterende syntes, at den var middelmådig eller dårlig.
  
Da De fortabte sjæles ø åbnede, var jeg ved at gå i panik. Den første weekend solgte den kun 28.000 billetter (givet, ingen fiasko, men småting i forhold til for eksempel Anja og Viktor 4's 115.000). For en 40 millioner kroner dyr produktion af "manden bag Kongekabale" var 28.000 faktisk et skuffende weekendsalg.
   
Ikke desto mindre kaldte studieværten i et tv-program samme weekend filmen for en "kæmpesucces". Jeg var gæst i programmet, og da jeg blev spurgt, om jeg ikke var glad for de imponerende salgstal, smilede og nikkede jeg som en anden idiot. Og dagen efter viste jeg stolt en avisartikel med teksten "Efterårets store filmhit!" for venner og familie. Det er jo det, vi gør - vi smiler og nikker, for det er lettere og mere behageligt at ride med på optimistbølgen end se sandheden i øjnene.
   
Ligesom en dansk instruktør storsmilende udbredte sig, da vedkommendes nyeste film åbnede til langt under det forventede: "Filmselskabet regner det allerede for en succes i forhold til hvilken type film, det er." Helt sikkert, og naturligvis ingen kritiske spørgsmål til den kommentar.
   
Men lad os lige tage de negative briller af her til sidst: Anmeldelser er stadig vores vigtigste og mest saglige redskab til at finde rundt i den umulige jungle af premierefilm. I bedste fald kan en velskrevet anmeldelse nuancere folks opfattelse af, hvorfor en film er god eller dårlig. Og i modsætning til alle branchens undskyldninger og teorier er anmelderne nok de eneste, der i øjeblikket tør sige, at dansk film er i krise, fordi historierne ikke er gode nok.
   
Og såmænd - mens jeg endnu skriver på denne artikel, hører jeg Susanne Bier sige på tv (i forbindelse med hendes seneste films biograftal i USA), at man ikke skal tro, noget er let. Man gør, hvad man kan. En dejlig ægte kommentar, der viser, at selv en af Danmarks største stars også er ved at blive træt af at fodre instruktørmyten.